onsdag den 8. maj 2013

My Sister's Keeper

Jeg sidder stadig og snøfter. Filmen My Sister's Keeper krævede to håndfulde kleenex. Den handler om Anna på 11 år, der er reagensglasbarn, lavet for at kunne hjælpe hendes leukæmiramte søster Kate. Anna har doneret blod og marv, og nu er spørgsmålet om hun skal donere en nyre for at holde sin søster i live. Det er nok for hende, og hun sagsøger sine forældre, for at få ret til at bestemme over sin egen krop.

Filmen handler også om hvordan sygdommen påvirker og har påvirket hele familien. Om Kate's skyldfølelse over at hendes brors ordblindhed ikke blev opdaget hurtigt nok, pga. hendes sygdom, hendes skyldfølelse over at hendes sygdom tærer på hendes forældres ægteskab og over at hendes søster går igennem en masse ting, prøver og operationer pga. hende.

Historien fortælles gennem familiens forskellige medlemmer, hvilket jeg synes gør den rigtig stærk.

Man kan vel sige at hovedpunkterne i filmen er spørgsmålene om hvor langt man vil gå for sin familie, og hvornår man er klar til at give slip.

Jeg elsker min lillebror. Men vil jeg være villig til at gøre alt for ham? Nu er jeg selvfølgelig ikke 11 år, jeg er 30 og har levet livet, så jeg er måske mere villig til at tage nogle chancer som f.eks. at donere en nyre hvis min bror skulle få brug for det. Men måske er det også fordi jeg ikke har styr på hvilke følgevirkninger der kunne være ved en sådan operation. Ville jeg gøre det, hvis det betød lange indlæggelser og evt. et længerevarende forløb i kommunalt regi? Hvor langt vil jeg gå for min bror (eller andre familiemedlemmer for den sags skyld)? Og hvornår siger man stop? Hvordan bliver man klar til at give slip på et sygt familiemedlem? Og bliver man nogensinde det?

Det er svære spørgsmål, og man kan nok ikke rigtig besvare dem inden man står midt i det. Jeg ved hvor svært jeg syntes at det var at give slip på min morfar. Min dejlige, elskede, humoristiske morfar der døde som 93 årig. Han var klar til at give slip. Han havde levet sit liv, hans krop var slidt, og han havde ikke lyst til at leve mere. Han var klar. Det var jeg ikke... det er jeg stadig ikke. Jeg savner ham, savner hans historier, hans fynske skåltale som altid blev sagt, når han syntes at vi skulle have noget i halsen. Og det på trods af at jeg godt kunne se at han var klar, og at jeg godt ved at han har fred nu, og at han havde levet et rigtig langt og godt liv. På trods af alt det, ville jeg gerne at han stadig levede. Jeg kan være bange for at jeg ville være endnu værre når det kommer til familiemedlemmer som ikke er gamle. Jeg tror at jeg ville kæmpe for dem, og måske endda når de selv har givet slip og er klar til at dø.
Jeg ved ikke om det er et træk ved mig som jeg synes om. At jeg ikke kan give slip, mener jeg. For der er også noget respektfuldt ved at kunne indse, at den der er syg, kan mærke når det ikke giver mening at kæmpe mere.

Jeg er glad for at jeg ikke er i den situation, men filmen gav helt klart stof til eftertanke. Nå ja, og så skal jeg have købt flere kleenex :o)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar