søndag den 10. september 2017

Store forandringer.

I disse dage er det 14 år siden jeg trådte mine første skridt på den sociale højskole i Odense. Jeg kan ikke huske meget fra de første par uger. Kan faktisk ikke huske om vi havde et introprogram eller om vi gik direkte til undervisningen. Jeg kan huske at jeg mødte nogle fantastisk dejlige mennesker som jeg heldigvis stadig har kontakt til, men jeg kan ikke genkalde mig den ubetingede glæde som jeg føler i disse dage.

For to uger siden trådte jeg mine første skridt på Aarhus Universitet. I de to uger har jeg nærmest smilet konstant. Jeg har været mega træt, haft en lurende forkølelse det meste af tiden, men jeg har alligevel haft en glæde som jeg slet ikke kan huske at have haft før. Jeg tror måske det er sådan det må føles at være forelsket. Det er stort og jeg føler slet ikke at jeg har ordene til at forklare hvor godt det føles.

Men hvordan er jeg lige pludselig havnet på Aarhus Universitet? Hvad er der sket siden jeg har forladt et job som jeg var glad for?

Egentlig er det en lang historie som starter for 7 år siden. I løbet af et stykke tid spurgte 3 forskellige personer mig om jeg havde overvejet at blive præst. Det gjorde at jeg begyndte at læse til lægprædikant, som man skal være før man kan blive præst i Metodistkirken.
Men inden jeg blev færdig med lægprædikantkurset, fik jeg arbejde i Sverige, og jeg tænkte at så skulle jeg nok ikke være præst alligevel.

Da jeg et år senere kom tilbage til Danmark startede jeg igen på lægprædikantkurset, og fik hurtigt lov til at prøve at prædike. Første gang var jeg meget nervøs, men allerede anden gang kunne jeg mærke en forbedring. For en introvert person som mig, som ovenikøbet er vokset op med en stor generthed, skulle man ikke tro at jeg ville føle mig tilpas ved at stå foran en masse mennesker, men når jeg prædiker, føler jeg mig bare rigtig godt tilpas. Og lysten til at prædike har over tid vokset sig større og større.

I min kirke taler vi meget om at man skal have et kald til f.eks. at blive præst (det kunne også være mange andre opgaver man har kald til). Og hver gang at det er dukket op i samtaler, har jeg fået hjertebanken og har undret mig over hvad det kunne være at Gud kaldte mig til, for jeg var jo blevet overbevist om at det ikke var præst jeg skulle være.

For et lille år siden hørte jeg en norsk metodistpræst fortælle om den første kirke han var præst i. Mens han talte fik jeg en tanke om at "Karen, du skal jo være præst som Ole Martin". Og så skal jeg love for at hele følelsesregisteret fik frit løb, sammen med mine tårekanaler og min næse. Der sad jeg på forreste række mellem to tyske mænd, med snot og tårer som jeg desperat prøvede at holde tilbage. Da jeg endelig så mit snit til det, flygtede jeg ud på toilettet, stortudede og sagde så "okay, så bliver jeg præst". Siden har jeg talt med flere mennesker om mine drømme om at blive præst og overraskende mange, særligt folk som jeg ikke troede var troende, har sagt "selvfølgelig skal du være præst". Så jeg søgte ind på universitetet, kom ind, sagde mit job op og nu er jeg her. Forelsket til op over begge ører i mit studie.

Det har været mærkeligt at stoppe på mit arbejde som jeg jo var glad for. Kan man være andet når man har fantastiske kolleger, en god ledelse og dejlige borgere? Så jeg er også super lettet over ikke at fortryde at jeg sagde op. At min skolestart har været fantastisk. At jeg har nogle dejlige medstuderende, nogle inspirerende undervisere og at det bare føles rigtigt, sådan helt ind i hjertet.

Jeg tror at jeg skulle ud og opleve nogle ting inden jeg var klar til at komme på universitetet. Jeg var ikke klar for 7 år siden. Jeg er vokset meget, bare det seneste år, og det tror jeg også er med til at gøre min nuværende hverdag så god. Jeg tvivler ikke så meget på mig selv mere. Jeg er mere selvsikker, og er ikke bange for at springe ud i noget nyt. Og jeg fik lov til at arbejde med nogle fantastiske mennesker i Jobcenter Kolding. Jeg tror det var godt for mig at opleve at jeg var, og er, god til at arbejde med mennesker. At opleve hvordan ledelse fungerer når det er godt. At møde nogle hjertevarme og dedikerede kolleger som virkelig vil deres borgere. Jeg føler mig meget heldig over at jeg er blevet lukket ind i så mange menneskers liv. At jeg har kunne få lov til at hjælpe dem til at få så godt et liv som muligt, med de udfordringer de nu har haft. At få lov til at finde ud af hvilke personlige kvaliteter jeg vil kunne bringe med videre i mit liv fremadrettet. Det havde jeg brug for, for at kunne starte på denne uddannelse, og det gør mig sikker på mit valg.

Jeg glæder mig sådan til at se hvor jeg ender henne med denne uddannelse. Jeg håber at forelskelsen varer ved når hverdagen melder sig, og det, der er hårdt nu, ikke længere er nyt og spændende.

Jeg føler mig så priviligeret over at have muligheden for at tage endnu en uddannelse, at udvikle mig videre, og følge den vej som jeg tror Gud har for mig. Min vej har aldrig været lige ud af landevejen, den har været fyldt med sving og overraskelser. Men vigtigst af alt, så har den altid været fyldt af dejlige mennesker som har været der når jeg havde brug for det. Jeg nyder at jeg endnu en gang har fået nye spændende mennesker ind i mit liv, som supplement til de fantastiske mennesker der allerede er en del af min hverdag i en eller anden form.

Tænk at man kan få lov at være så heldig.

K
Sådan ser man ud på sin første skoledag. En lille smule nervøs og super spændt.

 Er gået i gang med græsk. Det er fagre nye verden

På græsk starter man fra nul. Skal endda lære hvad bogstaverne hedder.

fredag den 26. maj 2017

Jeg er rig

På sådan en aften som i aften så føler jeg mig rig.

Jeg er heldig at have en fantastisk familie som jeg nyder at være sammen med. Men min tid sammen med min far er speciel. Her til aften har vi set matador, drukket te og vendt verdenssituationen.

At få lov til at have en familie som man kan hygge sig med og slappe af med er ikke en selvfølge, så jeg føler mig meget rig når jeg har den slags stunder med min far.

K


- Posted using BlogPress from my iPhone

Jeg, mig selv og mig

Jeg har i flere år lidt af træthed. Jeg har kun klaret de ting som var nødvendige og weekender er blevet brugt til afslapning, evt. lidt tøjvask og lidt oprydning når jeg ikke har haft planer.
Jeg har ofte været bekymret over det, og prøvet vitaminer og træning uden at det havde nogen effekt. Blodprøver og lign. viste ikke noget galt, så jeg havde egentlig tænkt at det nok bare var sådan det var. At jeg havde mindre energi end alle andre jeg kender.

Ud over manglende energi har jeg også været syg med jævne mellemrum, ca. hver anden måned. Også noget der irriterede mig fordi jeg så ikke nåede alt det jeg gerne ville og jeg havde dårlig samvittighed overfor kolleger og borgere. Gudskelov har jeg både en læge, en leder og nogle kolleger som til sidst fik mig til at indse at der nok var tale om stress. Ikke "jeg bryder helt sammen og kan ikke finde rundt" stress, men alligevel stress som bare viste sig på en anden måde end det gør ved visse andre. Egentlig følte jeg mig ikke stresset på arbejdet, for jeg nåede det jeg skulle. Havde da haft nogle sager som var lidt svære eller ubehagelige, men ikke mere end at jeg tænkte jeg godt kunne klare det.

Men min læge dømte mig altså til at have stress, og fik mig sendt videre til et stresshåndteringskursus. Og hvor er jeg glad for det!!! Det at møde folk som enten er på samme sted som en selv, eller som har været der, er så befriende. Og jeg lærte noget om stress. Jeg lærte at det ikke nødvendigvis handler om tid. Men det handler om pres. Pres på ens værdier. Pludselig skulle jeg til at forholde mig til hvad mine værdier var. En af de værdier som dukkede op var "Elsk din næste som dig selv", hvilket jeg opdagede at jeg faktisk ikke er god til. Forstå mig ret, jeg er super god til at elske min næste. Det er mere det med at elske mig selv som kan være svært. For det betyder at jeg skal elske alle mine sider. Ikke kun dem jeg synes godt om, men også dem jeg har svært ved at holde af: Min vrede, min fejlbarlighed, min usikkerhed... De ting som jeg ikke viser folk, og som jeg bruger enorme mængder energi på at gemme, for alle....også min familie.

Og hvorfor gør jeg så det? Ja, der skal vi nok ret langt tilbage i tiden. I den skole hvor jeg gik fra børnehaveklassen til 3. klasse, tog det mig meget lang tid før jeg fandt min plads. Jeg tror først jeg rigtig havde mere end en legekammerat det sidste års tid inden vi flyttede. Jeg var hende som der ikke passede ind, og ikke kun ved klassekammeraterne. Jeg har også oplevet en lærer som ikke gad bruge tid på mig, og det sætter mærker på en. Så jeg har altid prøver at tilpasse mig. At være sød. At være perfekt. At passe på med at sige noget der kunne være en upopulær mening. Og det er dødtrættende... Og det ironiske ved at jeg kun ville ses som den søde pige, er at jeg nærmest har været usynlig. For når man ikke ind imellem markerer sig, så ses man ikke. Jeg blev en pleaser, og jeg kan se et mønster i hvordan jeg har haft det hver gang jeg skulle starte et nyt sted. Det er meget få steder hvor jeg har følt at jeg kunne være mig og dermed havde det godt. Ungdomshuset i Odense var en af dem, og det var nok fordi alle der arbejdede der var forskellige, så jeg kunne ikke stikke udenfor fordi det gjorde alle på en eller anden måde. Det gjorde mig godt.

Men tilbage til nutiden. Jeg opdagede at jeg skal elske hele mig selv, og stå ved hvem jeg er. At jeg gerne må have holdninger, og hvis folk ikke kan lide dem, så er det deres problem, ikke mit. For mange mennesker er det måske naturligt. Men for mig der har brugt en livstid på ikke at stå ved mig selv, er det umådelig svært.

Jeg har, overfor mennesker som jeg holder meget af, måtte sige fra overfor ting som har såret mig. Jeg har været vred og ked af det og givet udtryk for det. Og det har været svært! Men til min store overraskelse er det også blevet godt modtaget. Og selvom alt dette er sket indenfor de seneste par måneder ser jeg allerede nu et resultat. Jeg har mere energi. Jeg behøver ikke en lur når jeg kommer hjem fra arbejde, for at klare mig igennem aftenen. Jeg har formået at gøre noget ved både hus og have. Noget jeg sidste år måtte have hjælp fra min familie med.
Så nu har jeg et hyggeligt hjem, som jeg nyder og som jeg har kræfter og energi til at nyde. Og det er så dejlig. Billederne nedenfor ser måske ikke ud af meget, men for mig er det beviser på hvor langt jeg er kommet.

Jeg vil stadig skulle huske på at stå ved mig selv, at elske mig selv også når jeg er vred eller på tværs. Og som med alle andre dårlige vaner, er der en chance for at jeg indimellem ryger tilbage til at være "søde Karen". Men jeg håber på at jeg kan holde fast i at jeg har værdi, lige som jeg er. Med alle de fejl og mangler jeg har, samt alle de fantastiske ting som jeg også indeholde. Vi har alle både gode og dårlige sider, som gør os til dem vi er. Og vi er nogle fantastiske skabninger!

Jeg er så glad for de mennesker som både direkte og indirekte fik mig på stresshåndteringskurset, og jeg er så taknemmelig for at folk har taget godt imod min nye direkte måde at sige tingene på. Det hjælper i den proces jeg er i gang med. Så tusind tusind tak for det.

K

 Jeg har formået at slibe bænken ned, give den olie og få den til at se hyggelig ud med tæppe og puder. Er helt klart et nyt hyggested.
 Afslapning på bænken 
Morgenmad i solen. Nyder at sidde med en god bog og slappe af i solen.

søndag den 21. august 2016

SÅDAN

Jeg ser normalt ikke meget sport, men håndboldherrerne følger jeg. Derfor har jeg også for en gang skyld set OL. Og hold nu op hvor har det været spændende! Her til aften stod den på medaljekamp og selvom vi var sikre på medalje, virkede det før kampstart som en svær kamp. Det er derfor helt fantastisk at sidde her og vide at herrerne vandt guld.
Jeg havde ikke regnet med at jeg skulle fælde tårer over sport, men må indrømme at jeg er rørt. Rørt over den glæde og begejstring som lyser ud af spillerne. Rørt over at vi som en lille nation kan stille med fantastiske sportsudøvere der gang på gang hiver medaljer hjem. Rørt over at høre nationalmelodien blive spillet. Lige nu føles det godt at være dansker. Tillykke til alle vores dygtige sportsmænd og -kvinder som har udøvet en fantastisk præstation over de sidste par uger.


- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 5. juli 2016

Ferie

Jeg rejser forholdsvis ofte i og med at jeg igennem flere år har siddet i forskellige bestyrelser igennem min kirke.

Men i år, på min første ferie med løn i lange tider, ville jeg rejse af lyst. Forstå mig ret, jeg har nydt de ture jeg har været på. Men møder giver ikke megen mulighed for sightseeing.

Med en veninde som bor i Finland, faldt valget på Helsinki. En by jeg ikke har besøgt før. De 4 hele dage jeg havde der, var slet ikke nok. Helsinki ligger på vandet, med en del småøer som en del af byen, og der er masser at se. Uanset om man er til kunst, musik eller historie.

Som barn af to forældre fra byggebranchen har jeg lært at se op, når jeg går. Og Helsinki er fuld af smukke bygninger. Mange er bygget mens Finland var under Rusland, som heldigvis var før kommunismen, der, så vidt jeg ved, ikke er kendt for sine smukke bygninger. Med Zartiden var det tydeligvis anderledes.

Jeg var bl.a. på Naturhistorisk museum, som ligger i en gammel drengeskole fra starten af 1900tallet. En smuk bygning med store sale og stuk over det hele. Øverst var en lille udstilling om selve bygningen som også har været kadetskole før den blev museum.

I Helsinkis bymuseum så jeg en interessant udstilling: Broken Dreams. Her havde folk sendt ting ind som de havde fået af ekskærester eller familiemedlemmer som havde såret dem. Der var mange spændende historier.

Frilandsmuseet i Seurasaari var også en oplevelse for en historienørd som mig. Med gamle bygninger og historier om hvordan man levede på landet i Finland for 100+ år siden.
Det var en god gåtur i dejligt vejr og smukke omgivelser.

Nu er jeg landet i Stockholm hvor jeg har et par dage inden jeg vender hjem. Også her skal museerne nydes.

God ferie.


- Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 23. maj 2016

Et rodet liv

De sidste 8-10 år af mit liv har været fuld af forandringer. Efter jeg blev uddannet i 2007 har jeg boet 7 forskellige steder. Arbejdet eller været i løntilskud i 11 forskellige arbejdspladser, nogle gange flere på en gang, og selvom jeg altid har været god til at skabe mig en base der hvor jeg har boet, har jeg følt mig enormt rodløs.

Når jeg sidder og ser på tallene, ser det ret voldsomt ud. Sådan føltes det ikke mens det stod på, men set tilbage har det været voldsomt. Jeg har konstant skulle omstille mig uden at jeg tænkte over hvilke konsekvenser der var, for sådan var livet lige nu. Der var ikke noget at gøre ved det.

I de 2 et halvt år jeg har boet i Børkop og de 1 år og 9 mdr. jeg har været ansat i Kolding, har jeg fundet mine ben, min base, et sted hvor jeg kan puste ud og nyde trygheden ved et fast job. I min konstante "omstillingsparathed" har jeg haft gang i to uddannelser ved siden af jobbet, så jeg på den måde ikke kunne slappe for meget af. For det der med at føle sig sikker, var usikkert for mig, ikke noget jeg har prøvet i lang tid - hvis det giver mening.

De seneste par måneder har jeg kunne slappe af. Og jeg havde regnet med at den træthed, som jeg har levet med længe, så ville forsvinde, så jeg kunne overkomme nogle af de ting jeg ser og hører venner, familie og kolleger klarer efter arbejde. Da dette ikke er sket, men jeg istedet endnu gang har været syg, gik jeg til lægen. Selvom vi også skal teste for div. mineral- og vitaminmangler, talte min læge om, at det jo godt kunne være at min krop havde brug for længere tid til at komme sig. Hvilket betyder at jeg skal væbne mig med tålmodighed (ikke en af mine stærke sider), erkende at jeg ikke bare lige er på benene igen når jeg bliver syg, og måske også indse at mit liv har været rodet i rigtig lang tid. Rodet pga. at jeg forsøgte at finde roen og noget permanent i mit liv.

I vores verden ses det som noget positivt at være omstillingsparat. Og det er også godt i et vis omfang. Men når det bliver en konstant faktor, bliver det svært at finde roen og falde til i f.eks. et arbejde, fordi man hele tiden forventer en forandring. Og det tærer. Det skulle man måske også have i tankerne når man hylder folk der er omstillingsparate.

Jeg håber på at min krop med tiden finder energien og får smidt trætheden igen, så jeg har overskud til de ting jeg gerne vil have ud af min hverdag.

I mellemtiden glæder jeg mig over at have et dejligt hjem, et godt arbejde med gode kolleger og spændende opgaver, gode venner og en dejlig familie. Mine venner og min familie har været med mig igennem alle forandringerne og jeg er dybt taknemmelig for at de stadig er der.

lørdag den 14. maj 2016

Om savn man ikke vidste man havde

Jeg har været til bryllup i dag. Mit gamle gospelkor, som jeg af forskellige grunde ikke har sunget i det sidste års tid, skulle synge, og jeg blev spurgt om jeg ville synge med.

Jeg har ikke savnet at synge gospel men da jeg kom op og stod i koret, kom savnet rullende og jeg blev vildt rørt over det.

Jeg glæder mig til at komme i gang igen efter sommerferien. Glæder mig til fantastiske sange, godt samvær og generelt bare dejlige øjeblikke. New Birth, I har været savnet.


- Posted using BlogPress from my iPhone