Plads til at reagere

I dag har været en reaktionsdag, tror jeg.
Jeg har fået arbejdet lidt, men min eksamenslæsning er simpelthen gået i vasken. Jeg føler mig flad, en smule nedtrykt og generelt bare træt. Jeg havde sidste "skoledag" i dette semester i tirsdags, og havde en dag med en masse planer i går, så jeg tror at dagen i dag er lidt en reaktion på at et meget mærkeligt semester er overstået for denne gang. Et semester som, trods alt, er gået fint, selvom det jo har været meget anderledes end det plejer. Et semester hvor jeg har været meget mere hjemme hos mine forældre, fordi jeg jo kunne tage til undervisning hvor som helst, men hvor jeg så til gengæld i høj grad har savnet mine skønne studiekammerater. Det er bare ikke det samme at se dem på en skærm, som det er at se dem i virkeligheden. Et semester hvor jeg ikke føler at jeg har kunne sige ordentlig farvel og tak til mine undervisere, som, på hver deres måde, har været entusiastiske omkring deres fag, til glæde for mig, for jeg knuselsker simpelthen mit studie, bl.a. pga. undervisernes passion for deres arbejde. Og det ærgrer mig at jeg ikke har fået muligheden for at give udtryk for det på en ordentlig måde, for det er bare lidt akavet via en skærm.
Og ja, jeg ved godt at det er en lille ting, og jeg føler virkelig med de folk der lige nu sandsynligvis går glip af studieafslutningsfejringer. Det er jo helt klart større end min lille ærgrelse. Men i dag tillader jeg mig at være lidt trist over vores situation, og så kan jeg i morgen finde mit gode humør frem igen og få læst til eksamen, og arbejdet og glædet mig over hvor dejlig livet alligevel er, selvom det i dag ikke er så tydeligt hos mig.

Jeg tror på at der skal være plads til at reagere. Både når livet går op og ned. Man skal selvfølgelig være opmærksom på om man er ked af det hele tiden, men at man en gang imellem har en dag hvor det kun er sengetøj der klæder en, det går nok. I dag er en sengetøjsdag, men jeg har alligevel nået nogle ting, så det er ok. I morgen tror jeg måske jeg duller mig lidt op og gør noget ud af det, så kommer humøret nok op igen.

Rigtig god dag til dig, hvad enten den pt er god eller dårlig. Det vender!

Kommentarer

Populære opslag