At arbejde med mennesker
Jeg er jo startet som mentor på mit studie. Noget jeg ikke kan fortælle så meget om pga. min tavshedspligt. Men hold nu op hvor er jeg glad for det arbejde. Jeg elsker at arbejde med mennesker.
Den sætning havde jeg nok ikke troet skulle komme fra mig, da jeg var lille. For jeg var et meget genert barn, og er egentlig stadig genert, men har som voksen nok lært at håndterer det lidt bedre. Og så er jeg introvert, så jeg er ikke umiddelbart sådan en person, der bare indtager et rum. Jeg er blevet bedre til det, bevares, men jeg er stadig udenfor min comfortzone, når jeg skal møde nye mennesker i sociale sammenhæng, som jeg ikke er vant til. Men når jeg arbejder med mennesker er det åbenbart noget andet. Hvad enten det er som mentor, som tutor (som jeg var i sommers) eller som socialrådgiver (og snart som præst), så er situationen noget andet, når der er et formål med samtalen med det, for mig, fremmede menneske som jeg møder for første gang.
Jeg synes at det er et privilegium at få lov til at arbejde med mennesker og se deres udvikling. Som socialrådgiver var jeg voldsomt benovet over hvor hårdt folk arbejdede og hvor langt de ville gå for at få et, i deres øjne, godt og værdigt liv. Jeg har simpelthen haft nogle utroligt seje borgere, og jeg har været så glad for at få lov til at skubbe (lidt) på og støtte dem i en lille del af deres rejse. Det har selvfølgelig ikke altid været let og med lyserøde skyer mv. men det har været spændende.
Jeg bliver altid så rørt over at folk åbner sig for mig, fortæller mig deres livshistorie på godt og ondt og fortæller om deres svagheder og private forhold. Det, synes jeg, kræver et utroligt mod og en stor tillid, som jeg forhåbentlig kan leve op til.
Grunden til at jeg er så rørt over det, er muligvis, at jeg selv synes, at det er svært at åbne sig for andre (hej introverte side). Selvom folk med jævne mellemrum ser mig med våde øjne og trillende tårer, fordi mine følelser altid kommer ud af øjnene, så er det de færreste som jeg går helt i stykker overfor. Det er de færreste, der har set mig hulke eller være vred, for det føles enormt sårbart for mig at vise de sider overfor andre. Det er kun indercirklen, der får lov at se det.
Selvfølgelig har jeg ind imellem brug for at komme af med det, og der kommer bloggen nok ind for tiden. For det er, underligt nok, ret let for mig at være hudløst ærlig, når jeg ikke sidder ansigt til ansigt med andre mennesker, men "bare" sidder overfor en skærm. Det er skørt, men det er sådan det er.
Noget af det som jeg ser frem til, både som mentor og som kommende præst, er at have mange flere samtaler om alt muligt, med en hel masse forskellige mennesker, hvad enten det er den studerende der har brug for hjælp, alkoholikeren der har brug for at fortælle om sit liv og blive holdt lidt i hånden, eller en person der har brug for en skulder at græde ud på, fordi livet er hårdt eller uretfærdigt i en periode. Jeg glæder mig også til de glade samtaler om, hvordan tingene er gået som de skulle. Og alt derimellem. For mennesker er skønne, skøre, sjove og helt igennem fantastiske, og jeg glæder mig over hver eneste gang hvor jeg får lov til at være en del af nogens liv, enten for en kort bemærkning eller for livet. Det giver mig noget, og hvis jeg er heldig får vedkommende også noget ud af at være sammen med mig.
Den sætning havde jeg nok ikke troet skulle komme fra mig, da jeg var lille. For jeg var et meget genert barn, og er egentlig stadig genert, men har som voksen nok lært at håndterer det lidt bedre. Og så er jeg introvert, så jeg er ikke umiddelbart sådan en person, der bare indtager et rum. Jeg er blevet bedre til det, bevares, men jeg er stadig udenfor min comfortzone, når jeg skal møde nye mennesker i sociale sammenhæng, som jeg ikke er vant til. Men når jeg arbejder med mennesker er det åbenbart noget andet. Hvad enten det er som mentor, som tutor (som jeg var i sommers) eller som socialrådgiver (og snart som præst), så er situationen noget andet, når der er et formål med samtalen med det, for mig, fremmede menneske som jeg møder for første gang.
Jeg synes at det er et privilegium at få lov til at arbejde med mennesker og se deres udvikling. Som socialrådgiver var jeg voldsomt benovet over hvor hårdt folk arbejdede og hvor langt de ville gå for at få et, i deres øjne, godt og værdigt liv. Jeg har simpelthen haft nogle utroligt seje borgere, og jeg har været så glad for at få lov til at skubbe (lidt) på og støtte dem i en lille del af deres rejse. Det har selvfølgelig ikke altid været let og med lyserøde skyer mv. men det har været spændende.
Jeg bliver altid så rørt over at folk åbner sig for mig, fortæller mig deres livshistorie på godt og ondt og fortæller om deres svagheder og private forhold. Det, synes jeg, kræver et utroligt mod og en stor tillid, som jeg forhåbentlig kan leve op til.
Grunden til at jeg er så rørt over det, er muligvis, at jeg selv synes, at det er svært at åbne sig for andre (hej introverte side). Selvom folk med jævne mellemrum ser mig med våde øjne og trillende tårer, fordi mine følelser altid kommer ud af øjnene, så er det de færreste som jeg går helt i stykker overfor. Det er de færreste, der har set mig hulke eller være vred, for det føles enormt sårbart for mig at vise de sider overfor andre. Det er kun indercirklen, der får lov at se det.
Selvfølgelig har jeg ind imellem brug for at komme af med det, og der kommer bloggen nok ind for tiden. For det er, underligt nok, ret let for mig at være hudløst ærlig, når jeg ikke sidder ansigt til ansigt med andre mennesker, men "bare" sidder overfor en skærm. Det er skørt, men det er sådan det er.
Noget af det som jeg ser frem til, både som mentor og som kommende præst, er at have mange flere samtaler om alt muligt, med en hel masse forskellige mennesker, hvad enten det er den studerende der har brug for hjælp, alkoholikeren der har brug for at fortælle om sit liv og blive holdt lidt i hånden, eller en person der har brug for en skulder at græde ud på, fordi livet er hårdt eller uretfærdigt i en periode. Jeg glæder mig også til de glade samtaler om, hvordan tingene er gået som de skulle. Og alt derimellem. For mennesker er skønne, skøre, sjove og helt igennem fantastiske, og jeg glæder mig over hver eneste gang hvor jeg får lov til at være en del af nogens liv, enten for en kort bemærkning eller for livet. Det giver mig noget, og hvis jeg er heldig får vedkommende også noget ud af at være sammen med mig.
Kommentarer
Send en kommentar