Apropos det med at tale ordentligt
For et par uger siden så jeg et opslag på instagram hos Frederikke Kampmann @frekamp, som var affødt af DR programmet Lortemor. Jeg har ikke selv set programmet, men så vidt jeg kunne forstå af Frederikkes opslag, så handlede det om den dårlige samvittighed man som mor åbenbart let kommer til at gå rundt med. At man f.eks. har dårlig samvittighed over at bruge en time på "migtid" mens ens barn er sammen med sin, sikkert ganske udemærket, far eller lignende.
Frederikke skrev rigtig fint om det, og det satte en masse tanker i gang hos mig. Tanker der har ligget og rodet rundt i mit hoved oveni eksamensræs og tanker om fremtiden. For hvorfor skal man kalde sig en lortemor fordi man tillader sig at tage et bad uden et barn på armen, eller fordi ens barn får rugbrød til aftensmad en gang imellem? Jeg var inde på DR's hjemmeside for at se hvad de ellers havde af dokumentarer mv. og faldt bl.a. over et program der hed "for grim til kærlighed". Hvorfor skal vi bruge så grimme ord? For problemet er jo at vi tager det til os. Jeg kaldte i et af mine opslag mig selv for en sur krampe, fordi jeg sagde fra overfor noget jeg var træt af. Det gør mig jo ikke til en krampe! Det var berettiget og det er okay at sige fra!
Jeg bliver lidt ked af at se den måde vi omtaler os selv på. Og jeg synes desværre at det bliver værre og værre. Hvornår holdt vi op med bare at være sure eller vrede, når det var påkrævet, og gik over til at være en sur kælling?
Jeg har ikke givet mig selv et nytårsfortsæt, men jeg kunne godt tænke mig at omtale mig selv på en pænere måde. At være sødere ved mig selv, når jeg reagerer på en uhensigtsmæssig måde. At tillade mig selv at være menneske på godt og ondt. For når alt kommer til alt, tror jeg at de fleste af os er rigtig gode og ordentlige mennesker, selv på vores dårlige dage.
Jeg håber at du i 2020 er glad for dig selv. At du tillader dig selv at være dig. Lige så skøn og dejlig som du er, med fejl og mangler. Det vil jeg i hvert fald prøve på at være.
Glædeligt nytår.
Frederikke skrev rigtig fint om det, og det satte en masse tanker i gang hos mig. Tanker der har ligget og rodet rundt i mit hoved oveni eksamensræs og tanker om fremtiden. For hvorfor skal man kalde sig en lortemor fordi man tillader sig at tage et bad uden et barn på armen, eller fordi ens barn får rugbrød til aftensmad en gang imellem? Jeg var inde på DR's hjemmeside for at se hvad de ellers havde af dokumentarer mv. og faldt bl.a. over et program der hed "for grim til kærlighed". Hvorfor skal vi bruge så grimme ord? For problemet er jo at vi tager det til os. Jeg kaldte i et af mine opslag mig selv for en sur krampe, fordi jeg sagde fra overfor noget jeg var træt af. Det gør mig jo ikke til en krampe! Det var berettiget og det er okay at sige fra!
Jeg bliver lidt ked af at se den måde vi omtaler os selv på. Og jeg synes desværre at det bliver værre og værre. Hvornår holdt vi op med bare at være sure eller vrede, når det var påkrævet, og gik over til at være en sur kælling?
Jeg har ikke givet mig selv et nytårsfortsæt, men jeg kunne godt tænke mig at omtale mig selv på en pænere måde. At være sødere ved mig selv, når jeg reagerer på en uhensigtsmæssig måde. At tillade mig selv at være menneske på godt og ondt. For når alt kommer til alt, tror jeg at de fleste af os er rigtig gode og ordentlige mennesker, selv på vores dårlige dage.
Jeg håber at du i 2020 er glad for dig selv. At du tillader dig selv at være dig. Lige så skøn og dejlig som du er, med fejl og mangler. Det vil jeg i hvert fald prøve på at være.
Glædeligt nytår.
Kommentarer
Send en kommentar