søndag den 10. september 2017

Store forandringer.

I disse dage er det 14 år siden jeg trådte mine første skridt på den sociale højskole i Odense. Jeg kan ikke huske meget fra de første par uger. Kan faktisk ikke huske om vi havde et introprogram eller om vi gik direkte til undervisningen. Jeg kan huske at jeg mødte nogle fantastisk dejlige mennesker som jeg heldigvis stadig har kontakt til, men jeg kan ikke genkalde mig den ubetingede glæde som jeg føler i disse dage.

For to uger siden trådte jeg mine første skridt på Aarhus Universitet. I de to uger har jeg nærmest smilet konstant. Jeg har været mega træt, haft en lurende forkølelse det meste af tiden, men jeg har alligevel haft en glæde som jeg slet ikke kan huske at have haft før. Jeg tror måske det er sådan det må føles at være forelsket. Det er stort og jeg føler slet ikke at jeg har ordene til at forklare hvor godt det føles.

Men hvordan er jeg lige pludselig havnet på Aarhus Universitet? Hvad er der sket siden jeg har forladt et job som jeg var glad for?

Egentlig er det en lang historie som starter for 7 år siden. I løbet af et stykke tid spurgte 3 forskellige personer mig om jeg havde overvejet at blive præst. Det gjorde at jeg begyndte at læse til lægprædikant, som man skal være før man kan blive præst i Metodistkirken.
Men inden jeg blev færdig med lægprædikantkurset, fik jeg arbejde i Sverige, og jeg tænkte at så skulle jeg nok ikke være præst alligevel.

Da jeg et år senere kom tilbage til Danmark startede jeg igen på lægprædikantkurset, og fik hurtigt lov til at prøve at prædike. Første gang var jeg meget nervøs, men allerede anden gang kunne jeg mærke en forbedring. For en introvert person som mig, som ovenikøbet er vokset op med en stor generthed, skulle man ikke tro at jeg ville føle mig tilpas ved at stå foran en masse mennesker, men når jeg prædiker, føler jeg mig bare rigtig godt tilpas. Og lysten til at prædike har over tid vokset sig større og større.

I min kirke taler vi meget om at man skal have et kald til f.eks. at blive præst (det kunne også være mange andre opgaver man har kald til). Og hver gang at det er dukket op i samtaler, har jeg fået hjertebanken og har undret mig over hvad det kunne være at Gud kaldte mig til, for jeg var jo blevet overbevist om at det ikke var præst jeg skulle være.

For et lille år siden hørte jeg en norsk metodistpræst fortælle om den første kirke han var præst i. Mens han talte fik jeg en tanke om at "Karen, du skal jo være præst som Ole Martin". Og så skal jeg love for at hele følelsesregisteret fik frit løb, sammen med mine tårekanaler og min næse. Der sad jeg på forreste række mellem to tyske mænd, med snot og tårer som jeg desperat prøvede at holde tilbage. Da jeg endelig så mit snit til det, flygtede jeg ud på toilettet, stortudede og sagde så "okay, så bliver jeg præst". Siden har jeg talt med flere mennesker om mine drømme om at blive præst og overraskende mange, særligt folk som jeg ikke troede var troende, har sagt "selvfølgelig skal du være præst". Så jeg søgte ind på universitetet, kom ind, sagde mit job op og nu er jeg her. Forelsket til op over begge ører i mit studie.

Det har været mærkeligt at stoppe på mit arbejde som jeg jo var glad for. Kan man være andet når man har fantastiske kolleger, en god ledelse og dejlige borgere? Så jeg er også super lettet over ikke at fortryde at jeg sagde op. At min skolestart har været fantastisk. At jeg har nogle dejlige medstuderende, nogle inspirerende undervisere og at det bare føles rigtigt, sådan helt ind i hjertet.

Jeg tror at jeg skulle ud og opleve nogle ting inden jeg var klar til at komme på universitetet. Jeg var ikke klar for 7 år siden. Jeg er vokset meget, bare det seneste år, og det tror jeg også er med til at gøre min nuværende hverdag så god. Jeg tvivler ikke så meget på mig selv mere. Jeg er mere selvsikker, og er ikke bange for at springe ud i noget nyt. Og jeg fik lov til at arbejde med nogle fantastiske mennesker i Jobcenter Kolding. Jeg tror det var godt for mig at opleve at jeg var, og er, god til at arbejde med mennesker. At opleve hvordan ledelse fungerer når det er godt. At møde nogle hjertevarme og dedikerede kolleger som virkelig vil deres borgere. Jeg føler mig meget heldig over at jeg er blevet lukket ind i så mange menneskers liv. At jeg har kunne få lov til at hjælpe dem til at få så godt et liv som muligt, med de udfordringer de nu har haft. At få lov til at finde ud af hvilke personlige kvaliteter jeg vil kunne bringe med videre i mit liv fremadrettet. Det havde jeg brug for, for at kunne starte på denne uddannelse, og det gør mig sikker på mit valg.

Jeg glæder mig sådan til at se hvor jeg ender henne med denne uddannelse. Jeg håber at forelskelsen varer ved når hverdagen melder sig, og det, der er hårdt nu, ikke længere er nyt og spændende.

Jeg føler mig så priviligeret over at have muligheden for at tage endnu en uddannelse, at udvikle mig videre, og følge den vej som jeg tror Gud har for mig. Min vej har aldrig været lige ud af landevejen, den har været fyldt med sving og overraskelser. Men vigtigst af alt, så har den altid været fyldt af dejlige mennesker som har været der når jeg havde brug for det. Jeg nyder at jeg endnu en gang har fået nye spændende mennesker ind i mit liv, som supplement til de fantastiske mennesker der allerede er en del af min hverdag i en eller anden form.

Tænk at man kan få lov at være så heldig.

K
Sådan ser man ud på sin første skoledag. En lille smule nervøs og super spændt.

 Er gået i gang med græsk. Det er fagre nye verden

På græsk starter man fra nul. Skal endda lære hvad bogstaverne hedder.

1 kommentar: