Om at vokse i troen på sig selv

Jeg har fået mig et nyt profilbillede på Instagram, nemlig dette:


Hver gang jeg ser det bliver jeg så glad, for hvor ser jeg godt ud! Og nej, det sker ikke så ofte at jeg selv siger det, når jeg ser billeder af mig selv. Generelt er det en mere negativ indstilling jeg har til mit udseende. Og hvorfor er det så egentlig sådan? Tja, jeg kan komme med mange teorier, men det bunder nok i den usikkerhed jeg har kæmpet med i det meste af min ungdom. Som lille var jeg meget genert, og selvom jeg har lært at få bugt med genertheden og har lært at tale med folk, er jeg først nu ved at vænne mig til der er mænd der finder mig attraktiv. At min eks syntes at jeg var dejlig var et helt nyt koncept for mig. Og det tror jeg kan mærkes. Det at jeg var usikker på mig selv, mener jeg.

I fredags sluttede min praktik og endnu en gang er jeg blevet bekræftet i at der er noget jeg er god til. Mit møde med NLP coaching har lært mig at jeg skal samle på gode ting, gode oplevelser og gode billeder. Og jeg skal tillade mig selv at tage imod ros, at tage det ind når folk siger at jeg er god nok, eller ser godt ud eller alle mulige andre ting.

Jeg vokser for hver dag der går. Nogle ting tager tid, mens andre, min tillid til min faglige kunnen, har udviklet sig enormt over de seneste par år. Det er rart at kunne se tilbage og se hvordan jeg har udviklet mig, at give mig selv lov til at klappe mig selv på skulderen og være stolt af at være mig. En af mine kammerater skrev til mig for et par uger siden, at jeg skulle regne med at få ros når jeg er som jeg er, og det prøver jeg at tage til mig. Når andre synes at jeg fortjener det, er det jo nok rigtigt.

Pyh, det blev en lang omgang om mig. Men nogle gange er det rart at få sat ord på tankerne. Håber at nogle af jer hang på til slutningen ;-)

- Posted using BlogPress from my iPad

Kommentarer

  1. Du ser godt ud, og du er dygtig. Far og jeg er utrolig stolte af dig. Jeg kender godt følelsen af at blive rost. Vi er ikke gode til det, for ros er noget man giver og ikke noget, men får. Jeg har i dag fået så meget ros for Ebeltoft, at jeg til sidst sagde tak. Det er stort. Der var en dame fra området, der vil arbejde på at få Ebeltoft udstillet i Ebeltoft. Det bliver spændende. Knus mor

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag