Dagen derpå
Klokken er 9 og jeg sidder i min seng og sunder mig ovenpå gårsdagens pressemøde. 4 uger mere med lockdown for mit vedkommende, mens daginstitutioner og private arbejdspladser så småt begynder at lukke op. Det gav en del reaktioner på facebook, som jeg var dum nok til at læse her til morgen. Jeg ved godt at folks reaktioner er baseret på angst, frygt for fremtiden, når end indtægt nu også er taget væk hen over sommeren for rigtig mange kulturinstitutioner, frygt for hvordan det skal gå at være daginstitution med flere opgaver med de samme ressourcer som før, træthed over hele situationen og generel coronakuller.
Men selvom jeg forstår reaktionerne, bliver jeg også lidt forarget over dem. For der må være en god grund til at regeringen gør hvad de gør. Det er min oplevelse at de prøver at være ansvarlige og undgå en situation ala den der har været i Italien.
Vi prøver selvfølgelig alle at overleve i denne helt vildt underlige tid, og selvfølgelig skal man have lov til at afreagere verbalt, men pyh hvor jeg synes det er hårdt at se på her dagen derpå. Jeg savner mine venner, at få knus, at sidde ved siden af folk på uni og på kirkebænken. At være tæt på de mennesker jeg plejer at være tæt på.
Så lige nu har jeg lavet en Maude og er gået i seng. Men solen skinner og om lidt står jeg op, får arbejdet lidt, læst lidt og i aften glæder jeg mig vildt meget til virtuel aftenkaffe med nogle af mine mennesker.
For livet går videre og jeg kommer ud af sengen og finder mit positive humør frem igen. For der er ikke nogen anden vej. Foråret viser sig med solskin og varme og om 4 uger omfattes jeg forhåbentlig også af den gradvise åbning af Danmark.
Men selvom jeg forstår reaktionerne, bliver jeg også lidt forarget over dem. For der må være en god grund til at regeringen gør hvad de gør. Det er min oplevelse at de prøver at være ansvarlige og undgå en situation ala den der har været i Italien.
Vi prøver selvfølgelig alle at overleve i denne helt vildt underlige tid, og selvfølgelig skal man have lov til at afreagere verbalt, men pyh hvor jeg synes det er hårdt at se på her dagen derpå. Jeg savner mine venner, at få knus, at sidde ved siden af folk på uni og på kirkebænken. At være tæt på de mennesker jeg plejer at være tæt på.
Så lige nu har jeg lavet en Maude og er gået i seng. Men solen skinner og om lidt står jeg op, får arbejdet lidt, læst lidt og i aften glæder jeg mig vildt meget til virtuel aftenkaffe med nogle af mine mennesker.
For livet går videre og jeg kommer ud af sengen og finder mit positive humør frem igen. For der er ikke nogen anden vej. Foråret viser sig med solskin og varme og om 4 uger omfattes jeg forhåbentlig også af den gradvise åbning af Danmark.
Kommentarer
Send en kommentar