Om at slappe af og leve i nuet
Når man er arbejdssøgende kan det være rigtig svært at blive i nuet og være tilfreds med det man har. Jeg synes generelt at vi har et rigtig godt socialt sikkerhedsnet og jeg er taknemmelig for at jeg kan få dagpenge, så jeg har noget at leve for, indtil det rigtige job dukker op.
Men i og med at man hele tiden søger efter et job, efter en ny fremtid, kan det være svært at slappe af og være tilfreds med det man har i nuet. Jeg har flakket en del rundt de seneste par år, prøvet en masse forskellige ting, og jeg er dybt taknemmelig for de oplevelser jeg har haft og de erfaringer som jeg har fået. Men jeg glæder mig dog til at finde et job som jeg er glad for, et sted hvor jeg kan være i en årrække. Hvordan jeg finder det job ved jeg ikke. Måske starter det som et vikariat et sted, måske som en praktikplads. Hvem ved? Men spændende det er det i hvert fald.
Jeg har som sagt flakket en del rundt, og haft tidspunkter hvor jeg har været rigtig træt af at lede efter arbejde. For lad os være ærlige, nogle gange er det bare surt at være oppe mod 50-100 andre mennesker. Men på det seneste har jeg haft en del ro på. Jeg er kommet hjem, og det kan jeg mærke helt ind i hjertet. Jeg er der hvor jeg skal være! Og det giver mig også en tro på at det rigtige job nok skal komme til mig. Og den overbevisning har givet mig ro. Det gør ikke så meget at jeg får afslag selvom jeg er kommet til samtale, især ikke når jeg får at vide at de fik et godt billede af hvem jeg var, men at de valgte en med mere erfaring end mig. For mit mål ved en jobsamtale vil altid være at give et så realistisk billede af mig som muligt, så de folk jeg potentielt skal arbejde sammen med, kan se om jeg passer godt ind i deres gruppe. Jeg ved at jeg har erfaringer og kompetencer til at bestride de jobs jeg søger, så den del behøver jeg ikke at bekymre mig om.
Når jeg nu er faldet til ro i overbevisningen om at jeg nok skal få et arbejde, når det rigtige kommer op, skal jeg også bare overbevise min omgangskreds om at det ikke er verdens undergang at få et afslag. Og det er nok min største udfordring lige nu. For jeg kan ikke bruge det til noget. Hvis jeg har fået en ordentlig forklaring når jeg har været til jobsamtale, så er det alt jeg kan ønske mig, for feedback kan jeg bruge til noget. At være ked af ikke at få en stilling eller at ruge over det kan jeg ikke bruge til noget, for det gør bare livet surt. Det jeg kan bruge til noget er alle de muligheder jeg har. Jeg kan passe syge børn for mine venner når det er nødvendigt. Jeg skal i praktik i næste uge og kommer det rigtige job ikke i løbet af praktikken, kan jeg komme i praktik forskellige andre steder, så jeg kan få prøvet socialrådgiverområder, som jeg ikke er bekendt med, af. Jeg kan få vist mig selv og mine evner på den måde, og det er jeg dybt taknemmelig over. Tænkt at vi har et system hvor det kan lade sig gøre. Det er da fantastisk!
Så jeg glæder mig over fremtiden lige nu, og er taknemmelig for hvordan mit liv ser ud lige nu.
Men i og med at man hele tiden søger efter et job, efter en ny fremtid, kan det være svært at slappe af og være tilfreds med det man har i nuet. Jeg har flakket en del rundt de seneste par år, prøvet en masse forskellige ting, og jeg er dybt taknemmelig for de oplevelser jeg har haft og de erfaringer som jeg har fået. Men jeg glæder mig dog til at finde et job som jeg er glad for, et sted hvor jeg kan være i en årrække. Hvordan jeg finder det job ved jeg ikke. Måske starter det som et vikariat et sted, måske som en praktikplads. Hvem ved? Men spændende det er det i hvert fald.
Jeg har som sagt flakket en del rundt, og haft tidspunkter hvor jeg har været rigtig træt af at lede efter arbejde. For lad os være ærlige, nogle gange er det bare surt at være oppe mod 50-100 andre mennesker. Men på det seneste har jeg haft en del ro på. Jeg er kommet hjem, og det kan jeg mærke helt ind i hjertet. Jeg er der hvor jeg skal være! Og det giver mig også en tro på at det rigtige job nok skal komme til mig. Og den overbevisning har givet mig ro. Det gør ikke så meget at jeg får afslag selvom jeg er kommet til samtale, især ikke når jeg får at vide at de fik et godt billede af hvem jeg var, men at de valgte en med mere erfaring end mig. For mit mål ved en jobsamtale vil altid være at give et så realistisk billede af mig som muligt, så de folk jeg potentielt skal arbejde sammen med, kan se om jeg passer godt ind i deres gruppe. Jeg ved at jeg har erfaringer og kompetencer til at bestride de jobs jeg søger, så den del behøver jeg ikke at bekymre mig om.
Når jeg nu er faldet til ro i overbevisningen om at jeg nok skal få et arbejde, når det rigtige kommer op, skal jeg også bare overbevise min omgangskreds om at det ikke er verdens undergang at få et afslag. Og det er nok min største udfordring lige nu. For jeg kan ikke bruge det til noget. Hvis jeg har fået en ordentlig forklaring når jeg har været til jobsamtale, så er det alt jeg kan ønske mig, for feedback kan jeg bruge til noget. At være ked af ikke at få en stilling eller at ruge over det kan jeg ikke bruge til noget, for det gør bare livet surt. Det jeg kan bruge til noget er alle de muligheder jeg har. Jeg kan passe syge børn for mine venner når det er nødvendigt. Jeg skal i praktik i næste uge og kommer det rigtige job ikke i løbet af praktikken, kan jeg komme i praktik forskellige andre steder, så jeg kan få prøvet socialrådgiverområder, som jeg ikke er bekendt med, af. Jeg kan få vist mig selv og mine evner på den måde, og det er jeg dybt taknemmelig over. Tænkt at vi har et system hvor det kan lade sig gøre. Det er da fantastisk!
Så jeg glæder mig over fremtiden lige nu, og er taknemmelig for hvordan mit liv ser ud lige nu.
Kommentarer
Send en kommentar