mandag den 27. maj 2013

Giv liv til din passion.

Maria skrev et godt indlæg. Og det ramte mig. For den sidste uge har været hård. Det har gået stærkt på arbejdet, og jeg har ikke kunne gøre mit job sådan som jeg gerne ville gøre det. Jeg har heldigvis en god chef, der har hjulpet til at der er kommet lidt mere ro på tingene, så jeg kan få styr på tingene igen. Men særligt fredag var træls, og det fik mig til at glemme at jeg er god til mit job.

Jeg tilbragte weekenden på Vandel flyveplads hvor jeg hjalp med at sætte op til Danmarks Hurtigste Bil, som løber af stablen i næste weekend. Det var hårdt fysisk arbejde, med rengøring af store haller, flytten rundt på store bannere og lign. opgaver. Og det var rart at få brugt sin krop så man blev fysisk træt. Men min tvivl sad stadig i mig. Min perfektionist sad på skulderen af mig og var træls. Jeg har ikke snakket med så mange mennesker om det denne gang, for det er først nu at jeg er ved at være ovenpå igen. Det gik op for mig i weekenden, at jeg jo eventuelt kunne sætte mit hoved på plads igen, og genvinde kontrollen med arbejdet, så det er jeg ved at gøre. Det tager nok lidt tid inden jeg er helt med igen, men jeg har som sagt en god chef og nogle gode kolleger som hjælper og støtter. Og at der er travlt lige nu, har intet med mine evner som socialrådgiver at gøre. Det er bare sådan det ser ud på mit område på denne tid af året.

Jeg er stadig ved at lære arbejdet i et jobcenter at kende. Men det ændrer ikke ved at jeg er god til mit arbejde, og at andre også lægger mærke til det. Jeg skulle lige huske på at jeg er god til det jeg laver. Jeg har en passion for mennesker, og vil gerne gøre det så godt som muligt. Det er min force, det der gør mig god. Og det er det jeg skal huske på, når tingene går stærkt.

Tror måske jeg lige skal have fundet Marias indlæg frem igen når jeg skal igang med jobsøgningen. Og så skal jeg bare have skrevet nogle gode ansøgninger.

Høj sol og våd bag

Det er lykken at cykle hjem i høj solskin og skjorteærmer. Knap så meget lykken at stå af cyklen og føle at man har tisset i bukserne. Min sadel er fyldt med revner og de suger åbenbart vand. Så mine bukser ser sådan ud:


Tror jeg skal have en pose på sadlen indtil jeg har fået mig en ny sadel.


- Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 23. maj 2013

Jeg er her stadig

Jeg har bare ikke rigtig vidst hvad jeg skulle blogge om...eller jo, det vidste jeg godt, men har ikke fået taget mig sammen. Tiden går bare alt for hurtigt og jeg kan ikke helt følge med :o)

En af de helt store ting der er sket siden sidst var min venindes polterabend. Jeg synes at vi i min vennegruppe er god til at finde på nogle gode polterabender, og denne gang var ingen undtagelse.
Vi havde en superhyggelig dag med hotfix, som det hedder når man sætter sten på tøj, billedtagning og tøsehygge, samt hygge med drengene om aftenen. Det var stille og roligt, og vi var sammen om de aktiviteter der var arrangeret. Det kan jeg godt lide. Det er rart med fællesskabet og at vi kunne være sammen og slappe af sammen også. Jeg glæder mig til brylluppet! Det er altid fedt at man på polterabend har været sammen både drenge og piger, for så kender vi også hinanden lidt når vi når til brylluppet. Jeg tror at brylluppet bliver mindst lige så godt som polterabend var. Jeg glæder mig i hvert fald til juli.

Ellers er det ved at være tid til at søge job. Om en uge har jeg været i jobcenter Nord i 3 måneder, og de socialrådgiverstillinger der bliver slået op er nu pr. 1. august. Hvilket passer med at mit vikariat udløber den 31. juli. Jeg synes at det er lidt nervepirrende at skulle i gang med jobsøgning igen. Jeg har selvfølgelig lært en masse i mit job, men jeg kan godt være nervøs for om det er nok. Nå, det er jo bare at springe ud i det. Så lander jeg nok det rigtige sted.

I morgen står den på en klipning efter arbejde. Det er tiltrængt for det er ved at være 4 mdr. siden sidst, og mit hår vokser voldsomt meget for tiden. Elsker at få klippet mit hår. Den der følelse af at blive forkælet lidt, at blive nusset i hovedbunden, det kan jeg godt lide.

Jeg tror den næste tid bliver spændende. Glæder mig til at se hvad der sker.

onsdag den 8. maj 2013

My Sister's Keeper

Jeg sidder stadig og snøfter. Filmen My Sister's Keeper krævede to håndfulde kleenex. Den handler om Anna på 11 år, der er reagensglasbarn, lavet for at kunne hjælpe hendes leukæmiramte søster Kate. Anna har doneret blod og marv, og nu er spørgsmålet om hun skal donere en nyre for at holde sin søster i live. Det er nok for hende, og hun sagsøger sine forældre, for at få ret til at bestemme over sin egen krop.

Filmen handler også om hvordan sygdommen påvirker og har påvirket hele familien. Om Kate's skyldfølelse over at hendes brors ordblindhed ikke blev opdaget hurtigt nok, pga. hendes sygdom, hendes skyldfølelse over at hendes sygdom tærer på hendes forældres ægteskab og over at hendes søster går igennem en masse ting, prøver og operationer pga. hende.

Historien fortælles gennem familiens forskellige medlemmer, hvilket jeg synes gør den rigtig stærk.

Man kan vel sige at hovedpunkterne i filmen er spørgsmålene om hvor langt man vil gå for sin familie, og hvornår man er klar til at give slip.

Jeg elsker min lillebror. Men vil jeg være villig til at gøre alt for ham? Nu er jeg selvfølgelig ikke 11 år, jeg er 30 og har levet livet, så jeg er måske mere villig til at tage nogle chancer som f.eks. at donere en nyre hvis min bror skulle få brug for det. Men måske er det også fordi jeg ikke har styr på hvilke følgevirkninger der kunne være ved en sådan operation. Ville jeg gøre det, hvis det betød lange indlæggelser og evt. et længerevarende forløb i kommunalt regi? Hvor langt vil jeg gå for min bror (eller andre familiemedlemmer for den sags skyld)? Og hvornår siger man stop? Hvordan bliver man klar til at give slip på et sygt familiemedlem? Og bliver man nogensinde det?

Det er svære spørgsmål, og man kan nok ikke rigtig besvare dem inden man står midt i det. Jeg ved hvor svært jeg syntes at det var at give slip på min morfar. Min dejlige, elskede, humoristiske morfar der døde som 93 årig. Han var klar til at give slip. Han havde levet sit liv, hans krop var slidt, og han havde ikke lyst til at leve mere. Han var klar. Det var jeg ikke... det er jeg stadig ikke. Jeg savner ham, savner hans historier, hans fynske skåltale som altid blev sagt, når han syntes at vi skulle have noget i halsen. Og det på trods af at jeg godt kunne se at han var klar, og at jeg godt ved at han har fred nu, og at han havde levet et rigtig langt og godt liv. På trods af alt det, ville jeg gerne at han stadig levede. Jeg kan være bange for at jeg ville være endnu værre når det kommer til familiemedlemmer som ikke er gamle. Jeg tror at jeg ville kæmpe for dem, og måske endda når de selv har givet slip og er klar til at dø.
Jeg ved ikke om det er et træk ved mig som jeg synes om. At jeg ikke kan give slip, mener jeg. For der er også noget respektfuldt ved at kunne indse, at den der er syg, kan mærke når det ikke giver mening at kæmpe mere.

Jeg er glad for at jeg ikke er i den situation, men filmen gav helt klart stof til eftertanke. Nå ja, og så skal jeg have købt flere kleenex :o)


lørdag den 4. maj 2013

Landsmøde 2013

I sidste weekend var jeg til landsmøde med hele min kirke. Jeg er vokset op i Metodistkirken, som er en frikirke, hvilket vil sige at vi ikke får noget statsstøtte, og dermed det modsatte af Folkekirken der jo er en statskirke.

Nå, men jeg var med på landsmødet fordi jeg havde lovet at skrive referat for ungdomsdelen af mødet. To dage før jeg skulle afsted, blev jeg spurgt om jeg ikke også ville skrive referat for Årskonferencen, som er den del der handler om det kirkearbejde som ikke handler om vore børne- og ungdomsaktiviteter, og det ville jeg selvfølgelig gerne.

Det var dejligt at være med og at være sammen med min store kirkefamilie. Jeg blev flere gange overvældet over hvor mange dejlige mennesker jeg kender igennem kirken. Da det var min gamle kirke i Odense der stod for landsmødet, fik jeg også hilst på rigtig mange af mine Odensevenner. Det var rigtig skønt, og det gav mig blod på tanden ift. at komme ind i kirkens arbejde igen.
Så da der pludselig viste sig en mulighed for at komme ind i kirkens landsledelse, slog jeg til, og blev endda også valgt ind. Det er stort og jeg glæder mig meget til arbejdet. Jeg kan mærke at jeg har savnet min kirke i det år jeg var i Sverige. Jeg er metodist! Min kirke giver mig SÅ meget og jeg er dybt taknemmelig for at få lov at være en aktiv del af det.

Mange af mine Odensevenner er nye metodister, og har ikke været med til landsplansarrangementer før. Flere af dem gav udtryk for hvor stort det var for dem, at være med på landsmødet og møde metodister fra hele landet. Det glæder mig at høre at de kunne mærke den samme kærlighed og det samme sammenhold som jeg har følt lige fra jeg var lille.

Metodistkirken er et forholdsvis lille kirkesamfund i Danmark, og en af vore kendetegn er, at vi har en del landsarbejde. Det tror jeg er en styrke. Det gør det trygt at flytte rundt i landet, for man kender nogle uanset hvilken by man kommer til. Uden min kirke ville jeg kun kende min lillebror i Aalborg, da jeg flyttede herop. Men med kirken her jeg allerede et netværk på en del mennesker, og det er jeg glad for.

Jeg kan mærke at kirken også haft en del at gøre i min udvikling. Jeg har altid følt mig som en lille genert pige, og gør det stadig. Men kirken har været med til at lære mig at stille spørgsmål og komme med min mening i store forsamlinger. I torsdag var jeg på kursus sammen med en 75-100 andre ansatte i Aalborg kommune, og der fik jeg stillet nogle spørgsmål, for at lære mere om førtidspensionsreformen, som vi var på kursus i. Det bemærkede en af mine kolleger i går, og det fik mig til at smile. For jeg føler mig egentlig ikke som hende der er fremme i skoene og som åbner munden i store selskaber, men det er jeg, og det tror jeg er noget jeg har lært i kirken.

Nu skal jeg så til at sidde i vores landsledelse, og der har jeg også tænkt mig at gøre min mening hørt. Det bliver spændende, det er lidt skrækindjagende at skulle sidde med en flok mennesker der alle er 10-20-30 år ældre end mig, men jeg har en tro på at jeg også har noget at byde ind med, og at der er en mening med at jeg er blevet valgt ind. Det bliver godt!

fredag den 3. maj 2013

Er jeg negativ?

Dette indlæg har rodet rundt i mit hoved hele dagen, og har ændret sig en del undervejs.

Egentlig udsprang det af en irritation over, at de seneste livstegn jeg havde fået fra en kammerat, har været lidt negative ala: det der er ikke rigtigt, det der kan ikke lade sig gøre.... og det ærgrede mig, for det gjorde at jeg havde ignoreret de sidste par beskeder, hvilket gør at vi jo så ikke har så meget kontakt som vi har haft. Derfor skrev jeg den anden dag at det ville være rart med lidt positive ytringer fra den kant. Og det fik jo så mig til at tænke. Jeg vil helst at der er overensstemmelse mellem det jeg gør og det jeg siger. Så når jeg beder en kammerat om at være mere positiv, bliver jeg også nødt til at se på mig selv.
Da jeg boede i Irland, havde jeg en kollega der en dag spurgte mig om jeg ikke kunne sige noget pænt. Han var træt af min sarkasme, og selvom det jo er meget brugt i Danmark og jeg stadig bruger det ind imellem, måtte jeg tage til mig, at han oplevede det som værende negativt at jeg altid skulle være hurtig på aftrækkeren på en træls måde.

Så er jeg negativ? Mit umiddelbare svar er "nej", men på nogle tidspunkter har jeg brug for at få luft, og det er så det jeg nu overvejer, om det en gang imellem tager overhånd.

Lige nu er jeg dybt glad og taknemmelig for mit liv. Jeg har et job som jeg er glad for, og god til tror jeg, samt nogle dejlige kolleger. Men mit arbejde er også hårdt. Det er det når man arbejder med mennesker, og særligt når man arbejder med mennesker der er skrøbelige. Og så kan man godt komme til at brokke sig for meget, eller i hvert fald være for negativ. Men det er dog min fornemmelse at mine borgere ikke oplever det. I dag havde jeg en meget lang samtale med en borger, og inden vedkommende gik, fik jeg at vide at det var rart at jeg havde lyttet og taget borgeren alvorligt. Jeg var lige ved at tude, for det er altså stor ros hos os. Min samtale i dag var et lyspunkt, og den anden dag havde jeg også en borger som havde styr på hvilken vej vedkommendes liv gerne skulle tage. Det var rigtig rart, og de borgere hænger ved når det er svært, for så kommer man til at tænke på succeshistorierne.

Så er jeg negativ? Måske ind imellem, men jeg håber på at folk tager fat i mig når det bliver for meget, for jeg tror på at hvis man hele tiden brokker sig (læs: jeg), så er det svært at være glad og have det godt, og jeg vil være glad! Og jeg er glad! Jeg tror på at det man sender ud, får man tilbage. Sender man positive ting ud, får man positive ting tilbage.

Betyder det så at jeg ikke kan håndtere at andre folk brokker sig. Nej, det tror jeg ikke, men ind imellem bliver det også for meget, og så vil jeg hellere sige fra, fordi jeg også gerne vil have det at vide hvis jeg bliver træls. På arbejdet kan jeg bedre klare at en kollega kommer ind og hælder vand ud af ørerne efter en borger har råbt højt, mens min tolerance måske er knap så stor for generelle betragtninger ala alle svenskere drikker for meget.

Så er jeg negativ? Ja, ind imellem, men jeg prøver at finde en god balance, og at se det bedste i folk og ikke skære alle over en kam.

Lever jeg op til det? Nej, ikke altid, men jeg prøver, og håber at det også kan ses og mærkes.

Nu vil jeg holde weekend, og ikke tænke på jobcenteret, men nyde at have fri og at det er dejligt vejr.
God weekend.

torsdag den 2. maj 2013

Mit smukke Aalborg

I dag var jeg på kursus i førtidspensionsreformen i Nordkraft. Det var super spændende. Meget god underviser!!!! Og cykelturen hjem så sådan ud



Her er så smukt. Jeg glæder mig til det bliver lidt varmere. Så skal der gåes nogle ture.
Glædelig torsdag
- Posted using BlogPress from my iPhone