Nedtællingen er i gang... (om flytning og haveskræk)
I dag har vi ryddet ud i mormors ting, så det er muligt for mig at komme i gang med at få malet stuen og soveværelset i huset i Børkop. Nu sidder jeg godt skruet ned i en lænestol og glæder mig over at kunne slappe af.
Flytningen er begyndt at blive virkelig nu. I næste weekend begynder jeg at male, og jeg skal nok til at få pakket nogle kasser hjemme i Aalborg. Det føles godt at flytte tilbage igen, på trods af mine aversioner mod at bo i kasser. Jeg glæder mig, for det føles som om jeg kommer hjem. Det er ikke en flytning til endnu en ny udfordring, det er en flytning hjem til familien og vennerne.
Jeg glæder mig til at få mig indrettet, og til min overraskelse glæder jeg mig også til at skulle ordne i haven. Det havde jeg ikke troet, for jeg føler ikke selv at jeg har de store grønne fingre. I tirsdags var jeg til foredrag om "haven og Gud". Min veninde Anne holdt foredrag i Tolne, og jeg var med hende hjemme ved hendes forældre til aftensmad, og så videre til forsamlingshuset hvor Anne talte meget inspirerende om det at have have. En af de ting jeg tog med mig fra foredraget var, at man i haven jo kan plante, og så må man vente. Man kan ikke gøre særlig meget til eller fra for at få tingene frem. De skal have deres tid. Det med at ting tager tid er jeg ikke altid god til at håndtere. Jeg vil gerne have styr på alt og føler mig på dybt vand når jeg ikke kan se hvad fremtiden bringer. Men som Anne også sagde, så er der i haven altid en vækstperiode. Tag f.eks. æbletræet; når det blomstre er det smukt, og når det står med modne frugter, der smager dejligt, er det også sjovt, men i perioden ind imellem, hvor træet står med små sure knolde der ikke kan bruges til noget lige nu, der er det ikke så sjovt. Heldigvis ved vi jo at de små sure knolde bliver til dejlige saftige æbler hvis vi venter længe nok. Lige nu føles mit liv, i hvert fald i forhold til arbejde, som en lille sur knold. Jeg synes stadig at det er frustrerende at jeg ikke kan gøre andet end at søge og søge og håbe at det rigtige job kommer til mig, men jeg kan ikke gøre meget mere end jeg gør. Og jeg tror jo på at jeg, ved at flytte sydpå, gør hvad jeg kan for at forøge mine muligheder for job. Men ligesom erfaringen siger mig at de små sure knolde bliver til søde æbler, så ved jeg også at jeg på et tidspunkt finder det rigtige job. Det er jo sket før. Jeg skal bare finde ud af at hvile i visheden om at jeg ikke kan gøre mere end jeg allerede gør. Den ro er ikke helt på plads endnu, men forhåbentlig indfinder den sig når jeg er kommet på plads i Børkop.
Jeg har plantet, og bliver ved med at plante, en hel masse ansøgninger, og på et tidspunkt skal der nok spire et job ud af det. I mellemtiden kan jeg så glædes over de gode ting der er i mit liv, mine venner, min familie og det at jeg har mulighed for at hjælpe folk, det at jeg har en uddannelse som gør, at jeg kan rådgive venner og familie. Jeg har mange blomster i mit liv, og selvom jeg lige nu ikke har en arbejdsblomst, så er jeg glad for at jeg har masser af venne- og familieblomster. At jeg har en smuk blomst der består af et godt samarbejde og fællesskab i min nærmeste familie. At jeg har en udviklingsblomst i min kirke, hvor jeg læser til lægprædikant osv. Hvis jeg plejer de blomster jeg har, og hvis jeg bliver ved med at så, så får jeg med tiden også de blomster som jeg gerne vil have.
Flytningen er begyndt at blive virkelig nu. I næste weekend begynder jeg at male, og jeg skal nok til at få pakket nogle kasser hjemme i Aalborg. Det føles godt at flytte tilbage igen, på trods af mine aversioner mod at bo i kasser. Jeg glæder mig, for det føles som om jeg kommer hjem. Det er ikke en flytning til endnu en ny udfordring, det er en flytning hjem til familien og vennerne.
Jeg glæder mig til at få mig indrettet, og til min overraskelse glæder jeg mig også til at skulle ordne i haven. Det havde jeg ikke troet, for jeg føler ikke selv at jeg har de store grønne fingre. I tirsdags var jeg til foredrag om "haven og Gud". Min veninde Anne holdt foredrag i Tolne, og jeg var med hende hjemme ved hendes forældre til aftensmad, og så videre til forsamlingshuset hvor Anne talte meget inspirerende om det at have have. En af de ting jeg tog med mig fra foredraget var, at man i haven jo kan plante, og så må man vente. Man kan ikke gøre særlig meget til eller fra for at få tingene frem. De skal have deres tid. Det med at ting tager tid er jeg ikke altid god til at håndtere. Jeg vil gerne have styr på alt og føler mig på dybt vand når jeg ikke kan se hvad fremtiden bringer. Men som Anne også sagde, så er der i haven altid en vækstperiode. Tag f.eks. æbletræet; når det blomstre er det smukt, og når det står med modne frugter, der smager dejligt, er det også sjovt, men i perioden ind imellem, hvor træet står med små sure knolde der ikke kan bruges til noget lige nu, der er det ikke så sjovt. Heldigvis ved vi jo at de små sure knolde bliver til dejlige saftige æbler hvis vi venter længe nok. Lige nu føles mit liv, i hvert fald i forhold til arbejde, som en lille sur knold. Jeg synes stadig at det er frustrerende at jeg ikke kan gøre andet end at søge og søge og håbe at det rigtige job kommer til mig, men jeg kan ikke gøre meget mere end jeg gør. Og jeg tror jo på at jeg, ved at flytte sydpå, gør hvad jeg kan for at forøge mine muligheder for job. Men ligesom erfaringen siger mig at de små sure knolde bliver til søde æbler, så ved jeg også at jeg på et tidspunkt finder det rigtige job. Det er jo sket før. Jeg skal bare finde ud af at hvile i visheden om at jeg ikke kan gøre mere end jeg allerede gør. Den ro er ikke helt på plads endnu, men forhåbentlig indfinder den sig når jeg er kommet på plads i Børkop.
Jeg har plantet, og bliver ved med at plante, en hel masse ansøgninger, og på et tidspunkt skal der nok spire et job ud af det. I mellemtiden kan jeg så glædes over de gode ting der er i mit liv, mine venner, min familie og det at jeg har mulighed for at hjælpe folk, det at jeg har en uddannelse som gør, at jeg kan rådgive venner og familie. Jeg har mange blomster i mit liv, og selvom jeg lige nu ikke har en arbejdsblomst, så er jeg glad for at jeg har masser af venne- og familieblomster. At jeg har en smuk blomst der består af et godt samarbejde og fællesskab i min nærmeste familie. At jeg har en udviklingsblomst i min kirke, hvor jeg læser til lægprædikant osv. Hvis jeg plejer de blomster jeg har, og hvis jeg bliver ved med at så, så får jeg med tiden også de blomster som jeg gerne vil have.
Kommentarer
Send en kommentar