Dem jeg elsker

I dag begyndte min bofælle og jeg at tale om hvilke ting i køkkenet der er mine, og hvilke der er hendes. Efter 2½ års bofællesskab er vores ting jo blevet blandet godt sammen. Lige der gik det sådan rigtigt op for mig at jeg i fremtiden vil komme hjem til en tom lejlighed, at der ikke vil være folk at spise aftensmad med hver aften. Det var svært, og jeg er sikker på at der kommer flere tudestunder i fremtiden.

Lige nu sidder jeg i køkkenet sammen med bofællen og hendes datter, der lige har fået en masse Littlest Petshop dyr som hun sidder og pakker ud. Det bliver underligt ikke at høre hendes sjove kommentarer hver dag, ikke at få godnatknus når hun skal i seng.

Egentlig er det ikke den første dag at jeg bliver lidt berørt af dette. Min lånelillebror skrev for nogle dage siden at han ville savne mig, og så sad jeg der og tudbrølede. Det er vist godt at der er langt til Söderhamn, så jeg kan nå at komme mig på køreturen derop, for det bliver svært at forlade Heliosvænget. Jeg tror at det er sådan det må føles når folk går fra hinanden. Det er svært at skulle skille et hjem ad og forlade folk man er glade for. Det er godt at Skype er opfundet, så jeg kan mødes med bofællerne på den måde.

Kram fra Karen