Kærlighed og usikkerhed

I dag fandt jeg disse to kort i min bibel.

Jeg har en tendens til at få samlet alle mulige mærkelige ting op, som bliver lagt i min bibel, og i dag fik jeg læst disse to kort. Det ene er fra min præst og det andet fra mine studiekammerater. Og begge dele ramte mig i maven, for det var rart at genlæse den kærlighed, som jeg får fra mine venner. Og det var godt at opdage at jeg lægger mærke til at jeg er elsket. Særligt ovenpå de seneste uger, hvor jeg har kæmpet med usikkerhed.

Det har været mærkeligt, for med min forstand har jeg godt vidst, at jeg gør det godt, sådan generelt, på den menneskelige måde hvor der ind imellem er svipsere, men hvor jeg overvejende får opført mig ordentligt og tager mig godt af mine medmennesker. Men i min krop har det ikke føltes sådan. Der har min gamle usikkerhed på mig selv haft et bedre tag i mig, end jeg bryder mig om.

Det "gode" ved, at usikkerheden er en gammel kending, er at min fornuft modsiger usikkerheden. Og at jeg også godt ved at mit mere selvsikre jeg nok skal finde vej igen. Og det har det også gjort. 

Jeg har sådan gået og overvejet hvad der fik usikkerheden frem, og må nok bare indse at det ikke er en enkelt ting, men flere måneder hvor der har været en eksamen, der ikke gik som jeg havde forventet (jeg bestod, men havde regnet med at klare mig bedre), dates og flirts der ikke er blevet til mere, kommentarer om ting som rammer mig, som jeg har troet har været gennemtænkt, men som i bakspejlet godt kunne have klaret en tanke eller to mere, gange hvor jeg har ville være smart i en fart, og måske ikke lige har fået mig formuleret godt nok osv. Sammensat med kommende flytning og nyt arbejde som jeg ved jeg er kompetent til, men som jeg selvfølgelig skal lære. Hver for sig havde det måske ikke rokket mig, men samlet set har det påvirket.

Heldigvis er jeg jo møgpriviligeret, for jeg har folk i mit liv som roser mig, som lytter til mig og endda også nogle enkelte som jeg stoler nok på til at være sårbar og vise det. Det er en gave og jeg prøver at få sagt tak tilbage. Jeg er slet ikke i tvivl om at disse mennesker har gjort, at jeg nu er ved at få min selvsikkerhed på plads igen. Jeg er taknemmelig for tid med venner, der for mig til at grine til jeg græder og slet ikke kan holde op igen, hyggeaftner med familie og venner, gode samtaler og gåture og alt derimellem. 

Mange af disse gode oplevelser har jeg ikke fysiske tegn på, men jeg ved at de er der, og de dukker også op når jeg så ser på mine postkort, eller ser på billeder af de folk jeg har i mit liv. 

Hvad mon minder dig om gode stunder?