fredag den 26. maj 2017

Jeg, mig selv og mig

Jeg har i flere år lidt af træthed. Jeg har kun klaret de ting som var nødvendige og weekender er blevet brugt til afslapning, evt. lidt tøjvask og lidt oprydning når jeg ikke har haft planer.
Jeg har ofte været bekymret over det, og prøvet vitaminer og træning uden at det havde nogen effekt. Blodprøver og lign. viste ikke noget galt, så jeg havde egentlig tænkt at det nok bare var sådan det var. At jeg havde mindre energi end alle andre jeg kender.

Ud over manglende energi har jeg også været syg med jævne mellemrum, ca. hver anden måned. Også noget der irriterede mig fordi jeg så ikke nåede alt det jeg gerne ville og jeg havde dårlig samvittighed overfor kolleger og borgere. Gudskelov har jeg både en læge, en leder og nogle kolleger som til sidst fik mig til at indse at der nok var tale om stress. Ikke "jeg bryder helt sammen og kan ikke finde rundt" stress, men alligevel stress som bare viste sig på en anden måde end det gør ved visse andre. Egentlig følte jeg mig ikke stresset på arbejdet, for jeg nåede det jeg skulle. Havde da haft nogle sager som var lidt svære eller ubehagelige, men ikke mere end at jeg tænkte jeg godt kunne klare det.

Men min læge dømte mig altså til at have stress, og fik mig sendt videre til et stresshåndteringskursus. Og hvor er jeg glad for det!!! Det at møde folk som enten er på samme sted som en selv, eller som har været der, er så befriende. Og jeg lærte noget om stress. Jeg lærte at det ikke nødvendigvis handler om tid. Men det handler om pres. Pres på ens værdier. Pludselig skulle jeg til at forholde mig til hvad mine værdier var. En af de værdier som dukkede op var "Elsk din næste som dig selv", hvilket jeg opdagede at jeg faktisk ikke er god til. Forstå mig ret, jeg er super god til at elske min næste. Det er mere det med at elske mig selv som kan være svært. For det betyder at jeg skal elske alle mine sider. Ikke kun dem jeg synes godt om, men også dem jeg har svært ved at holde af: Min vrede, min fejlbarlighed, min usikkerhed... De ting som jeg ikke viser folk, og som jeg bruger enorme mængder energi på at gemme, for alle....også min familie.

Og hvorfor gør jeg så det? Ja, der skal vi nok ret langt tilbage i tiden. I den skole hvor jeg gik fra børnehaveklassen til 3. klasse, tog det mig meget lang tid før jeg fandt min plads. Jeg tror først jeg rigtig havde mere end en legekammerat det sidste års tid inden vi flyttede. Jeg var hende som der ikke passede ind, og ikke kun ved klassekammeraterne. Jeg har også oplevet en lærer som ikke gad bruge tid på mig, og det sætter mærker på en. Så jeg har altid prøver at tilpasse mig. At være sød. At være perfekt. At passe på med at sige noget der kunne være en upopulær mening. Og det er dødtrættende... Og det ironiske ved at jeg kun ville ses som den søde pige, er at jeg nærmest har været usynlig. For når man ikke ind imellem markerer sig, så ses man ikke. Jeg blev en pleaser, og jeg kan se et mønster i hvordan jeg har haft det hver gang jeg skulle starte et nyt sted. Det er meget få steder hvor jeg har følt at jeg kunne være mig og dermed havde det godt. Ungdomshuset i Odense var en af dem, og det var nok fordi alle der arbejdede der var forskellige, så jeg kunne ikke stikke udenfor fordi det gjorde alle på en eller anden måde. Det gjorde mig godt.

Men tilbage til nutiden. Jeg opdagede at jeg skal elske hele mig selv, og stå ved hvem jeg er. At jeg gerne må have holdninger, og hvis folk ikke kan lide dem, så er det deres problem, ikke mit. For mange mennesker er det måske naturligt. Men for mig der har brugt en livstid på ikke at stå ved mig selv, er det umådelig svært.

Jeg har, overfor mennesker som jeg holder meget af, måtte sige fra overfor ting som har såret mig. Jeg har været vred og ked af det og givet udtryk for det. Og det har været svært! Men til min store overraskelse er det også blevet godt modtaget. Og selvom alt dette er sket indenfor de seneste par måneder ser jeg allerede nu et resultat. Jeg har mere energi. Jeg behøver ikke en lur når jeg kommer hjem fra arbejde, for at klare mig igennem aftenen. Jeg har formået at gøre noget ved både hus og have. Noget jeg sidste år måtte have hjælp fra min familie med.
Så nu har jeg et hyggeligt hjem, som jeg nyder og som jeg har kræfter og energi til at nyde. Og det er så dejlig. Billederne nedenfor ser måske ikke ud af meget, men for mig er det beviser på hvor langt jeg er kommet.

Jeg vil stadig skulle huske på at stå ved mig selv, at elske mig selv også når jeg er vred eller på tværs. Og som med alle andre dårlige vaner, er der en chance for at jeg indimellem ryger tilbage til at være "søde Karen". Men jeg håber på at jeg kan holde fast i at jeg har værdi, lige som jeg er. Med alle de fejl og mangler jeg har, samt alle de fantastiske ting som jeg også indeholde. Vi har alle både gode og dårlige sider, som gør os til dem vi er. Og vi er nogle fantastiske skabninger!

Jeg er så glad for de mennesker som både direkte og indirekte fik mig på stresshåndteringskurset, og jeg er så taknemmelig for at folk har taget godt imod min nye direkte måde at sige tingene på. Det hjælper i den proces jeg er i gang med. Så tusind tusind tak for det.

K

 Jeg har formået at slibe bænken ned, give den olie og få den til at se hyggelig ud med tæppe og puder. Er helt klart et nyt hyggested.
 Afslapning på bænken 
Morgenmad i solen. Nyder at sidde med en god bog og slappe af i solen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar