lørdag den 25. januar 2014

Ikk' for sjov.

I nat blev jeg færdig med at læse denne bog:
Det er et stykke tid siden at jeg har tudet så meget over en bog.
Geo, som er komiker, journalist og meget mere, fik konstateret testikelkræft, blev opereret, fik at vide at han var rask, for derefter til et tjek at få at vide at kræften havde spredt sig til hans lunge. I bogen fortæller han om hans kamp mod kræften, krydret med dagbogsindlæg fra hans kone. 
I afsnittet om hvordan de fortalte deres lille datter om Geos sygdom, knækkede jeg sammen. Hvordan forbereder man sig på at fortælle sit barn at man er syg og skal have noget medicin der er så skrapt at far taber sit hår og bliver så træt at han ikke har overskud til at lege? Jeg synes Geo på en fin og ærlig måde får fortalt om hvor hårdt forløbet var, hvilke ting der glædede ham og hvilke ting han godt kunne have været foruden. Det gav mig stof til eftertanke og der var også nogle ting som jeg kunne nikke genkendende til. Helt klart en bog der kan anbefales. Hans afsnit om sexlivet under kemoterapi fik mig til at græde af grin. Hvis du ikke har læst hans bog kan det kun gå for langsom at komme i gang med den! Vi kender allesammen nogen der har kræft, har haft kræft eller også har vi selv prøvet det. Bogen giver et godt indblik i hvordan man kan hjælpe som pårørende/ven/bekendt, og det tror jeg er vigtigt at vi ved det, så vi kan være der på en ordentlig måde, når vi får kræften tæt ind på livet. Så endnu en gang, køb bogen, lån den på biblioteket, LÆS DEN!!! Og nej, jeg får ikke pr-procenter ;-)

Grunden til at jeg bliver så rørt over bogen er måske at jeg lige knap et halvt år inden jeg startede denne blog, fik konstateret hudkræft. Det var på ingen måde livstruende, men den tid der gik, fra jeg var inde og få taget en biopsi, hvor lægen sagde at det lignede kræft, til jeg fik besked på hvilken slags kræft det var og hvad der skulle gøres ved det, var svær og lang. Med meget begrænset viden om stråleterapi og lidt viden om kemoterapi var jeg nervøs for om jeg ville miste håret. Af en eller anden grund så jeg mit hår som det der gør mig feminin. Selv nu hvor jeg har kort hår, ville jeg være super ked af at miste håret.
Det viste sig at jeg skulle have stråler. Min kusine fortalte mig at det ikke gjorde ondt, at det var lidt ligesom at få taget et røntgenbillede hos tandlægen, og hun havde til dels ret. Det gjorde ikke ondt, men fordi kræften sad i hovedet, i hårgrænsen, fik jeg jævnligt hovedpine, og efter stråleforløbet sluttede havde jeg en uge hvor jeg klappede helt sammen og ikke havde noget energi. 
Men inden jeg kom så langt skulle jeg have min allerførste omgang stråler. Jeg dukkede op i strålekælderen på Odense Universitetshospital, satte mig ned og ventede og ventede og ventede… På et tidspunkt kom der en høj, tynd læge flagrende ind. "Karen Brogaard" råbte han, jeg rejste mig op og så gik lægen over til lægesekretærerne og begyndte at snakke med dem. Af de ord som flød over mod mig, kunne jeg fornemme at jeg var mødt op det forkerte sted, så da vi lidt efter satte afsted igennem en labyrint af gange, spurgte jeg lægen om jeg var gået forkert. "Nej nej, vi har bare ændret procedure i løbet af sommerferien, så du dukkede op der hvor du var indkaldt". Da vi nåede lægens kontor, stod der en meget ung læge i døren, som skulle være med til samtalen, og være den der tegnede det område, der skulle bestråles, op. Den unge mand spurgte meget pænt om han måtte røre ved mit sår. Nu har jeg det sådan med lægeundersøgelser at de bare skal overstås, og lægen skal bare gøre det der skal gøres. Nå, men den unge læge fik allernådigst lov til at røre, og så prikkede han lidt i min pande med fingeren. Herefter fandt han en plastiklinial og en sprittusch og talte med den høje, tynde, flagrende læge om hvor stort et område de skulle tegne op. Da jeg var tegnet op, blev jeg sendt ned i strålekælderen igen. Her blev jeg lagt på en briks og en læge (tror jeg) klippede mit hår af i det optegnede område. Nu kunne man jo have valgt at holde fast i den tot hår der blev klippet af så man kunne smide den ud. Det gjorde man ikke, så jeg fældede lange hår resten af dagen. Der var flere sjove episoder i løbet af den første strålegang, så det endte med at være en ret underholdende oplevelse. Heldigvis. Det var nogle søde mennesker der arbejdede i strålekælderen, og det var rart at opleve at jeg kunne klare både arbejde og strålebehandling på samme tid. At jeg så måtte tage en lur når jeg kom hjem, og ikke orkede meget andet end at gå tidligt i seng og se comedyshows var en anden side af sagen. Jeg klarede mig igennem og det er jeg stolt af.

Jeg er nok blevet en smule pernitten med at få tjekket modermærker og lign. efter min sygdom, men hellere være på den sikre side og få det opdaget hurtigst muligt, hvis jeg skulle blive syg igen. Det tror jeg nu ikke at jeg gør. Jeg passer på min hud, og ligger ikke og steger i solen i flere timer. Jeg bruger solcreme og går ikke i solarium. Det gør så også at jeg er så hvid at jeg næsten er selvlysende, men det er ok :-)

tirsdag den 14. januar 2014

Gode venner, nye venner, gamle venner.

Jeg er jo flyttet hjem til den egn jeg kommer fra. Da jeg begyndte at skrive lidt om at jeg flyttede til Børkop, skrev en af mine gamle klassekammerater fra folkeskolen og fortalte at hun også bor i byen, og at vi da skulle mødes. Det tog lidt tid inden jeg var kommet på plads og vi kunne få tingene til at falde på plads, men i dag var hun på besøg sammen med hendes mindstemand. Og hvor var det hyggeligt. Det er rart at have endnu en ven i byen, og vi fik os en god snak, både om gamle dage og om hvad der er sket siden vi sluttede i skolen.
Det er sjovt, for hun var ikke en af de piger jeg legede meget med i folkeskolen. Jeg kom godt ud af det med alle mine klassekammerater, men i en stor årgang som vi var, så er der selvfølgelig folk man legede mere med end andre. Men det var dejligt at opleve at vi klikker nu som voksne, og at vi ser ens på mange ting. Så jeg håber på at vi kan få flere hyggelige timer sammen.

Torsdag aften var det de gamle venner der var samlet til en spontan fødselsdagsfejring. Endnu en gang slog det mig hvor velsignet jeg er over at have sådan nogle dejlige piger (eller kvinder er vi vel efterhånden) i mit liv. Nogle af dem har jeg kendt siden jeg var 6 år gammel og flere af dem er som søstre for mig. Jeg har nogle stærke, smukke og fantastiske kvinder i mit liv, og hvor er jeg taknemmelig for det.

Så på en grå tirsdag hvor jeg har skevet lidt om hvordan humøret bliver påvirket når alt er gråt i gråt, så vil jeg også have med, at selvom tingene indimellem er svære, og jeg kan miste modet lidt med alt det her gråvejr og arbejdsløshed, så har jeg et fantastisk liv, med nogle fantastiske mennesker. Nogle er på gennemrejse i mit liv, nogle er kommet for at blive og nogle er kommet tilbage. Nogle giver et enkelt lysglimt, andre giver et helt liv med lys og glæde, og jeg er taknemmelig for hver og en.

Når man ser på facebook og twitter og lignende medier, opdager man hvor mange mennesker man kender. Nogle af mine facebookvenner har jeg ikke set i flere år og vi skrives ved en gang om året eller noget lignende. Andre taler jeg med med jævne mellemrum. Men de er alle nogle mennesker som jeg sætter pris på, og som har bragt lys ind i mit liv.
Så tak til jer alle fordi I er eller har været i mit liv.

Værd at elske - tanker på en gråvejrsdag

Sådan ser det ud i min stue i dag:

Jeg er gået all out på stearinlys og the. Jeg er i gang med min 3. kande i dag. Jeg har haft besøg, men det er et helt andet indlæg.

Jeg har hygget mig lidt med at tjekke facebook, og faldt over denne sang. Min tidligere dirigent Mette Risager har skrevet sangen, og synger for. Koret er mit gamle kor Emmaus. Det er en fantastisk sang, synes jeg. Nogle gange har man brug for at få at vide at man er værd at elske, sådan har jeg det i hvert fald.
En af de ting som jeg elsker mest (og kæmper mest med) ved min tro er, at alle er værd at elske. Og jeg synes at Mette har fået skrevet det på en smuk og dejlig måde. Når vejret er gråt, og tingene er svære er det netop at man har brug for at vide at man er værd at elske. For det er i modgang at det er lettest at glemme at man har værdi.
Det at jeg er elsket uanset hvad, er en stor ting for mig, og som sagt noget af det jeg ind imellem kæmper lidt med i min tro, for betingelsesløs kærlighed er ikke et begreb som vi som mennesker helt kan sætte os ind i. Som forælder kan man måske komme i nærheden af at forstå det, men for mig, at elske nogen uanset hvad, det er for stort til at jeg kan forstå det ordentligt. For hvis nogen sårer mig dybt, så er jeg ret sikker på at min kærlighed til dem går væk, eller i hvert fald mindskes kraftigt. Tanken om og troen på at Gud elsker selv mennesker som Hitler og Breivik er vild, men det er også en dejlig tanke. For det giver mig lov til at være menneske, med alle de fejl og mangler som jeg har. Jeg er ikke perfekt, det bliver jeg aldrig. Jeg kommer til at gøre dumme ting og såre folk, men jeg er alligevel elsket. Selvfølgelig forsøger jeg at være den bedste mig som jeg kan være, det synes jeg indgår i min tro, ikke kun som en forpligtelse, men også som en lyst. Men jeg ved at jeg ikke altid kommer til at være det bedste jeg kan være, og det er ok. Jeg er stadig værd at elske.
Så på en kold og grå dag som i dag, håber jeg at du ved at du er værd at elske. Så har mine gråvejrstanker da i hvert fald gjort lidt gavn.

fredag den 10. januar 2014

Heldig og lykkelig

Jeg faldt lige over dette billede på fantastiske Stinestregens Instagram





Mine ord var: love, beauty og youth. Kærlighed, skønhed og ungdom.
Kærligheden til en mand ville jeg gerne finde i år, men jeg har kærlighed i mit liv. Kærlighed fra mine venner og min familie. I går fejrede vi en af mine veninders fødselsdag. Og jeg følte mig så priviligeret over at have sådan en gruppe skønne piger i mit liv. Jeg søger ikke aktivt kærligheden. Jeg nyder den kærlighed jeg har i mit liv, jeg glæder mig over at jeg er rig på kærlighed fra mange siden og er glad for at jeg kan vise min kærlighed til andre mennesker.
Skønhed håber jeg på at kunne få frem i min have. Jeg ser frem til se blomster gro frem, til at få grøntsager til at vokse og til at nyde haven sammen med mine venner og min familie.
Ungdom ved jeg ikke helt hvad jeg skal gøre med :-) Men der kommer en del børn i min omgangskreds i 2014, og det glæder jeg mig over.

I det hele taget glæder jeg mig til at se hvad året bringer, hvad enten mine ord bliver virkelighed eller ej.

Hvilke ord fandt du?


- Posted using BlogPress from my iPad