Hvornår skal man give slip på en drøm?

Dette indlæg har ligget i mine kladder i to uger efterhånden. Jeg har haft store overvejelser om hvor vidt jeg skulle udgive det, fordi det er så personligt som det er. Samtidig er det også noget jeg har følt mig meget alene i, og måske sidder der andre der ude, med en drøm, ikke nødvendigvis den samme som mig, som de bliver nødt til at vinke farvel til, fordi den pga. omstændighederne er urealistisk. Derfor udgiver jeg nu min kladde. For det er svært at stå alene med en drøm, der skal skrottes for at kunne få øje på de gode ting, livet byder på. Det er altid svært når livet ændrer sig, enten pga. sygdom, tid, økonomi eller noget helt fjerde, og hvis man ikke lige kender folk i samme situation, så føler man sig alene i det. Det her er mine tanker, som jeg har prøvet at få sat ord på, for at få følelserne ud. Håber det kan være til gavn på en eller anden måde:

I går var det mors dag, og det satte gang i nogle ret følsomme tanker hos mig. Da jeg gik i 8. klasse, blev jeg kaldt for Mor Karen. Og nogenlunde siden da har jeg haft en drøm om at blive mor. En drøm som jeg de seneste par år har prøvet at forlige mig med nok ikke går i opfyldelse. For uden ham der manden i mit liv, bliver det svært at udleve den drøm.

"Hvorfor gør du det ikke bare selv" kunne man så spørge, og ja, det er da en reel mulighed, og en mulighed jeg også overvejede for nogle år siden. Men samtidig med at jeg gik i de overvejelser, kom jeg ind på teologistudiet og fandt hjem. Jeg fandt den plads, som jeg i rigtig mange år har flakket rundt for at finde, og jeg fandt ro og glæde ved det jeg laver. Og helt ærligt, selvom jeg godt ved at andre finder ud af det, så kan jeg ikke være enlig mor, som studerer samtidig med at jeg løber tør for SU lige om lidt og derfor skal ud at arbejde ved siden af studiet. Det hænger ikke sammen. Og det tror jeg i øvrigt heller ikke at livet som præst og enlig mor gør, uden et virkelig godt netværk i den kirke, man bliver sat i. Arbejdstiderne er simpelthen for varierende til at det kan lade sig gøre uden hjælp. Og med det flyttesystem vi har i min kirke, kan jeg ikke være sikker på altid at have familie i nærheden til at tage hånd om mit barn, mens jeg tager på sygebesøg og til samtaler og møder. Det er ikke realistisk, og det ville ikke være fair for barnet.

Derfor har jeg måtte kigge på min drøm og finde ud af hvad der var vigtigst for mig: at blive enlig mor eller det studie som har givet mig en følelse af at være kommet hjem. Og i den refleksion er jeg kommet frem til at det er ikke kun et ønske om at blive mor, jeg har. Det er ønsket om at blive en familie, at have en at dele barnet/børnene med. Og jeg er nok for pessimistisk, set ud fra de enlige mødre jeg kender, til at tro på, at han ville komme dumpende, hvis jeg valgte at få et barn selv. Det skal lige i samme omgang siges at jeg er fuld af beundring for de singlemødre jeg kender. De er simpelthen for seje! 

Så jeg forsøger at lægge drømmen på hylden, og i stedet blive glædeligt overrasket, hvis det alligevel skulle ske at jeg fandt ham den rigtige i morgen og fik alt det jeg har drømt om.

Jeg lægger drømmen på hylden, og kan gøre det, fordi jeg har et ret godt liv. Jeg er i gang med mit drømmestudie, der giver mig glæde, både pga. indholdet i undervisningen, de passionerede undervisere og mine fantastiske studiekammerater. Jeg har en skønne familie, dejlige venner, og det privilegium at have lånebørn i mit liv. Skønne børn som jeg har passet, boet sammen med, besøgt og som jeg ser vokse op til at blive nogle fantastiske unge mennesker. Nogle børn som gør mig stolt og som jeg er glad for at have eller have haft i mit liv. Nogle af dem ser jeg ikke så meget mere pga. geografi, men jeg er så taknemmelig for at have haft dem som en stor del af mit liv på et tidspunkt, og jeg nyder at jeg, bl.a. via facebook, kan følge lidt med i hvordan de udvikler sig til skønne og fantastiske mennesker. 

Mit liv er rigt på mennesker, og om et par måneder skal jeg op og lære nogle nye mennesker at kende. Jeg skal op og bruge den uddannelse, som jeg er halvvejs færdig med, i en menighed, som har sagt ja til at få mig som præst. Den drøm som har luret i 10 år, og som jeg de sidste 4 år har haft klart for øje, er ved at gå i opfyldelse, og jeg glæder mig ubeskrivelig meget til at komme i gang med mit virke i Frederikshavn. 

Alt det gør savnet lettere at bære når det dukke op. Det er heldigvis ikke ofte det sker, men ind imellem, så nu efter mors dag, er drømmen ikke pakket helt væk, kan jeg mærke. Og det er også ok. Det er ok at livet ikke giver os alt hvad vi kunne ønske os. Det gør det ikke mindre dejligt. Livet skal leves og nydes, og nogle gange bliver ens drømme skiftet ud med andre drømme, og det er helt som det skal være.

Der er et ordsprog der siger, når en dør lukker sig, så åbner et vindue sig. Jeg tror at når en drøm slukkes, er der plads til andre drømme. Drømmen om at være en god præst, der er til gavn for sin menighed, en god veninde, der er der for mine venner, et godt familiemedlem der kan være omsorgsfuld overfor min familie.

Vi lever i en verden med masser af muligheder, men på trods af det, kan der være en tendens til at putte folk i kasser. Når et par bliver gift, kommer spørgsmålet "hvornår skal I have børn?", og hvis folk vælger at de ikke vil have børn, så er det nogle gange set lidt skævt til, for "det kommer I til at fortryde." Og jeg falder selv i ind imellem og får spurgt dumt ind til om folk ikke snart skal have børn. Men jeg prøver på at øve mig i at respektere at andre kan have en anden indstilling til hvad der er et godt liv, end jeg selv har. 

Som sagt er de singlemødre jeg kender, nogle super seje damer, og jeg har vild respekt for deres valg. Det betyder dog ikke at samme valg er det rigtige for mig. Og det er et valg! Når vi nu netop har forskellige muligheder for at få børn, så er det da et valg at sige nej tak. Men jeg tror på at det valg netop gør at jeg kan se alle de andre glæder jeg har i livet. For hvis en brast drøm fylder for meget, kan det netop være svært at se de velsignelser man har.

Så... jeg prøver at lægge min drøm fra mig og nyde det dejlige liv jeg har. Og nu vil jeg gå ud og nyde solskinnet lidt, inden Frederikshavn kalder, med planlægning af det næste skridt i mit liv, nemlig præstegerningen. 

Drøm stort, og nå de drømme du kan. Men er en drøm i vejen for at du kan nyde livet, så læg den væk, så er den simpelthen ikke det værd.

Rigtig god dag til dig.

Kys K.