Afklaring?

Den seneste måned har jeg kæmpet med min mave. Jeg har i flere år indimellem haft perioder med kvalme, hvor jeg som regel har tænkt at jeg nok har haft for meget om ørerne eller fundet på andre undskyldninger og herefter har været sygemeldt i et par dage, for så at blive ok igen. Denne gang er det dog blevet ved med at komme tilbage, og derfor har jeg været en del ved lægen.

Jeg har fået en del medicin, som ikke rigtig har gjort en stor forskel, og det har været enormt frustrerende at komme på arbejde i et par dage, måske endda en hel uge, for så at lægge mig syg igen. Det har gjort at jeg føler at jeg svigter mine kolleger, at jeg ikke kommer ordentligt ind i arbejdet og at jeg har været nervøs for at miste mit arbejde. I det hele taget har det gjort min start hos Tele2 til en rodet affære og det har ikke været sjovt. Jeg bekymre mig om hvad folk tænker når jeg kan være aktiv i en weekend, for så at starte mandag morgen med at brække mig på arbejdet. At det går så meget op og ned har været hårdt og jeg har været træt af at føle mig så svag hele tiden. Hader at føle mig syg.

I går havde jeg nærmest et lille sammenbrud på jobbet. Jeg havde kastet op, men prøvede alligevel om jeg kunne komme igennem dagen. Det endte med at jeg bare sad og snøftede, og chefen for min afdeling kom hen og tog en snak med mig. Det fik mig lidt ned på jorden igen i et stykke tid, men da jeg bare fik det værre og værre måtte jeg tage en snak med en af teamlederne for derefter at gå hjem. I går tudede jeg så meget at mine øjne gjorde ondt. Selv efter et par timers søvn var mine øjne stadig ømme, og jeg tror måske at jeg også græd i søvne.

I dag har jeg snakket med min læge. Den blodprøve jeg fik taget for en uge siden, viser ikke noget alvorligt, men nu skal jeg have en gastroskopi. Der er nogle ugers ventetid, så det varer lige lidt inden jeg kommer ind til det. Det indebærer at jeg får et kamera ned i maven, for at de kan se hvor meget skade min mavesyre har lavet. Det er skræmmende, men på den anden side håber jeg også på at det kan give lidt afklaring på min situation. Samtidig får jeg også nogle piller mod min kvalme, så jeg forhåbentlig kan klare mig lidt bedre igennem dagen på arbejdet.

Jeg kan godt blive lidt irriteret på mig selv over at jeg ikke gik til lægen med det her for lang tid siden. Jeg har aldrig været god til at gå til lægen når der var noget galt med mig, og det er nok egentlig dumt.

Nå, vi må se hvad der sker. Jeg håber på snart at være klar til at vise hvorfor jeg blev ansat, og at det ikke var en fejl.

Kommentarer

  1. Rigtig god bedring! Læger har vi jo for at de skal hjælpe os:-) Jeg håber, de snart får styr på dig.

    SvarSlet
  2. Og rigtig god bedring herfra. Har selv været igennem noget lignende for nogle år siden, så jeg ved hvor ubehageligt det er. Og undersøgelsen er ikke noget at være bange for - du vil være i trygge hænder, så selvom det lyder som en floskel så forsøg at tage det som en oplevelse. Fat mod, ven! :-)

    /Hans Th.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag