tirsdag den 30. september 2014

At give slip og lade tingene komme

Nogle gange møder man mennesker som kan komme til at fungere som katalysator for en masse ting. For nylig mødte jeg sådan en person. Vi mødes en gang imellem og taler rigtig godt sammen. Han lever meget i nuet og har en fast tro på at han nok skal få det han har brug for. Han udfordrer mig til at give slip på mit behov for at have styr på ALT (!!!) og lige pludselig oplever jeg at tingene går som jeg gerne vil have det. Det føles ikke naturligt for mig at give slip på den måde, men når jeg er hos ham og vi snakker, slapper jeg helt af og giver slip. To dage efter jeg mødte ham og begyndte at slippe mit kontrolbehov fik jeg tilbudt en praktikplads og i morgen begynder jeg i Kolding kommune. Derudover er det blevet en realitet at den Master i coaching som jeg gerne vil tage, bliver til noget i Fredericia, så i løbet af en uge efter mit møde med min kammerat står jeg og er på vej tilbage til arbejdsmarkedet og med en tilmelding til et kursus som kommer til at give mig endnu flere coachkompetencer. Alt sammen ting der er gode for mig. Jeg føler mig noget så heldig og velsignet og overvældet over hvad der sker når man giver slip.

Det er stadig en udfordring at give slip, men lige nu oplever jeg hvor meget der kommer igen. Og hvor er det dejligt.


- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 23. september 2014

To groggy katte

Har fået et par killinger hjem, som er groggy og ser ud som om de lige er kommet fra en julefrokost. De kan slet ikke gå lige, så nu flader vi ud i sofaen mens de kommer sig.


- Posted using BlogPress from my iPhone

Dyrlægebesøg




Jeg har afleveret Sammy og Smilla ved dyrlægen for at få dem kastreret og steriliseret. Lige nu sidder jeg og er lidt overrasket over hvor ubehageligt det er at have dem afsted. Tanken om at de kommer til at have ubehag når jeg henter dem er ikke rar, og det var jeg slet ikke forberedt på. Jeg må nok indrømme at de er kravlet ind under huden på mig, på en måde jeg ikke var forberedt på. Men sådan er det vel med børn, hvad enten det er dyrebørn eller menneskebørn. Man bliver simpelthen forelsket i dem.



- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 16. september 2014

Efterårssol.

Klokken er 18 og jeg sidder på terrassen og nyder solen mens jeg ser Sammy og Smilla løbe rundt og lege. De er kommet i meget lang snor, og får så lov til at løbe omkring. Det giver lidt motion når de skal vikles ud af køkkenhaven (majsplanter kan man blive utrolig viklet ind i) og fuglehus.

Jeg nyder efterårets komme. De mørke aftner der lægger om til tændte stearinlys, de smukke farver der kommer på træerne, de solrige eftermiddage, hvor temperaturen er til at holde ud. Jeg må indrømme at jeg nyder at leve i et land hvor jeg kan se årstiderne skifte. Jeg tror egentlig ikke at jeg har en yndlingsårstid, for hver har sin charme. Da jeg boede i Söderhamn opdagede jeg hvor meget årstidernes skiften betyder. Deroppe var der ca. 2 ugers forår/efterår og ellers var det vinter i lang tid og nogle måneders sommer. Forårets lyse grønne farver og efterårets røde og gule blade så man næsten ikke. Der var selvfølgelig andre smukke ting ved naturen deroppe, men jeg er nok en forårs-/efterårspige. Det er rart at kunne se at man går ind til noget nyt.

I Quintetten skal vi til at spille efterårssange og nogle af mine yndlingssange er på repetoiret, blandt andet Nu Falmer Skoven. Der er noget smukt i at se naturen lukke ned for vinteren, og noget stærkt i at vide at selvom træerne ser døde ud, så kommer bladene frem og naturen liver op igen til foråret. Der er liv efter døden! Jeg føler mig heldig over at kunne få lov at opleve at det er rigtigt år efter år.

Nu Falmer Skoven er 125 år gammel, men stadig lige relevant og lige smuk. Her er et lille udpluk af salmen:
Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler,
nu storken flyver over strand,
ham følge viltre svaler.

Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.

Men i vor lade, på vor lo,
dér har vi nu Guds gaver,
der virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver.

Og han, som vokse lod på jord
de gyldne aks og vipper,
han bliver hos os med sit ord,
det ord, som aldrig glipper.

Ham takke alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet!

Da over os det hele år
sin fred han lyser gerne,
og efter vinter kommer vår
med sommer, korn og kærne.

tirsdag den 9. september 2014

Rørende læsning

For tiden læser jeg denne bog:


Det er historien om Lou som bliver hjælper for Will der er blevet lam efter en ulykke. Han ønsker at dø og har lovet sin familie at vente er halvt år inden han rejser til en klinik i Schweiz for at få hjælp til at tage sit liv. Jeg har flere gange siddet med tårerne løbende ned af kinderne, og har svært ved at slippe bogen. Kl er 2.30 om morgenen nu, og jeg overvejer om jeg måske ikke skulle til at sove. Men jeg har helt ærligt mest lyst til at læse videre.

Jeg har ikke læst Jojo Moyes før, men det bliver helt klart ikke den sidste af hendes bøger jeg læser.


- Posted using BlogPress from my iPhone