tirsdag den 22. december 2015

Lillebror





Ham her er noget af det bedste jeg har. Det er så dejligt at have ham på ferie. Det er guld værd at komme træt hjem fra arbejde og få et stort kram. At have en at tale med over aftensmaden og en at pakke gaver med.

Jeg er lykkelig over at mine forældre gav mig en så dejlig bror.

- Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 21. december 2015

Familiehygge

I hyggehulen på Søndergade er familien normalt bestående af mig, Sammy aka Storemissen og Silke aka Lilmissen.

For tiden er familien dog udvidet med Lillebror og hans hund Frodo, en 35 kg stor Golden retriever. Det giver nogle spændende oplevelser, da hverken Lilmissen og Storemissen er vant til hunde i hverdagen og da Frodo er legesyg og slet ikke kan forstå at kattene finder ham en smule stor og skræmmende.

Lillebror og Frodo ankom i fredags og Storemissen har hen over weekenden accepteret at der er en kæmpehund i huset (så længe den holder sig fra ham). I dag kom jeg dog hjem til en Storemis der lå og sov på Lillebrors skød og en Lilmis som kom helt frem og snusede til Lillebror, hvilket er stort med tanke på hvor sky Lilmissen er. Det er fedt at Lillebror har lyst til at træne hende til at vænne sig til andre mennesker end mig. Lige nu har hun enetid med mig, hvor hun er vældig kontaktsøgende og nyder en god omgang nus.

Jeg selv nyder at have en at tale med når jeg kommer hjem, en at lave mad til og en at se tv med. Jeg har verdens bedste bror og det er så dejligt at han vil tilbringe en del af sin ferie hos mig.




- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 13. september 2015

Dårlige vaner er svære at ændre

Jeg kæmper endnu engang med at ændre mine spisevaner. Efter ca. 10 år hvor jeg ikke har tænkt over hvad jeg putter i munden, har jeg nu problemer med for meget mavesyre, hvilket giver kvalme, mavekramper og en følelse af at mit mavesyre står helt op i halsen. Det er mega ubehageligt og har givet nogle sygedage, hvilket jeg er træt af og frustreret over, for jeg skal "bare" sørge for at spise ordentligt.

Det går som regel godt i et par uger. Jeg laver madplan, jeg spiser morgenmad, og så kommer jeg ind i en periode hvor jeg er træt, eller har for travlt og så formår jeg ikke at holde fast i de gode ting, med det resultat at jeg endnu en gang får ondt i maven.

Jeg har hørt et sted at det tager 3 måneder at ændre en vane, så jeg må nok bare indse at ting tager tid, og når jeg falder af, må jeg bare op på hesten igen. Mon ikke det lykkes på et tidspunkt?


- Posted using BlogPress from my iPad

lørdag den 5. september 2015

Hyggetid.

Når vejret nu er gråt og regnfuldt er det rart med indendørs hygge med de to små "muslinger":














- Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 24. august 2015

Ro

Det er altså skønt at sidde sådan her


En lillemis som spinder højlydt og en storemis som varmer lårene.

Det er noget der giver ro. Det er min mindfulness. <3


- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 15. august 2015

Lørdag.

I går var jeg i Vejle for at hjælpe til med Rock i Byparken. Det var, som altid super hyggeligt men man er også brugt efter sådan en aften/nat. Så dagen er blevet brugt på langs med en god bog og hygge med kattene.


Silke har overrasket mig for nylig. Hun er gået fra at være meget reserveret til at komme og puffe til mig for at blive nusset. Og jeg nyder simpelthen at jeg nu igen har to hyggekatte.

Dagens bog har været Lucy Sullivan Is Getting Married af Marian Keyes. En bog jeg fik af en skotsk veninde da hun flyttede fra Odense og ryddede ud i sine ting, og den bog som introducerede mig til en af Irlands bedste forfattere. Har du endnu ikke læst hendes bøger kan det kun gå for langsomt med at komme i gang :-)
Så derfor vil jeg nu gå videre med hendes bog Sidste Chance.

God weekend

- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 8. august 2015

Sommer i Danmark med musik og sang

Jeg spiller sammen med nogle fantastiske damer i en kvintet. Vi øver på skift hjemme hos hinanden, og i dag var det mig der havde inviteret.

Med solen strålende stod dørene åbne (noget kattene benyttede sig af. De er åbentbart ikke vilde med musik) og vi fik øvet igennem i nogle timer indtil sangene sad som de skulle. Vi skal nemlig spille på plejehjem på tirsdag, og så er det jo vigtigt at det lyder ordentligt.

Herefter var det tid til frokost og snak. Noget vi er rigtig gode til!!! Nu er jeg klart Benjamin i gruppen, så jeg prøver at tage ved lære af de erfarne damer og diske op med lidt lækker mad (hurra for bageren i Børkop og deres jordbærtærte. Den kan klart anbefales!!!)
Maden blev indtaget ude på terrassen i strålende solskin og humøret var højt. Efter et par timers snak bankede min nabo på stakittet og spurgte om vi ikke snart skulle spille igen, for nu havde hun fået gæster. Må vist hellere annoncere øvning næste gang ;-)

Så bliver en lørdag bare ikke meget bedre. Sol, musik og godt selskab er lykken.


- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 25. juli 2015

Om husets nye beboer

For snart 3 mdr siden mistede jeg Smilla, min smukke og dejlige hunkat.


Hendes bror Sammy rendte efterfølgende rundt og var meget miavende og søgte tydeligvis efter hende. Han savnede en til at holde ham med selskab. Jeg besluttede mig derfor hurtigt for at finde en ny kat. Det er godt med kontakter forskellige steder så efter et par uger kunne jeg hente denne lille tøs.


Silke var staldkat og absolut ikke vant til at være i menneskehænder, viste det sig. Så det var noget af en omvæltning at komme til et hus hvor man var indenfor og der var en stor legesyg kat der gerne ville i kontakt. Den første uge blev derfor hovedsagligt tilbragt i transportkassen.

Der blev arbejdet hårdt på at få hende gjort håndtam med snacks af forskellig art. Efterhånden kom hun ud af kassen og viste sig at være en tøs efter mit hjerte. Hun er nemlig en bogkat (jo jo, det er et ord)


Efterhånden vågede hun sig endda ud på opdagelse i huset.


Stort var det da jeg til min fødselsdag for en måneds tid fik lov til at nusse hende bag ørene.

Nu er vi efterhånden kommet så langt at hun kommer løbende hver morgen når jeg står op, for at blive taget op og nusset lidt. Hun sidder i køkkenvinduet og gnider sig op af vinduet når man "nusser" hende fra den anden side (i øvrigt også en vane Smilla havde) og er ved at være tryg ved mig. Det har været nogle lange 8-10 uger og til tider har jeg ikke troet på at jeg ville komme så langt. Nu bliver næste skridt at jeg skal have folk på besøg, så hun også kan blive tryg ved dem. Men mon ikke det kan lade sig gøre???

Jeg nyder i hvert fald at jeg nu igen har to dejlige spindende krudtugler at komme hjem til.


- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 13. juni 2015

Når brikkerne falder på plads, hvad så?

Der er gået lang tid siden jeg rigtig har skrevet herinde. Der er sket en masse og jeg har nok ind imellem svært ved at følge med.

Jeg er blevet fastansat på Staldgården. Efter 8 år hvor jeg har ledt efter den rette arbejdsplads er det stadig mærkeligt at vide at jeg nu har fast arbejde. Et arbejde som jeg elsker og som jeg er god til.

Det har været noget af en rejse. For 9 måneder siden startede jeg i praktik på Staldgården. Efter 2 måneder blev det til et løntilskudsjob som en måned efter blev til et halvt års vikariat. For en måned siden blev jeg tilbudt en fastansættelse, hvilket jeg selvfølgelig tog imod. Muligheden for at blive i et arbejde som jeg elsker, med borgere som er fantastiske og kolleger som er utroligt søde og hjælpsomme havde jeg inderst ikke regnet med kom. For det har været en kamp at nå hertil. Der har været gode arbejdspladser som jeg ikke har kunne blive på. Arbejdspladser med dårlig økonomi. Arbejdspladser der forandrede sig og hvor arbejdsbetingelserne ikke var særlig gode osv. Så min selvtillid mht fast arbejde har ikke været så god.

De sidste 1,5 år af min arbejdsløshed har været hårde. Jeg får ofte at vide at det er flot at jeg har kæmpet så hårdt og ikke har mistet modet.
Jeg tror ikke at det hjælper at sætte sig i et hjørne og give op, men det betyder ikke at jeg ikke har haft dage hvor jeg er blevet i min seng og har tudet og været frustreret over at tingene ikke gik som jeg gerne ville.
For nylig fik en bekendt nyt arbejde og bekendtgjorde på Facebook at det jo ikke var så svært. Selvom hun selvfølgelig bare var glad for at have fået nyt arbejde, ramte det mig, for min erfaring er at det ikke er let. Af samme grund rammer retorikken fra valgkampen mig også. For når alle arbejdsløse bliver set som dovne hunde der bare skal tage sig sammen, hvad så med mig som har søgt massevis af jobs også udenfor mit felt. Vel at mærke uden positivt resultat.

Alt det sidder stadig i mig, og her en måned efter min fastansættelse har jeg stadig ikke fattet at det virkelig passer. At brikkerne nu begynder at falde på plads med bolig og arbejde. For hvad skal jeg så kæmpe for? Kan jeg så bare sætte mig ned og trække vejret stille og roligt og nyde livet? Kan jeg så få overskud til at nyde noget mig-tid? Det er en meget mærkelig fornemmelse.

Jeg skal stadig lære en masse. Efter lang tid hvor jeg har involveret mig i mange ting for at fylde tiden ud, skal jeg lige pludselig til at vælge hvad jeg vil bruge min fritid på og passe på at jeg ikke laver for meget. Det kommer nok med erfaring, men jeg kan mærke at jeg stadig skal finjustere mine aktiviteter lidt og tillade mig selv at være egoistisk.


- Posted using BlogPress from my iPhone

onsdag den 29. april 2015

Tak til manden med tatoveringen i hovedet

I går da jeg stod og stressede over at jeg missede mit møde pga forsinkede tog, glemte jeg min lille taske med pung og det hele i togskuret da jeg gik ud på perronen. Mens jeg stod og ventede kom en ung fyr med tatoveringer i hovedet op til mig for at aflevere min taske.

Jeg må indrømme at jeg har fordomme, så at denne unge mand, med hans udseende, var så sød og betænksom gav mig lige et los bagi. For hvor var mine umiddelbare fordomme forkerte. Det er nok meget godt at blive rusket lidt op i en gang imellem.

Så kære mand med tatoveringer i hele hovedet: undskyld at jeg dømte dig på dit udseende og tak fordi du gjorde mine fordomme til skamme. Du var et lyspunkt i en ellers træls dag.


- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 25. april 2015

Den lille forskel - noget om tandlæger

Jeg var ved tandlæge i går til alm. tjek. Jeg har ikke set min tandlæge siden han lavede min fortand, så han skulle selvfølgelig lige høre hvordan det går.
Jeg fortalte glad at jeg får komplimenter for mit smil nu hvor tanden er fin og hvid, og det er jeg selvfølgelig glad for. Hans kommentar var at det var godt at høre at hans arbejde havde båret frugt, for når folk forlod hans stol når han havde lavet en tand som han var meget tilfreds med, var det ikke så tit at de var ligeså begejstrede som ham, for de skulle lige vænne sig til forskellen. Og det måtte jeg jo give ham ret i.

Jeg troede egentlig ikke at min grå tand betød så meget for mig. Je har jo levet med den i 25 år on/off så det var en del af mig. Men med min hvide tand er der alligevel en forskel. Jeg ved ikke om jeg har smilet mindre, men det er alligevel utroligt at jeg først nu får komplimenter på mit smil fra fremmede. Og jeg elsker det simpelthen. Tænk at sådan en lille tand kan gøre så stor en forskel. Men tandlæge Mikkel har ret, det tog noget tid at vænne sig til at min mund nu så anderledes ud. Selv små forandringer gør en stor forskel. Og det tager lidt tid inden man føler sig helt hjemme i sit udseende når det er blevet forandret.

Men når forandringen er god og man har vænnet sig til det, er det jo bare at smile til verden og glæde sig når den smiler tilbage.


- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 18. april 2015

Lørdag aften

Jeg har haft totalt afslapningsdag i dag og slutter den af i dette selskab.


Elsker Sammys måde at ligge på. Det er så sødt med poten under kinden.


Smilla har valgt at ligge lige ved siden af mig her til aften. Det er ret hyggeligt.

Jeg kan stadig blive overrasket over at sådan et par størrelser kan krybe helt ind under huden på mig. Men altså, de er bare så søde.

- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 14. april 2015

Husly

I en af sine erindringsbøger skriver Lise Nørgaard at folk nutildags ikke vil tage familiemedlemmer ind uden at få penge for det f.eks. i form af plejefamiliebevilling. Jeg har ofte tænkt over om det virkelig er en rigtig afspejling af nutidens Danmark.

Jeg er vokset op i en familie med husrum. Min mormors forældre havde plejebørn og hjalp forskellige familier, trods det at der var 7 børn i familien der skulle have mad og tøj på oldefars betjentløn.

Mormor og morfar havde også en nevø i pleje i en periode, mens hans forældre var ude at arbejde et sted hvor han ikke kunne være med.

Mine forældre har altid haft åbne døre for mine og min brors venner, udvekslingsstudenter og lignende godtfolk. Og jeg har to par ekstraforældre som jeg med jævne mellemrum har boet hos mår det var for besværligt at komme hjem fra Vejle.

På trods af at jeg i 2 år boede fast hos et låneforældrepar en dag om ugen, har jeg aldrig hørt om at de tog sig betalt for at have mig der. Deres døre var, og er stadig, åbne for mig, og det er jeg dybt taknemmelig for.

Selv er jeg glad for at have plads til at jeg kan have folk boende hos mig hvis der er behov for det. For den gæstfrihed som jeg selv er blevet mødt med, vil jeg gerne give videre.

Men er det bare mig der har været så heldig? Hvordan ser det ud hos dig? Skal man have betaling for et have folk boende. Og er der forskel på om det er ens egen familie eller folk fra vennekredsen eller helt fremmede?

Jeg overvejede på at tidspunkt at melde mig som plejemor. Det blev ikke til mere end tanken, og jeg ved godt at nogle plejebørn har en del i bagagen som gør at en form for kompensation er på sin plads, men skulle jeg have venner eller families børn i pleje i en periode tænker jeg ikke at det var noget jeg skulle betales for. Så er det jo en vennetjeneste.

Hvad tænker du? Er der forskel?
Jeg ved det ikke. Og jeg må nok også indrømme at det ville komme an på min økonomi. Et barn koster jo i tøj og mad. Og selvom hjerterummet er der vil man vel også gerne sikre at man kan give barnet det, det har brug for?


- Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 13. april 2015

Kærlighed på Søndergade

Ovenpå mit udbrud omkring politikere der ikke har styr på virkeligheden, kommer der her lidt andre toner.

Herhjemme er foråret kommet og kattene bliver lukket ud når jeg kommer hjem. Det giver nogle meget trætte små mislinger, så for tiden ser aftnerne nogenlunde sådan ud:




Smilla i hendes yndlingshjørne i sofaen


Sammy ser film


Et styks sovende hankat


Sammy og Smilla på græs


Smilla, bedre kendt som prinsessen på ærten.

Det er så hyggeligt at sidde og mærke deres varme når de sover. At se dem komme løbende når jeg kalder og mærke dem gnide sig op af mine ben.

Selvom jeg er vokset op med dyr hos mine forældre er det noget helt andet at have ens egne dyr. Det er kærlighed.

- Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 9. april 2015

Kunne vi ikke finde solidariteten frem igen?

Der er gået valgkamp i den. Medierne er fulde af udtalelser fra diverse politikere og nu også Dansk Arbejdsgiverforbund om hvordan vi i samfundet kan spare nogle penge ved at tage dem fra de svage og syge i samfundet.

Jeg bliver simpelthen så gal og ked af det på mine borgeres vegne og jeg kan ikke undgå at være overrasket over hvordan relativt intelligente (vælger jeg at tro) mennesker kan blive ved med at tro at folk der er syge eller har andre alvorlige problemer på magisk vis bliver raske og klar til arbejdsmarkedet ved at man giver dem endnu flere økonomiske problemer pga nedskæringer i ydelserne. Det kan godt være at vires kontanthjælpsmodtagere ikke er fattige på samme måde som de fattige mennesker i Afrika, men under danske forhold har de altså store problemer.
En stor del af mine borgere skal først have styr på økonomien inden vi kan begynde at arbejde henimod noget der bare ligner arbejdsmarkedet lidt. For rod i økonomien stresser, og hvis du i forvejen er fysisk eller psykisk syg, får du det ikke bedre af den slags stress. Snarere tvært imod.

At der er gået valgkamp i den påvirker også mit arbejde. I løbet af de seneste 2,5 år har vi på arbejdsområdet haft 3 store reformer der ændrer vores måde at arbejde på. Vi har bl.a. fået ressourceforløb på banen. Det sidder jeg med og det er superspændende, men det er også forløb der tager flere år, så virkningen af det kan først rigtig måles i løbet af de næste 3-4 år.
Når DA nu går ud og vil skære i hjælpen til vores sygedagpengemodtagere, fordi så bliver de hurtigere raske (indsæt ironi!!) så bliver jeg nervøs. For hvilken reform skal vi så til at arbejde med? Lad os nu bare få lov til at gøre vores arbejde! Vi vil så gerne hjælpe de der kan tilbage på arbejdsmarkedet og give de, der ikke kan arbejde, så meget livskvalitet som overhovedet muligt. Lidt politisk opbakning til vores arbejde med den lovgivning de giver os at arbejde med ville være dejligt.

Så kære politikere og lignende godtfolk. Er I ikke søde at give os arbejdsro? For vi vil så gerne gøre et godt stykke arbejde. Men det tager altså tid!!!

Mvh en borger der er træt af at valgkampen skal gå ud over dem der har mindst i vores samfund.



- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 8. marts 2015

Kære mor til det umulige barn i toget...

Du skal vide at jeg så dig og følte med dig. At jeg godt er klar over at ved 19tiden er børn som regel trætte og umulige og at jeg så at du gjorde dit bedste.
Du skal vide at jeg er sikker på at du er en god forældre og jeg prøvede at sige til dig at jeg forstod med mit uhjælpsomme "det er vist ved at være sengetid".
Du skal vide at dit barn ikke er det eneste der ter sig når det er træt og at du ikke behøver at være pinligt berørt over det. Og hvis nogen siger noget negativt om din opdragelse, er det fordi de ikke har prøvet at have et barn der opførte sig almindeligt når det er træt.

Så kære mor til det umulige barn i toget, jeg håber at I kom godt hjem, og at du var ok da du kom hjem, for jeg synes at du var sej fordi du tog kampen og holdt fast i din opdragelse på trods af larmende protester fra dit barn. Det er godt gået!


- Posted using BlogPress from my iPad

mandag den 23. februar 2015

Smukke dejlige verden

Når man sådan lidt stress stress er kommet hjemmefra i morges og pludselig opdager at man har travlt med at komme fra arbejde hvis man skal nå forbi optikeren fordi man løb tør for linsevæske i weekenden, og ens tog kører en gang i timen og man gerne vil være hjemme inden kl 18, så er det skønt at træde ud i solskinnet og opleve stressen falde helt af en. Jeg arbejder på Staldgården, staldbygningerne der hører til Koldinghus. Det er fedt at gå ud af døren og se blå himmel lyse op mod Koldinghus. At gå ned af de brostensbelagte gader og opleve en far komme løbende med et skraldgrinende barn i favnen. At se folk i alle mulige størrelser, farver og sprog i bybilledet og slutte af med smukke Kolding Fjord.

Så falder skuldrene på plads og kæmpesmilet kommer frem, for hold nu op hvor har vi en skøn verden.


- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 20. januar 2015

Hverdagsmindfulness

Jeg er ikke voldsomt god til at slappe af i hovedet og lade min krop være i hovedsædet. Men på en lang tirsdag hvor jeg har nået et tog senere end jeg plejer gør det godt at køre langs Kolding fjord. Selv på en grå dag som i dag er der smukt på en måde som jeg ikke kan få ned på et billede. De grå farver i det disede begyndende tusmørke, med fuglene der vuggede på de stålgrå bølger. Det giver fred.

Vand gør et eller andet ved mig. Jeg elsker også turen langs Vejle fjord, både i måneskin og høj sol eller i stormvejr hvor vandet er vildt og voldsomt. Lige der slår mit hoved fra og jeg eksisterer bare. Det er vidunderligt.

Hvad er mindfulness for dig?


- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 13. januar 2015

Store og små glæder


Når vejret er gråt og man har haft en dag hvor man har været lidt ved siden af sig selv er det godt at have nogle ting at glæde sig over.

Den aller største glæde for tiden er at jeg har fået et halvt års vikariat i Kolding kommune. Jeg startede 5. januar. Det er fedt at få lov til at hjælpe folk videre og jeg synes at jeg er i et superdejligt team.

Af de små glæder nyder jeg at kunne komme hjem og sidde på sofaen med disse:





En lækker snegl





En dejlig Sammy og





En smuk Smilla.

Jeg elsker simpelthen mine små mislinger og nyder at de har lyst til at putte.

Det lyser op på en grå dag :-)



- Posted using BlogPress from my iPhone