Mortens aften

Jeg har været på weekend hos forældrene. Det har været skønt at komme hjem og hygge med dem.
Jeg er helt klar over at jeg har vundet rimelig meget i forældrelotteriet, for de er gode til at give plads, støtter og hjælper hvor de kan og så har de altid været åbne for de venner og bekendte, min bror og jeg i årenes løb har slæbt med hjem.
Så da vi i år ikke kunne holde Mortens aften hos min mors moster, sådan som vi plejer, flyttede vi bare hele molevitten hjem til forældrene. Der er blevet hygget, krammet, snakket og spist.
Nu er jeg landet i Århus igen, med en mave der er sprængfyldt af and og risalamande, og en sjæl der er fyldt op af god familietid. Så kan den nye uge bare komme an.


Kommentarer

Populære opslag