Kuller

Jeg er dødtræt af pessimisme. Jeg har ikke været meget ude eller kommunikeret med så mange de seneste par dage, men når jeg så har talt med nogen, har det været pessimismen der har rådet. “Vi kommer ikke ud af isolation foreløbig”, “vi kommer til at se mange flere mennesker dø” osv. Og det er muligt at det er det realistiske billede, men jeg har brug for noget positivitet oveni al den sygdomssnak. For pessimismen smitter og gør bange.

Måske er jeg bare træt af det hele pga søvnmangel. Måske er det bare mangel på hyggetid med de folk jeg holder af. Måske er det bare kuller. Og om lidt tager jeg mig sammen. Går en tur. Måske skulle jeg køre til vandet. Og bagefter køber jeg ind og tager hjem til kælderen og laver latin til i morgen. Og i morgen går jeg i gang med min rutine igen.

Jeg håber at du holder håbet oppe. At du ikke lader kulleren tage over. Og hvis den gør, håber jeg at du hurtigt kommer ud af den igen. For livet går videre og vi skal nok komme ovenpå igen. Om det bliver om en uge, en måned eller et år ved jeg ikke, men jeg ved at vi kommer ovenpå. Og det gør jeg også lige om lidt, når jeg er færdig med det afsnit af This is us som lige er begyndt.