mandag den 30. januar 2012

Det nye hjem

Det er mandag. Kl. er 18.25 og jeg har været hjemme en lille times tid nu. Det har været en lang dag, som har indeholdt kørsel rundt til: oprettelse af bankkonto, cpr.nr., internet, underskrive lejekontrakt og arbejdskontrakt og så sluttede vi af med 3-4 timers undervisning. Så jeg er bombet! Siden flytningen har jeg oplevet følgende:

I Söderhamn køber man ikke vinterdæk, man køber vinterbil. Man kan få biler til en 4000 SEK som er synes til at holde et år! Det er for vildt.
Jeg har også lært at jeg hurtigt er faldet til. Det var ikke nær så svært at se min familie køre hjem som jeg havde forventet, og det er nok fordi jeg føler mig godt tilpas her.
Jeg har en sød underbo som kom op med en dåse flåede tomater som indflyttergave, og det var rigtig hyggeligt at hilse på hende. Det er nogle gode naboer jeg har fået mig tror jeg. Den ene af dem er også en dansker fra mit arbejde.

Jeg er den eneste pige på det danske team, så jeg overvejer om jeg ender med at få skæg eller noget lignende, med alt det testosteron jeg kommer til at sidde i. Men gutterne virker nu helt vildt søde, så det går nok endda ;o)

Lejligheden er næsten klar. Der mangler at blive pakket nogle kasser ud endnu, men det når jeg nok i løbet af ugen. Så skal der nok komme nogle billeder.
Nu vil jeg ind og have aftensmad og slappe lidt af.
Pas godt på jer selv.
Mange knus fra en glad Karen

mandag den 23. januar 2012

Sig nærmer tiden da jeg må væk.

Den følgende sang har kørt i mit hoved hele dagen. Måske fordi der nu kun er 2 hele dage tilbage inden flyttebilen pakkes og kører mod Söderhamn.


Oluf Ring 1922 - Steen Steensen Blicher 1837

1 Sig nærmer tiden, da jeg må væk,

jeg hører vinterens stemme;

thi også jeg er kun her på træk

og haver andensteds hjemme.

2 Jeg vidste længe, jeg skal herfra;

det hjertet ikke betynger,

og derfor lige glad nu og da

på gennemrejsen jeg synger.

3 Jeg skulle sjunget lidt mer måske -

måske vel også lidt bedre;

men mørke dage jeg måtte se,

og stormen rev mine fjedre.

4 Jeg ville gerne i Guds natur

med frihed spændt mine vinger,

men sidder fast i mit snævre bur,

det alle vegne mig tvinger.

5 Jeg ville gerne fra højen sky

udsendt de gladere sange;

men blive må jeg for kost og ly

en stakkels gældbunden fange.

6 Tit ligevel til en smule trøst

jeg ud af fængselet titter

og sender stundom min vemodsrøst

med længsel gennem mit gitter.

7 Lyt og, o vandrer, til denne sang,

lidt af din vej du hidtræde!

Gud ved, måske det er sidste gang,

du hører livsfangen kvæde.

8 Mig bæres for, som ret snart i kvæld

at gitterværket vil briste;

thi kvidre vil jeg et ømt farvel;

måske det bliver det sidste.

Det er den første linje som er stået på repeat hos mig; sig nærmer tiden da jeg må væk. Og det gør det. Det er mærkeligt at det er lige om lidt. Jeg glæder mig til at se min nye chef og mine nye kolleger, at se min nye lejlighed og begynde at lære min nye by at kende.
Som jeg nu læser Blichers sang igennem, så er den jo lidt trist, og det er jeg egentlig ikke. Jeg er spændt, nervøs, en smule stresset og meget glad og taknemmelig over at jeg har fået arbejde. Vers 2 passer meget godt på mit humør nu. Jeg har vænnet mig til den nye virkelighed jeg lever i, og det tynger ikke mit hjerte.
Jeg ved ikke hvordan det kommer til at gå med at få internet, så det er muligt at næste indlæg først kommer om en uge eller to.

Indtil da må du have det godt.
Mange hilsner fra Karen

lørdag den 21. januar 2012

Dejlige venner


De sidste to aftener har jeg haft besøg. I går var det de nærmeste venner der var på besøg. Den stod på god mad, rødvin og dejlig snak. Af flokken fik jeg bl.a. en hoptimist i afskedsgave. Jeg har ikke haft en hoptimist før, men nu har jeg en som skal minde mig om Danmark.
Oven i gaverne fik jeg også at vide at jeg vil komme til at finde en svensk kæreste som er mellem 35 og 39 år gammel. Så ved jeg det! Nu må vi se om Anne's profeti går i opfyldelse, men det lyder da umiddelbart spændende ;o)



Her til aften stod den så på besøg af alle lånebørnene og deres forældre. Lærke var der selvfølgelig med Pernille, Simon og Daniel havde taget mor Rikke og far Preben med og Marie og Kamille havde Thomas og Mette med. Det var super hyggeligt at se børnene lege sammen og få nogle gode snakke med deres forældre.
Simon havde tegnet et billede til mig, det er sådan at mit nye hus ser ud, i hvert fald i Simon's hoved, og det er flot synes jeg.

Jeg kan godt blive lidt overvældet over hvor mange dejlige mennesker jeg har i mit liv. Jeg sætter så stor pris på dem, og på de oplevelser jeg har haft med dem alle sammen. Det er skønt at vide at jeg har sådan en base i Odense, som jeg kan komme tilbage til når jeg er i Danmark.

Nu tror jeg hellere at jeg må tørne ind, for i morgen står den på endnu en fejring og afsked. Min mormor fylder 88 år, så det skal selvfølgelig fejres. Det bliver sidste gang jeg ser hende inden jeg rejser, og det bliver mærkeligt at sige farvel til verdens bedste og sejeste mormor. Heldigvis er der ikke så længe til jeg ser hende igen, da jeg jo skal tilbage til Danmark til faderens fødselsdag i marts, men det bliver alligevel lidt underligt, efter 8½ år hvor hun har været 1 times togtur væk.

Som jeg sidder her og tænker over aftenen og gårsdagens arrangement, så kan jeg kun føle mig priviligeret og taknemmelig for alle mine skønne venner og familie. Tak til jer alle sammen fordi I forskønner min hverdag.

fredag den 20. januar 2012

6 dage tilbage


I dag gør jeg rent og rydder op fordi jeg skal have gæster i aften. Jeg glæder mig til at hygge med dem og om dem og vise dem hvor glad jeg er for at have dem i mit liv.
















De to øverste billeder er fra omplantningen af en af mine planter. Jeg fik planten af en venindes forældre da jeg blev færdig som socialrådgiver, og den har overlevet 2 flytninger. Nu håber jeg at den klarer omplantningen og endnu en flytning. Som plantebordet vidner om, har planten ikke haft det så godt i et stykke tid, så der røg nogle grene og blade, forhåbentlig er den hårdfør.












I tirsdags var Lærke og jeg i Zoo, og vi havde en super hyggelig eftermiddag, hvor vi så girafungen, sad og spiste snacks og nød at være sammen. Billedet her ved siden af er derfra. Det er i øvrigt blevet det nye billede på min iPhone, så jeg har hende med til Sverige.
















torsdag den 19. januar 2012

Redebygning

I går fik jeg min nye adresse!!! Det var spændende at gå ind på google earth og se hvor i byen jeg kommer til at bo. Det ser ud til at være et rækkehus og jeg glæder mig rigtig meget til at begynde at indrette det. Lige nu har jeg ikke møbler nok til at fylde det ud...tror jeg, men når jeg får sparet sammen har jeg allerede fundet en sovesofa, som jeg gerne vil have, og så vil jeg også gerne have et større spisebord med nogle pæne stole, så jeg kan klare at have en del gæster til spisning.
Bedst af alt er nok at jeg får plads til alle mine bøger. Til min fødselsdag i juni fik jeg to bogskabe af mine forældre...de er fyldt helt op nu, så det er muligt at der står skabe på redebyggerlisten meget snart.
Det er lidt vildt at tænke på at jeg om 1 (EN!!!!) uge er på vej til mit nye hjem. Tiden er gået så stærkt at jeg næsten ikke kan forstå det. Og det er nok meget godt, for så behøver jeg ikke blive ved med at spekulere på hvordan det bliver, for snart lever jeg i det.
Nedtællingen er sat i gang. 7 dage, så er der nok lidt stilhed fra mig indtil jeg får fundet ud af noget med internettet.
Knus fra K

søndag den 15. januar 2012

Omplantning

I dag havde vi generationsgudstjeneste i min kirke. Det handlede om Grøn kirke, planter og blomster.
Der var en gartner på besøg, som fortalte om hvordan man ind imellem må skære grene af træer for at de kan forblive gode og raske, og det har fået mig til at tænke på omplantning.
Da jeg blev socialrådgiver fik jeg en plante af en venindes forældre, og den lever stadig, men har brug for lidt mere plads for at kunne gro og udvikle sig, så den skal jeg snart have plantet om.
Min situation er jo ikke så anderledes. Jeg skal også "pottes om" for at komme videre i mit liv.
Når man skal omplante en blomst, kan rødderne godt sidde lidt fast i potten, og det kan være svært at få dem til at slippe. I sidste ende er det bedste for rødderne dog at få mere plads at udfolde sig på. Jeg glæder mig til at udfordre og udfolde mig et helt nyt sted, men mine rødder, mit hjerte er jo stadig i Danmark, og det bliver måske lidt svært at få det "ud af potten".
Lige nu suger mine rødder al den næring de kan få ud af min gamle jord, inden de skal over i den nye jord.
I morgen skal jeg f.eks. med miniroomien i Zoo en sidste gang inden jeg rejser, og det bliver dejligt med sådan en tøsetur. Det glæder jeg mig til.
Knus fra K

lørdag den 14. januar 2012

Mod?!

Mod (ifølge Politikens ordbog): Tapperhed, vedkende sig sine meninger.
Modig (ifølge Politikens ordbog): Tapper, dristig.

En af de ting jeg har undret mig mest over i denne proces er at folk synes at jeg er modig. Jeg føler mig ikke specielt modig, måske fordi at jeg ikke føler at jeg rejser så langt væk. Jeg synes at det er modigt at folk rejser til f.eks. Afrika for at arbejde dernede i en periode, for det er jo et helt anderledes kontinent i forhold til Europa. Sverige er jo bare....Sverige, en tidligere del af Danmark, vores broderfolk, vores naboer.
Men som sagt har jeg haft svært ved at forstå hvad folk mener, når de kalder mig modig. Når jeg ser på hvad ordbogen siger kan jeg lidt bedre følge det. Jeg mener ikke at jeg er tapper, men måske er jeg lidt dristig, når jeg omplanter mig selv på denne måde. Ordet "dristig" kan jeg lidt bedre forholde mig til. Jeg er godt klar over at der er mange mennesker der har svært ved bare at flytte til en anden by, og så er det måske uforståeligt at folk (jeg) har lyst og mod til at flytte til et andet land, også selvom landet ligger lige ved siden af.

Det sjove ved det hele er, at der i min nærmeste familie ikke er nogen der har spurgt mig hvor jeg får mit mod fra til sådan at rejse. Og når jeg ser på ordet "mod" forstår jeg godt at mine forældre og min bror ikke har sat spørgsmålstegn ved det. Jeg forsøger at vedkende mig mine meninger, som der står øverst, og det har jeg lært fra min familie. Mine forældre har begge været i udlandet i en årrække, og jeg tror at det er grunden til at det ikke føles stort at rejse. De er gode til at sige hvad de mener, og det jeg beundre dem mest for, er deres måde at få tingene sagt på. De begrunder deres meninger fornuftigt, og det håber jeg at jeg har lært.
Min lillebror er en af de modigste mennesker jeg kender. Han rejser også ud, ikke som jeg, men som soldat og snart som mekaniker for det danske militær. Han tager ud for at kæmpe for noget og han står ved det, selv om han oplever folk som har meget stærke meninger omkring krig og militær. Det synes jeg er modigt!

Men spørgsmålet er jo om jeg er modig. Måske er vi ikke selv gode til at se vores eget mod. Måske er det noget andre mennesker skal bedømme. I så fald er jeg modig, og jeg er glad for at folk synes at jeg er det. Det er et stort ord, og jeg bliver så rørt hver gang folk kalder mig modig.
Det er ikke noget jeg var blevet kaldt inden jeg besluttede mig for at flytte, men måske skulle vi blive bedre til at fortælle andre at de er modige. Det har i al fald gjort mig godt at få det at vide.
Tak

fredag den 13. januar 2012

Dejlige Emmaus

Her til aften var jeg til en sidste øver med Emmaus. Det dejlige smukke kor som jeg har været en del af i 8 år. Det kor som har givet mig masser af oplevelser, fantastiske mennesker og en altomfavnende kærlighed. Sæsonen er startet med en masse nye og dygtige sangere, og det er helt mærkeligt at jeg ikke kommer til at lære dem at kende.

Som jeg sidder her nu, er jeg lidt rørt, for inden jeg gik, fik jeg en kuvert med hilsner fra nogle af mine medkorsangere. De søde ord som de har skrevet vil helt klart blive gemt i mit hjerte, og kortene vil komme frem ind imellem når jeg savner Emmaus.

Det har været en glæde at lære så mange dejlige mennesker at kende i løbet af årene. Jeg har jo været en af de gamle i koret, og har oplevet de forskellige skift der har været, både med forskellige dirigenter, sange og sangere. Det har været en stor fornøjelse, og jeg glæder mig til at høre Emmaus ved lejlighed når jeg er i Danmark.


onsdag den 11. januar 2012

Sommerfugle i maven

Her til aften har jeg set en plantegning over den lejlighed jeg skal flytte ind i. Det gjorde pludselig det hele lidt mere virkeligt. Om 2 uger flytter jeg! To uger...som i14 dage. Det er meget snart, og det giver mange sommerfugle i maven. Samtidig giver det også bare en utrolig glæde. Jeg skal ud på nye eventyr, prøve nye ting af, nye grænser. Det bliver så spændende. Det er meget mærkeligt at tænke på, og samtidig også en lettelse. Det at jeg igen kan få lov at vise hvad jeg dur til. Det glæder jeg mig meget til. Jeg tror at det har været en af de hårdeste ting ved arbejdsløsheden. Selvfølgelig er jeg en hel masse i kraft af mig og ikke mit job, men vi definerer os meget på vores job. Når man møder nye mennesker bliver man altid spurgt om hvad man laver - hvad er din jobfunktion, og selvom det ikke er intentionen hos spørgeren, så kom jeg altid til at føle mig lidt mindre værd når jeg sagde at jeg var arbejdsløs, for så bidrog jeg jo ikke aktivt til samfundet. Jeg ved at det er noget jeg skal arbejde med, men jeg vil bare så gerne være en aktiv del af samfundet og yde mit (lidt rød er man vel ;o) ), så derfor har det været svært at stå uden for arbejdsmarkedet. Nu træder jeg snart ind på arenaen igen. Jeg ved ikke om jeg er klar, men jeg glæder mig!
Knus fra Karen

søndag den 8. januar 2012

De første flyttekasser

I dag blev de første flyttekasser fyldt, med mine studie bøger og kontorting. Nu kan man fysisk se at jeg er gået i gang med at pakke mit liv ned.
Det er lidt mærkeligt, men også ret godt. Jeg kan mærke at jeg er ved at få ro på situationen. Jeg glæder mig til at komme op og se hvad jeg har fået mig rodet ud i.
Det gode ved at pakke ting ned er at man også får ryddet lidt op. Mine noder har ligget hulter til bulter alt for længe, så i eftermiddags fik jeg sat dem i orden i min nodemappe, og fik endda taget guitaren frem og spillet lidt. Det var helt rart at komme til det igen, med undtagelse af at mine fingre selvfølgelig gør ondt nu, da de slet ikke er vant til at spille :-)
Det er lidt underligt at der kun er 2½ uger tilbage i Odense, men mon ikke de nok skal gå hurtigt med pakning, kagebagning til diverse afskedsting osv.?
Nu er pakningen i hvert fald skudt i gang. Så må vi se hvad der sker.
Knus fra Karen

lørdag den 7. januar 2012

Jeg glæder mig i denne tid

Når jeg ser på mine tidligere indlæg, er det tydeligt at det er den situation som jeg står i lige nu, der fylder. Der er stadig mange ting at ordne, ikke mindst at pakke mine ting.
I går talte jeg med en anden dansker der skal op til Söderhamn, og så begyndte jeg at glæde mig lidt. Det er rart at vi er to der står i samme situation, to der skal op til noget vi ikke kender.
For over 10 år siden tog jeg til Irland for at opleve landet og arbejde derovre. Jeg kan huske at starten var svær, for jeg kendte ingen, og der var en masse ting jeg savnede, ikke mindst den nærhed jeg havde derhjemme, med folk jeg kendte godt nok til at kunne give knus osv. Men som tiden gik fik jeg opbygget et socialt netværk, og mange af de mennesker har jeg stadig kontakt til. Det giver mig en ro at vide at jeg helt selv kunne opbygge en vennekreds i et nyt land dengang, for så kan jeg også gøre det igen.
Jeg glæder mig til at møde min nye chef, mine nye kolleger og til at starte på et nyt arbejde. Jeg glæder mig til at prøve at bo alene igen og til at udforske min nye by, som ifølge google earth ser ret godt ud. Jeg glæder mig til at lære at tale ordentligt svensk, og ikke bare fake det som jeg gør nu.
Det bliver et nyt eventyr jeg skal op til og jeg glæder mig rigtig meget!
God weekend.

torsdag den 5. januar 2012

Pyh

I dag gik en ting jeg har udskudt i orden helt af sig selv. Som jeg skrev den anden dag, er roomien og jeg begyndt at tale om hvilke ting der tilhører hvem, og i den forbindelse var roomien og miniroomien ude at købe lamper, da jeg jo render med lamperne fra halvdelen af vores hus. Mens de var derude fik miniroomien at vide at de skulle købe lamper fordi jeg skulle flytte og have nogle af vores lamper med mig. Så midt under aftensmaden siger den unge dame at "vi har købt lamper fordi at du ikke skal bo her mere, men så må vi ringe til dig". Helt stille og roligt og nede på jorden, for telefonen er jo opfundet, så det er intet problem at jeg flytter 1000 km væk. Den dejlige lille pige fik lige sat tingene helt i perspektiv; jeg er jo kun et telefonopkald væk!

tirsdag den 3. januar 2012

Dem jeg elsker

I dag begyndte min bofælle og jeg at tale om hvilke ting i køkkenet der er mine, og hvilke der er hendes. Efter 2½ års bofællesskab er vores ting jo blevet blandet godt sammen. Lige der gik det sådan rigtigt op for mig at jeg i fremtiden vil komme hjem til en tom lejlighed, at der ikke vil være folk at spise aftensmad med hver aften. Det var svært, og jeg er sikker på at der kommer flere tudestunder i fremtiden.
Lige nu sidder jeg i køkkenet sammen med bofællen og hendes datter, der lige har fået en masse Littlest Petshop dyr som hun sidder og pakker ud. Det bliver underligt ikke at høre hendes sjove kommentarer hver dag, ikke at få godnatknus når hun skal i seng.

Egentlig er det ikke den første dag at jeg bliver lidt berørt af dette. Min lånelillebror skrev for nogle dage siden at han ville savne mig, og så sad jeg der og tudbrølede. Det er vist godt at der er langt til Söderhamn, så jeg kan nå at komme mig på køreturen derop, for det bliver svært at forlade Heliosvænget. Jeg tror at det er sådan det må føles når folk går fra hinanden. Det er svært at skulle skille et hjem ad og forlade folk man er glade for. Det er godt at Skype er opfundet, så jeg kan mødes med bofællerne på den måde.

Kram fra Karen

mandag den 2. januar 2012

Lister, lister, lister

I dag skulle jeg egentlig bare slappe af inden jeg gik ind i hele pakke-mit-liv-ned-fasen. Det var nok utopi at tro at det ville være muligt for mig at slappe af, inden jeg har fået styr på ALT!

Da jeg skrev sammen med min fremtidige chef omkring tilmelding til det svenske folkeregister fik jeg at vide at jeg bare skulle tage det roligt og nyde den sidste tid inden jeg begyndte på arbejde igen. Manden kender mig jo tydeligvis ikke, for ca. 1 minut efter jeg var blevet tilbudt jobbet gik min hjerne i organiseringsmode, og nu har jeg alenlange lister med alt jeg skal huske at afmelde, pakke, ordne osv. I dag blev der dog streget lidt i listen, jeg fik afmeldt en del ting, og jeg har fået skrevet i min kalender hvilke ting jeg skal nå hvilke dage, for at undgå at jeg stresser.

Da jeg stod i badet her til aften kom jeg til at tænke på punktet Borgerservice på min liste. Jeg har slet ikke overvejet at jeg jo skal have et nyt cpr.nr. At det nummer jeg har været de sidste 29½ år ændrer sig, så jeg skal til at huske på en masse nye tal. Det føles meget mærkeligt lige nu...jeg kommer til at være et andet nummer.

Selvom jeg forsøger at organisere mig så jeg ikke får travlt de sidste par dage inden jeg flytter, tror jeg ikke på at jeg kommer til at slappe rigtigt af før weekenden efter jeg er kommet til Sverige. Når kasserne er pakket ud og jeg har været til undervisning og ved hvad det hele handler om, SÅ kan jeg slappe af.

Knus fra Karen

søndag den 1. januar 2012

Frygt ikke

For et år siden gik jeg ind i 2011 med store håb. Jeg var lige blevet arbejdsløs, men tænkte at det ikke kunne være længe inden jeg havde et arbejde igen. Som månederne gik svandt håbet ind, og ind imellem forsvandt det helt.
Dette år begynder også med store håb og drømme, og denne gang har jeg lidt mere at have det i. Min flytning til Sverige er præget af både håb og drømme, men også med en smule bæven. Jeg ved ikke hvad jeg kommer op til, og det er ret svært for en kontrolfreak som mig. Min nye arbejdsplads sørger for en lejlighed, så jeg kan ikke selv bestemme hvor jeg skal bo (i første omgang i hvert fald). Jeg skal starte i et helt nyt arbejdsområde, jeg skal lære et helt nyt sprog og jeg har absolut ikke styr på noget som helst endnu. Jeg er sikker på at det nok skal komme, mine lister over gøremål bliver i hvert fald længere og længere, og efterhånden må de blive streget ud lidt efter lidt når der komme styr på tingene.

Til nytårsgudstjenesten i Odense i dag talte Thomas Præst om ikke at frygte, og det talte meget til mig i denne situation. Jeg ved selvfølgelig godt at jeg ikke skal være bange for at flytte til Sverige, men med alle de ting jeg skal huske, kan jeg godt ind imellem frygte hvad jeg har sat i gang, fordi det er så ukendt for mig. Der er så mange spørgsmål. Kommer jeg til at passe godt ind på arbejdspladsen? Finder jeg nye venner? Er min nye lejlighed pæn eller kommer jeg til et hul? osv. osv. Jeg ved at Gud har styr på min situation og at det nok skal gå, jeg behøver ikke at frygte noget.

Jeg håber at du også kan gå ind i 2012 uden frygt. Som min psykolog en gang sagde til mig: "hvad er det værste der kan ske?" og han har jo ret. Det skal nok gå, så frygt ikke.

Knus fra Karen