Statusopdatering

Der har været nok at lave på det seneste og det har bloggen lidt under. Som jeg tidligere har skrevet, så flytter jeg.... igen... om en uge!!!
Jeg havde ellers svoret at jeg var færdig med at flytte, for det her omflakkende liv som jeg har haft, passer mig ikke så godt. Jeg er "redebygger" og har det bedst med at have et sted hvor jeg kan slå rødder. Det tror og håber jeg at jeg kan i Børkop.
Det er allerede positivt at jeg kan se hvor mange stillinger der er at søge dernede. Jeg printede en stak ud, så jeg havde indtil jeg har fået internet i Børkop. Og jeg har nu en stak annoncer på ca. en halv cm. Det er meget synes jeg, og det glæder jeg mig over. Jeg glæder mig også over at være tæt på min familie og de venner jeg er vokset op sammen med. På det punkt er jeg utrolig privilegeret. Jeg har gode venner i både Odense og Aalborg, men mine piger i Vejle er lige det ekstra hak tættere på. Vi er vokset op sammen, og de er som søstre for mig. Så det bliver dejligt (og er det allerede) at være tæt på hinanden igen.
Tiden går ellers med at flakke mellem Aalborg og Børkop. Jeg maler på livet løs i huset og har fået stor respekt for de folk der arbejder som malere i det daglige. Det er faktisk ret hårdt! Men det bliver fint, og jeg begynder at ane et hjem i alt rodet.

Hvad har jeg ellers lavet? Jo, jeg har holdt min første prædiken. Jeg er i gang med et lægprædikant kursus. Det er ikke en præsteuddannelse, men jeg lærer bl.a. at prædike. Det var spændende, grænseoverskridende og så var det hårdt arbejde. Hver søndag har jo sin bibeltekst, som man skal tale ud fra, og jeg fik Lukas 21:5-19 som jeg ikke synes var helt let. Men det gik, og det gik godt. Selvfølgelig er der plads til forbedringer, men jeg er stolt over at jeg gjorde det og at folk fik noget ud af det. Det var spændende at sidde og nørde med en tekst og få det til at relatere til vores liv i dag, og jeg lærte en del i processen.

Så der sker ting og sager her, selvom jeg ikke er så flittig til at få det på bloggen for tiden. Jeg vil prøve at blive bedre når jeg er kommet ud på den anden side af flytterodet.


- Posted using BlogPress from my iPhone

Kommentarer

Populære opslag