torsdag den 24. januar 2013

Brobyggerne

Jeg er lige blevet færdig med denne her:


Jeg elsker Jan Guillous bøger og denne er ingen undtagelse. Det er en historisk roman (endnu et plus, sagde historienørden aka fars pige) der foregår i starten af 1900 tallet. Vi følger to norske brødres vej fra 1901 og frem til lige efter 1. verdenskrig. Oscar tager efter endt ingeniøreksamen til Tysk Østafrika (nu Tanzania) og bygger jernbane i et land, der stadig er præget af overtro og kannibalisme. Lauritz derimod tager tilbage til Norge og bygger jernbanen fra Bergen til Kristiania (nu Oslo). Et arbejde der for det meste foregår i sne og is. Begge brødre har deres at kæmpe med og Guillous beskrivelser om det hårde liv, både under sydens sol og i et iskoldt vinterlandskab er helt fantastiske. Jeg glæder mig allerede til at få fingre i Dandy, den næste bog i trilogien.


- Posted using BlogPress from my iPhone

onsdag den 23. januar 2013

En god dag

I går fejrede vi mormors 89 års fødselsdag. Min moster, min mormors søster og jeg tog ud til mormor om formiddagen for at gøre klar til gæsterne om aften. Det var tiltrængt. Jeg ved ikke helt hvad der sker, men efter min mormor var på sygehuset før jul, virker det ikke som om hun får gjort rent, selvom hun har fået det bevilget af kommunen. Heldigvis var det en af de gode hjemmehjælpere der kom på besøg, og hun lovede at finde ud af hvad der sker og hvornår rengøringen kommer på besøg, så vi kan få lidt mere styr på det.

Nå, men vi fik gjort rent og fik hygget og det var rigtig dejligt. Mormor var kun en smule forvirret og hun var så glad for at vi var på besøg, så det var helt perfekt. Det bedste var næsten at hun blev rigtig glad for vores gave og blev helt vildt rørt. Jeg er så taknemmelig for at hendes forvirring ikke gør hende til en helt anden person, men at hun stadig er min glade mormor som nyder at have os på besøg.

I aften står den på håndbold, i morgen kommer mine barndomsveninder på besøg og fredag skal mor, far, moster og jeg til cafeaften hvor en af mine gamle klassekammerater skal spille. Så den gode dag i går, bliver til en masse gode dage i denne uge.

lørdag den 19. januar 2013

Min positivbog

I en hverdag med syg mormor og med jobsøgning har jeg brug for at slutte dagen på en positiv måde. Så de sidste par aftner har jeg skrevet i denne bog


Det kan være stort og småt. Det skal bare være mindst tre ting. I dag har det set sådan ud:


Min veninde så jeg ude for første gang siden hun fik meningitis. Der er sket store fremskridt på de to uger der er gået siden jeg så hende sidst og det er bare SÅ positivt.

Min afsluttende kommentar i dag var dette:


Og det er jeg dybt taknemmelig for. Så med den afslutning vil jeg sige godnat.


- Posted using BlogPress from my iPhone

Overbevist

Hvad der har været af usikkerhed om hvorvidt det var rigtigt af mig at flytte tilbage til Danmark, er blevet helt blæst væk. Min mormor, min højt elskede lille mormor, har det ikke godt. I de 3 uger jeg har været hjemme er hun blevet markant værre. Hendes hoved fungerer ikke som det plejer og hun husker meget dårligt. Det er bekymrende og giver en masse tanker. Hvor længe kan hun blive ved med at klare sig selv med hjemmepleje? Bør vi allerede nu bekymre os om hvorvidt hun render hjemmefra? Skal vi overveje plejehjem? Er hun dårlig nok til det? Det er svært. Og det er svært at se mor og moster gøre sig disse overvejelser. Så jeg er glad for at være hjemme og kunne hjælpe til der hvor jeg kan, give knus og lytte til dem.
Heldigvis er det ikke så slemt at mormor ikke kan genkende os, og det er jeg taknemmelig for, da jeg fra en veninde ved, hvor svært det er at se sin bedstemor blive en fremmed.

På tirsdag bliver mormor 89 år. Det skal fejres med den familie der bor nærmest, og det glæder jeg mig til. Jeg håber at mormor får en god dag sammen med os. Hun virker i hvert fald som om hun nyder når vi kommer på besøg, selvom hun ikke kan huske de aftaler vi laver.

onsdag den 16. januar 2013

Ud af ø-kulleren

Jeg har haft lidt kuller de sidste par dage. Jeg kan mærke at det er svært at flytte fra byen og ud på landet. Derudover har jeg kæmpet lidt med jobcenter og min svenske a-kasse der hhv har givet mig forkert information og mistet en ansøgning om at flytte min anciennitet tilbage til Danmark. Det er frustrerende da det gør at jeg i længere tid skal gå rundt uden at vide hvad jeg kan få i dagpenge.

Nå, men for at blive afkulret var jeg i går ude med hende her


Mine forældres hund er en dejlig dame. Selvom hun er godt oppe i årene er hun stadig frisk og jeg nyder at gå tur med hende.

I dag var jeg med mor på arbejde hvor jeg fik søgt job, fik shoppet i Kolding Storcenter og kom lidt ud hjemmefra. Det var fedt at være i storcenteret. Jeg var i div. smykkebutikker og købte øreringe. Elsker simpelthen de her glittersmykkebutikker, og når der så er udsalg kan man godt gå amok uden at det koster en masse :-)

Det har hjulpet på humøret, og i aften står den på hygge og håndbold med far. Det glæder jeg mig til.


- Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 14. januar 2013

Perspektiv

Sidder og ser reportage fra Syrien i tvavisen. Så kan jeg godt skamme mig lidt over mit sidste indlæg. Jeg har jo ikke noget at klage over. Jeg har tag over hovedet og nok mad at spise. Så der kom lige perspektiv ind i min midlertidige håbløshed og frustration. Tak for det.


- Posted using BlogPress from my iPhone

Argh!!!

Som jeg skrev i torsdags søger jeg jo job. Siden den 1. januar har jeg søgt 16 stillinger og i dag var det lidt en kamp. Jeg søger næsten hver hverdag og forsøger at skrive mindst 2 ansøgninger og der er jo en del stillinger, men jeg søger endnu kun dem der taler til mig.

Det der gjorde det svært i dag var at jeg fik set på en del stillinger som alligevel ikke var noget, og da jeg endelig fandt en stilling som jeg kunne tænke mig brugte jeg lang tid på at skrive en ansøgning, blot for at få et afslag 5 minutter senere, da stillingen var besat. Det er altså surt. Så jeg har været træt af jobsøgningen i dag. Jeg er træt af at der ikke er kommet afklaring på min økonomi endnu og ved godt at jeg er helt urimelig i min irritation, men i dag er bare en øvdag.

Er spændt på hvordan morgendagen ser ud.

torsdag den 10. januar 2013

Søg og du skal finde

- står der i Matthæusevangeliet, så jeg søger. Jeg søger socialrådgiverjobs, kontorassistentjobs, adm. medarbejderstillinger, receptioniststillinger. I denne uge har jeg søgt mindst 2 stillinger hver dag. Da mine forældre ikke har haft velfungerende internet har jeg enten siddet hos min moster eller på min mors arbejde, hvilket har været godt, for det har sat struktur på hverdagen. Jeg har været tidligt oppe hver dag og har hjulpet lidt til hvor jeg kunne: købt ind, taget en opvask, skåret visitkort til, små ting som hurtigt kunne ordnes når jeg havde brug for en pause fra computerskærmen.

Så nu går jeg bare og venter på at nogen ringer og vil have mig til samtale. Det kunne være rigtig fedt. For selvom jeg sagtens kan fylde hverdagen med småjobs, besøge min mors moster, læse bøger (ender med at må købe en ny, for alle mine bøger er jo pakket ned og står i min fars værksted!) og ellers bare være, så er det jo rart at tjene sine egne penge og føle at man gør nytte i et rigtigt job. Selvom det burde være sådan, er der rigtig meget identitet forbundet med det at have et job. Og så vil jeg også gerne ud og møde nye mennesker, at få kolleger og nye erfaringer.

En veninde spurgte mig om det ikke var en stor beslutning at tage hjem igen, men det synes jeg faktisk ikke. Den var hurtigt taget, for der var folk her i Danmark som ventede på mig, og især min mormor trak. Da jeg samtidig ikke var glad for mit liv i Sverige mere, var det på tide at der skete noget. Det betyder ikke at det er let at komme tilbage. I går savnede jeg Lækkermåsen helt vildt, og tænkte på om det var en fejltagelse ikke at blive i Sverige til han tog ud på nye eventyr. Men det er jo ikke stedet jeg savner, det er Jens og det liv vi havde sammen. Jeg håber at jeg kan finde en anden dejlig mand at få et godt liv med på et tidspunkt, for jeg savner den nærhed som var i vores forhold. Jeg savner vores samtaler og at det var så let at være sammen. Der var intet drama eller store følelsesudbrud, det var bare rart. Og selvom rart måske ikke er det mest romantiske ord, så er det det jeg leder efter i et forhold. Det glæder jeg mig til at opleve igen, om et stykke tid, for skal lige holde op med at savne helt så meget og gøre plads i mit hjerte til en anden. Lækkermåsen har ikke helt forladt hjertet endnu, så han får lige tid til at komme over på vennesiden af hjertet i stedet for kærestesiden, og så kan jeg begynde at søge på kærlighedsfronten når det er sket.

Da det nu er min blog og jeg kan gøre hvad jeg vil, vil jeg da gerne opfordre dig til at skrive hvis du høre om et spændende socialrådgiver/kontorassisten/adm. medarbejder/receptionistjob. Man skal jo bruge sit netværk til at søge job, siger de kloge.

Nu vil jeg sætte mig foran mosters kakkelovn og læse lidt, da dagens søgning er overstået.

God dag til dig

torsdag den 3. januar 2013

En ny hverdag

Efter nogle dage hjemme er jeg nu ved at komme i gang med en hverdag.
Jeg er kommet på plads i "mit" værelse og har fået ryddet mine ting op så der ikke roder over hele huset. Jeg har fået mig meldt ind i en dansk a-kasse, fået mig meldt ledig, tilmeldt mig folkeregisteret igen og fået styr på min bank.
Jeg er tilbage i Qvindtetten og har fået spillet med de dejlige damer. Det var rigtig dejligt.
Jeg har fået ryddet op på facebook så mine oplysninger passer.
Jeg har fået lov til at komme med i et gospelkor når det starter op efter ferien.
Alt i alt er der ved at være lidt styr på tingene. Jeg er endda begyndt at have nogle punkter i kalenderen de næste par måneder. Det er jo altid rart.
Tingene er faldet på plads ret hurtigt og der har været fart på lige siden jeg kom hjem. Det havde jeg ikke regnet med. I toget ned sad jeg bare og glædede mig til at komme hjem og slappe af. Jeg var køresyg en stor del af vejen og rendte frem og tilbage mellem mit sæde og toget toilet. Kunne godt have brugt en brækpose der, men på den anden side er det lidt træls at brække sig mellem en masse mennesker, så det var nok godt at jeg bare kunne rende på toilettet.

Nu står den på nye eventyr i Danmark, og jeg glæder mig til det.
Så 2013 skal jeg gerne

  • finde en lejlighed
  • få et arbejde som jeg holder af, med dejlige kolleger
  • synge en masse gospel
  • spille mere musik
  • se mere til mine danske venner
  • være aktiv i min kirke
Vi må se hvor meget jeg kan overholde, men synes dog at det er overskueligt. Jeg glæder mig til det.