Når bekymringer bliver irrelevante

I min kirke (Metodistkirken) får man en mentor når man er på vej til at blive præst. For nylig talte min mentor og jeg om det med at give slip på bekymringer, og stole på at Gud har styr på tingene.
Jeg er lidt sjov på det punkt, for store ting kan jeg godt give slip på. Jeg er flyttet et hav af gange og kastet mig ud i både udenlandsophold og en ny uddannelse uden alt for mange bekymringer. Men i de små ting kan jeg godt have svært ved at give slip på bekymringerne. Og sådan kan jeg få meget god tid til at gå med at overveje om man kunne/burde/skulle have gjort eller sagt tingene anderledes. Det er et af mine mindre flatterende personlighedstræk. Jeg overtænker alt for mange ting. Jeg er blevet bedre med årene, men ind imellem sker det alligevel at jeg kommer til at tænke for meget.

Nu ved jeg godt at jeg sikkert har læsere der ikke har helt samme forhold til tro som jeg har, og derfor vil det næste måske virke mærkeligt, men det er min oplevelse af tingene der kommer her.

Jeg har det seneste stykke tid bekymret mig lidt om min økonomi. Jeg har ikke su til hele min uddannelse, idet jeg har en socialrådgiveruddannelse bag mig. Og jeg har talt på fingrene med om det kunne nå rundt så jeg når at få min bachelor gjort færdig. Det er første gang at jeg har været lidt bekymret over økonomien i det her forløb med ny uddannelse mv. Men nu var det kommet dertil. Og bedst som jeg så går og bekymrer mig, dukker der et par ekstra jobmuligheder op fra forskellige sider. Jobs som godt kan hænge sammen med studier og nuværende job. Det er perfekt og jeg blev meget glad og overvældet. Det sjove er, at jeg flere gange har oplevet at Gud, i min optik, hælder nogle muligheder min vej, når jeg føler mig lost. Det føles som en reminder om at jeg dels er på rette vej ift. min uddannelse, men også at jeg dels godt kan slappe af og lade Gud komme til når jeg bliver bekymret, for tingene løser sig. Det har de gjort gang på gang hidtil, og det er jeg sikker på at de også gør i fremtiden.