Lys i mørket

Her i påskedagene har jeg været til en del gudstjenester (virtuelt og drive-in) og hørt og sunget en del sange og salmer, og det satte gang i tankerne hos mig (surprise surprise).

I påsken synger vi rigtig meget om lys. Som f.eks. Holger Lissners "Det er påske, alting springer ud" og Grundtvigs "Påskemorgen slukker sorgen". Det er sange om håb og om at selvom tingene ser sorte ud, så bliver det godt igen. Noget der passer perfekt ind i den situation hele verden står i lige nu.
I går var jeg til Drive-in gudstjeneste hvor vi startede med at synge Arvid Asmussens dejlige sang "Ud af mørket." Egentlig havde jeg tænkt mig kun at komme med bidder fra sangen, men hele teksten kan nu noget, så her kommer den:

Vers 1:
Støvet rejser sig i solen og danser
Livet myldrer frem igen
Ingen lange skygger falder mer'
Endelig! Mørket på flugt
 

Vers 2:
Vi nyder hvert sekund i dine arme
Varme tør mit hjerte op
Forårssol, du mætter os igen
Endelig! Nu er du her
 

Pre-chorus:
Dans – ud af mørket – af graven – Dans
Dans – ud af mørket – af graven
 

Omkv.:
Sammen med Kongen i haven
Badet i lyset fra Ham
For altid, forvandlet
Og mørket greb os ikke
 

Vers 3:
Vi rejser os som lysets børn og danser,
sanser himlens åndedrag
Intet bedre sted at være til
End lige her!

Jeg elsker billedet med at danse ud af graven og mørket. For det er lidt sådan jeg føler at vi kommer igennem disse coronatider; ved at se at lyset er på vej, at sommeren kommer, at håbet og glæden stadig er at finde, at vi stadig kan hygge os og glædes i hinandens selskab. En af mine kammerater sendte mig et billede af påskebordet i hans kollektiv, og det glædede mig sådan at se, at det stadig er muligt at hygge sig og feste, om end i et andet omfang end vi plejer.

Jeg tror på at vi kan danse ud af mørket, og at vi, sådan som påsken lærer os, ikke bliver grebet af mørket. At vores hjerter bliver tøet op af forårssolen som for tiden stråler imod os. Vi kommer igennem både sygdom og de økonomiske konsekvenser, som nødvendigvis opstår! Mørket vil blive jaget på flugt og lyset og glæden vil igen regere i hverdagen. Det tror jeg på ud fra de lysglimt jeg ser i min hverdag. Om det så er venners billeder af påskeborde og gåture i den smukke natur, glæden ved trods alt at kunne se mine studiekammerater via vores zoomundervisning eller synge sammen med mit kor også via diverse medier. Lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke. For lyset vinder, altid!

Glædelig påske.

Kommentarer

Populære opslag