mandag den 23. maj 2016

Et rodet liv

De sidste 8-10 år af mit liv har været fuld af forandringer. Efter jeg blev uddannet i 2007 har jeg boet 7 forskellige steder. Arbejdet eller været i løntilskud i 11 forskellige arbejdspladser, nogle gange flere på en gang, og selvom jeg altid har været god til at skabe mig en base der hvor jeg har boet, har jeg følt mig enormt rodløs.

Når jeg sidder og ser på tallene, ser det ret voldsomt ud. Sådan føltes det ikke mens det stod på, men set tilbage har det været voldsomt. Jeg har konstant skulle omstille mig uden at jeg tænkte over hvilke konsekvenser der var, for sådan var livet lige nu. Der var ikke noget at gøre ved det.

I de 2 et halvt år jeg har boet i Børkop og de 1 år og 9 mdr. jeg har været ansat i Kolding, har jeg fundet mine ben, min base, et sted hvor jeg kan puste ud og nyde trygheden ved et fast job. I min konstante "omstillingsparathed" har jeg haft gang i to uddannelser ved siden af jobbet, så jeg på den måde ikke kunne slappe for meget af. For det der med at føle sig sikker, var usikkert for mig, ikke noget jeg har prøvet i lang tid - hvis det giver mening.

De seneste par måneder har jeg kunne slappe af. Og jeg havde regnet med at den træthed, som jeg har levet med længe, så ville forsvinde, så jeg kunne overkomme nogle af de ting jeg ser og hører venner, familie og kolleger klarer efter arbejde. Da dette ikke er sket, men jeg istedet endnu gang har været syg, gik jeg til lægen. Selvom vi også skal teste for div. mineral- og vitaminmangler, talte min læge om, at det jo godt kunne være at min krop havde brug for længere tid til at komme sig. Hvilket betyder at jeg skal væbne mig med tålmodighed (ikke en af mine stærke sider), erkende at jeg ikke bare lige er på benene igen når jeg bliver syg, og måske også indse at mit liv har været rodet i rigtig lang tid. Rodet pga. at jeg forsøgte at finde roen og noget permanent i mit liv.

I vores verden ses det som noget positivt at være omstillingsparat. Og det er også godt i et vis omfang. Men når det bliver en konstant faktor, bliver det svært at finde roen og falde til i f.eks. et arbejde, fordi man hele tiden forventer en forandring. Og det tærer. Det skulle man måske også have i tankerne når man hylder folk der er omstillingsparate.

Jeg håber på at min krop med tiden finder energien og får smidt trætheden igen, så jeg har overskud til de ting jeg gerne vil have ud af min hverdag.

I mellemtiden glæder jeg mig over at have et dejligt hjem, et godt arbejde med gode kolleger og spændende opgaver, gode venner og en dejlig familie. Mine venner og min familie har været med mig igennem alle forandringerne og jeg er dybt taknemmelig for at de stadig er der.

lørdag den 14. maj 2016

Om savn man ikke vidste man havde

Jeg har været til bryllup i dag. Mit gamle gospelkor, som jeg af forskellige grunde ikke har sunget i det sidste års tid, skulle synge, og jeg blev spurgt om jeg ville synge med.

Jeg har ikke savnet at synge gospel men da jeg kom op og stod i koret, kom savnet rullende og jeg blev vildt rørt over det.

Jeg glæder mig til at komme i gang igen efter sommerferien. Glæder mig til fantastiske sange, godt samvær og generelt bare dejlige øjeblikke. New Birth, I har været savnet.


- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 1. maj 2016

Lægprædikant.

Jeg er i dag indviet som lægprædikant.
I min kirke kan lægprædikanter prædike og starte kirker over hele verden, hvilket er ret vildt. Jeg har nu lov til at gøre det!!!

Mest af alt er jeg taknemmelig over at vi havde en dejlig gudstjeneste med internationale indslag og tid sammen med de folk som jeg er rigtig glad for. De folk som har fulgt mig hele mit liv. At de har sagt ja til at jeg må være lægprædikant er vildt og dejligt. Det er en stor tiltro at blive vist.

Nu sidder jeg så og fordøjer dagen. Jeg har haft besøg af mine forældre og min moster. Jeg har længe ville se filmen Kon Tiki med min far, så jeg inviterede på filmhygge. Jeg nyder at få min familie på besøg og at få lov til at dele mit dejlige hjem. Det er et sted jeg værner om men også et sted hvor jeg nyder at have folk på besøg. At tænke sig at man kan være så heldig at dele sit liv med så dejlige folk som jeg har i dag. Jeg føler mig meget rig!!!


- Posted using BlogPress from my iPhone