Ikk' for sjov.

I nat blev jeg færdig med at læse denne bog:

Det er et stykke tid siden at jeg har tudet så meget over en bog.

Geo, som er komiker, journalist og meget mere, fik konstateret testikelkræft, blev opereret, fik at vide at han var rask, for derefter til et tjek at få at vide at kræften havde spredt sig til hans lunge. I bogen fortæller han om hans kamp mod kræften, krydret med dagbogsindlæg fra hans kone. 

I afsnittet om hvordan de fortalte deres lille datter om Geos sygdom, knækkede jeg sammen. Hvordan forbereder man sig på at fortælle sit barn at man er syg og skal have noget medicin der er så skrapt at far taber sit hår og bliver så træt at han ikke har overskud til at lege? Jeg synes Geo på en fin og ærlig måde får fortalt om hvor hårdt forløbet var, hvilke ting der glædede ham og hvilke ting han godt kunne have været foruden. Det gav mig stof til eftertanke og der var også nogle ting som jeg kunne nikke genkendende til. Helt klart en bog der kan anbefales. Hans afsnit om sexlivet under kemoterapi fik mig til at græde af grin. Hvis du ikke har læst hans bog kan det kun gå for langsom at komme i gang med den! Vi kender allesammen nogen der har kræft, har haft kræft eller også har vi selv prøvet det. Bogen giver et godt indblik i hvordan man kan hjælpe som pårørende/ven/bekendt, og det tror jeg er vigtigt at vi ved det, så vi kan være der på en ordentlig måde, når vi får kræften tæt ind på livet. Så endnu en gang, køb bogen, lån den på biblioteket, LÆS DEN!!! Og nej, jeg får ikke pr-procenter ;-)

Grunden til at jeg bliver så rørt over bogen er måske at jeg lige knap et halvt år inden jeg startede denne blog, fik konstateret hudkræft. Det var på ingen måde livstruende, men den tid der gik, fra jeg var inde og få taget en biopsi, hvor lægen sagde at det lignede kræft, til jeg fik besked på hvilken slags kræft det var og hvad der skulle gøres ved det, var svær og lang. Med meget begrænset viden om stråleterapi og lidt viden om kemoterapi var jeg nervøs for om jeg ville miste håret. Af en eller anden grund så jeg mit hår som det der gør mig feminin. Selv nu hvor jeg har kort hår, ville jeg være super ked af at miste håret.

Det viste sig at jeg skulle have stråler. Min kusine fortalte mig at det ikke gjorde ondt, at det var lidt ligesom at få taget et røntgenbillede hos tandlægen, og hun havde til dels ret. Det gjorde ikke ondt, men fordi kræften sad i hovedet, i hårgrænsen, fik jeg jævnligt hovedpine, og efter stråleforløbet sluttede havde jeg en uge hvor jeg klappede helt sammen og ikke havde noget energi. 

Men inden jeg kom så langt skulle jeg have min allerførste omgang stråler. Jeg dukkede op i strålekælderen på Odense Universitetshospital, satte mig ned og ventede og ventede og ventede… På et tidspunkt kom der en høj, tynd læge flagrende ind. "Karen Brogaard" råbte han, jeg rejste mig op og så gik lægen over til lægesekretærerne og begyndte at snakke med dem. Af de ord som flød over mod mig, kunne jeg fornemme at jeg var mødt op det forkerte sted, så da vi lidt efter satte afsted igennem en labyrint af gange, spurgte jeg lægen om jeg var gået forkert. "Nej nej, vi har bare ændret procedure i løbet af sommerferien, så du dukkede op der hvor du var indkaldt". Da vi nåede lægens kontor, stod der en meget ung læge i døren, som skulle være med til samtalen, og være den der tegnede det område, der skulle bestråles, op. Den unge mand spurgte meget pænt om han måtte røre ved mit sår. Nu har jeg det sådan med lægeundersøgelser at de bare skal overstås, og lægen skal bare gøre det der skal gøres. Nå, men den unge læge fik allernådigst lov til at røre, og så prikkede han lidt i min pande med fingeren. Herefter fandt han en plastiklinial og en sprittusch og talte med den høje, tynde, flagrende læge om hvor stort et område de skulle tegne op. Da jeg var tegnet op, blev jeg sendt ned i strålekælderen igen. Her blev jeg lagt på en briks og en læge (tror jeg) klippede mit hår af i det optegnede område. Nu kunne man jo have valgt at holde fast i den tot hår der blev klippet af så man kunne smide den ud. Det gjorde man ikke, så jeg fældede lange hår resten af dagen. Der var flere sjove episoder i løbet af den første strålegang, så det endte med at være en ret underholdende oplevelse. Heldigvis. Det var nogle søde mennesker der arbejdede i strålekælderen, og det var rart at opleve at jeg kunne klare både arbejde og strålebehandling på samme tid. At jeg så måtte tage en lur når jeg kom hjem, og ikke orkede meget andet end at gå tidligt i seng og se comedyshows var en anden side af sagen. Jeg klarede mig igennem og det er jeg stolt af.

Jeg er nok blevet en smule pernitten med at få tjekket modermærker og lign. efter min sygdom, men hellere være på den sikre side og få det opdaget hurtigst muligt, hvis jeg skulle blive syg igen. Det tror jeg nu ikke at jeg gør. Jeg passer på min hud, og ligger ikke og steger i solen i flere timer. Jeg bruger solcreme og går ikke i solarium. Det gør så også at jeg er så hvid at jeg næsten er selvlysende, men det er ok :-)