Dagen derpå

Jeg er ok. Selvfølgelig er jeg det. Mine nedsmeltninger varer heldigvis aldrig ret længe. Men mit indlæg fra i går fik mig til at tænke lidt over hvor forskelligt folk tackler seriøse og svære situationer.
Personligt prøver jeg at finde det positive, se glasset som halvt fuldt. Andre forsøger at være realistiske og måske tænke over worst case scenario. Og det clasher selvfølgelig når man møder en der tackler tingene modsat en selv.
Så selvom jeg i går var ret træt af realisterne, så ved jeg jo godt at det ikke bliver sagt i ond mening eller for at gøre mig bange/deprimeret/ked af det. Det er bare deres måde at tackle tingene på.
Jeg tror i det hele taget at vi, i den situation vi står i lige nu, virkelig ser hvordan vi hver især håndterer kriser i højere grad end til hverdag. For det er så ekstremt lige nu. Vi går op og ned af de samme få mennesker, hvis vi bor sammen med nogen, og bliver ikke stimuleret udenfor hjemmet. Selvom jeg savner mine mennesker, er jeg egentlig også glad for at jeg ikke skal underholde en mand og par børn, for hold nu op, hvor må det være svært at gøre samtidig med at man skal arbejde hjemmefra og passe på. Hatten af for alle jer der gør det lige nu. I er for seje.

Jeg er igen kommet op på hesten, har fået lavet og afleveret latin til i dag, aftalt virtuel kaffedate med en god kammerat i eftermiddag, og skal til at i gang med at støvsuge gangene i Øgadehuset hvor jeg bor og arbejder. Dette lille indlæg var bare en overspringshandling. Det skal nok blive godt igen, og indtil det gør det, så er der heldigvis så mange ting vi kan være glade for: solen skinner, vi lever, der er bøger, streamingtjenester og mulighed for videosamtaler nok til at vi kan hygge os, og folk er virkelig blevet kreative på de sociale medier ift at stå sammen hver for sig. Det er fedt.

God mandag til dig.