torsdag den 8. november 2012

Tilbage til Danmark

Som jeg skrev for nylig stod jeg overfor store beslutninger. Nu er beslutningen taget. Jeg har sagt op på mit arbejde og flytter tilbage til Danmark i slutningen af december.

Det har ikke været let at tage den beslutning. Jeg flyttede herop for at arbejde og fordi jeg er fascineret af Sverige, men jeg har indset at jeg elsker Danmark og min familie for meget til at være så langt væk. Jeg har kæmpet med savnet de seneste par måneder, og nu er jeg træt af at kæmpe. Samtidig er det ikke let at skulle sige farvel til mine venner heroppe, min dejlige lejlighed og sidst men ikke mindst Lækkermåsen. Han og jeg har forskellige drømme omkring fremtiden og hvad vi vil med vore liv. Det har jeg vidst lige fra starten af vores forhold. Det betyder dog ikke at det bliver let at forlade ham. Han er den første jeg har haft et rigtigt forhold til, den første som er blevet præsenteret som min kæreste for familie og venner, og den der har været mit lyspunkt heroppe når det har været svært. Men efterhånden har han været det eneste lyspunkt, og det er ikke nok. Jeg er taknemmelig for den tid vi har haft sammen og for at vi stadig er venner.

Lige nu glæder jeg mig til at komme tilbage til Danmark. Samtidig er det skræmmende i og med at jeg er usikker på hvad jeg kommer hjem til. Om jeg hurtigt finder et job og en lejlighed eller om jeg igen skal gå arbejdsløs i et stykke tid og bo hjemme hos mine forældre.

Jeg er vis på at det nok skal gå på en eller anden måde, og jeg kan mærke at det at beslutningen er taget giver ro i maven og det er glædeligt.

Hvad der skal ske med bloggen ved jeg ikke endnu. Måske bliver den et sted hvor jeg kan skrive om mine oplevelser som arbejdsløs eller også finder jeg på noget andet.

Tak for at du har fulgt med så langt.


- Posted using BlogPress from my iPhone

1 kommentar:

  1. Kære Karen!
    Velkommen hjem til Danmark igen!
    Det var sejt, at du tog turen så langt mod nord - du har kæmpet og haft gode oplevelser - men det har ikke været godt med al den sygdom. Træls med kæresten, men dejligt, at I havde en god tid sammen. Nu venter nye god ting i tiden, der kommer dig i møde. Fred og alt godt, Charlotte

    SvarSlet