lørdag den 13. juni 2015

Når brikkerne falder på plads, hvad så?

Der er gået lang tid siden jeg rigtig har skrevet herinde. Der er sket en masse og jeg har nok ind imellem svært ved at følge med.

Jeg er blevet fastansat på Staldgården. Efter 8 år hvor jeg har ledt efter den rette arbejdsplads er det stadig mærkeligt at vide at jeg nu har fast arbejde. Et arbejde som jeg elsker og som jeg er god til.

Det har været noget af en rejse. For 9 måneder siden startede jeg i praktik på Staldgården. Efter 2 måneder blev det til et løntilskudsjob som en måned efter blev til et halvt års vikariat. For en måned siden blev jeg tilbudt en fastansættelse, hvilket jeg selvfølgelig tog imod. Muligheden for at blive i et arbejde som jeg elsker, med borgere som er fantastiske og kolleger som er utroligt søde og hjælpsomme havde jeg inderst ikke regnet med kom. For det har været en kamp at nå hertil. Der har været gode arbejdspladser som jeg ikke har kunne blive på. Arbejdspladser med dårlig økonomi. Arbejdspladser der forandrede sig og hvor arbejdsbetingelserne ikke var særlig gode osv. Så min selvtillid mht fast arbejde har ikke været så god.

De sidste 1,5 år af min arbejdsløshed har været hårde. Jeg får ofte at vide at det er flot at jeg har kæmpet så hårdt og ikke har mistet modet.
Jeg tror ikke at det hjælper at sætte sig i et hjørne og give op, men det betyder ikke at jeg ikke har haft dage hvor jeg er blevet i min seng og har tudet og været frustreret over at tingene ikke gik som jeg gerne ville.
For nylig fik en bekendt nyt arbejde og bekendtgjorde på Facebook at det jo ikke var så svært. Selvom hun selvfølgelig bare var glad for at have fået nyt arbejde, ramte det mig, for min erfaring er at det ikke er let. Af samme grund rammer retorikken fra valgkampen mig også. For når alle arbejdsløse bliver set som dovne hunde der bare skal tage sig sammen, hvad så med mig som har søgt massevis af jobs også udenfor mit felt. Vel at mærke uden positivt resultat.

Alt det sidder stadig i mig, og her en måned efter min fastansættelse har jeg stadig ikke fattet at det virkelig passer. At brikkerne nu begynder at falde på plads med bolig og arbejde. For hvad skal jeg så kæmpe for? Kan jeg så bare sætte mig ned og trække vejret stille og roligt og nyde livet? Kan jeg så få overskud til at nyde noget mig-tid? Det er en meget mærkelig fornemmelse.

Jeg skal stadig lære en masse. Efter lang tid hvor jeg har involveret mig i mange ting for at fylde tiden ud, skal jeg lige pludselig til at vælge hvad jeg vil bruge min fritid på og passe på at jeg ikke laver for meget. Det kommer nok med erfaring, men jeg kan mærke at jeg stadig skal finjustere mine aktiviteter lidt og tillade mig selv at være egoistisk.


- Posted using BlogPress from my iPhone

Ingen kommentarer:

Send en kommentar