søndag den 19. august 2012

Savn

Da jeg startede denne blog, var det for at give et indblik i de ting jeg oplevede, ved at flytte til et nyt land og starte et helt nyt liv.
Som tiden går bliver jeg mere og mere sikker på at det var det bedste jeg kunne gøre for mig selv. Jeg kom væk fra det komfortable og vante, og kom ud hvor jeg ikke kunne svømme, hvilket resulterede i mødet med en masse dejlige mennesker og en kæreste som jeg (selvfølgelig) er rigtig glad for.

Men selvom det er den rigtige beslutning, er der stadig ting som jeg synes er svære, og ting som jeg savner. Det kommer lidt i bølger det med savn. For tiden er det mine fantastiske fynske lånebørn som jeg savner helt vildt.

Mellemste lånepige Kamille startede i skole i torsdags, hvilket jeg synes er helt vildt. Hun er den mest fantastiske lille pige. Hun flyver ikke i favnen på nye mennesker, på samme måde som hendes storesøster, hun er sin helt egen lille person, som er ret eksklusiv i hendes valg af venner. Hun har det smukkeste og frækkeste lille alfeansigt, og jeg synes at hun er helt fantastisk.

Mine 5 lånebørn er alle forskellige, de har hver deres talenter og sider som jeg elsker ved dem, og det har været fantastisk at få lov til at være med i deres opvækst.

Det som nok har startet savnet lige nu, er at en af mine veninder er blevet mor for et par måneder siden. Havde jeg stadig været i Odense, ville lille Ida nok også blive et af mine lånebørn, og det føles lidt forkert at det ikke bliver sådan.

Efter et halvt år i Sverige er jeg begyndt at savne at se Barbie og Nøddeknækkeren eller Lillenørd med mine piger, eller høre Simon spille klaver og se Daniel lave kunster. Jeg savner at lave børneting. Savner at mærke små buttede arme om min hals når jeg får et knus. Savner at læse godnathistorier og synge godnatsange, at få fortalt små hemmeligheder og spøjse historier.

Og midt i alt savner er det godt at få en sms som den eksroomien sendte. Miniroomien havde haft kasket på den anden dag, og havde haft hestehalen ud gennem hullet i kasketten "på samme smarte måde som Karen". At lillepigen på snart 5 år har lagt mærke til det, og husker det efter et halvt år hvor vi ikke har set hinanden mere end en gang, synes jeg er helt fantastisk og dejligt.

Hvad vil jeg egentlig sige med dette indlæg? Jeg ved det ikke. Tror bare jeg lige skal have sat ord på mit savn.

1 kommentar:

  1. Kom til at tænke på at savnet måske også bunder i at jeg savner at føle at jeg gør gavn i fritiden. Med børnepasning mm kunne jeg jo hjælpe lånebørnenes forældre samtidig med at jeg hyggede mig.

    SvarSlet