Rigdom er mange ting

Jeg er rig! Ikke på penge forstås, jeg er jo trods alt studerende :-) Men i dag er det, endnu en gang, blevet tydeligt for mig hvor rig jeg er på mennesker. Sådan har det ikke altid været. Som barn følte jeg mig ofte ensom, hvilket jeg bl.a. er kommet lidt ind på her.
Jeg havde mine veninder i kirken, men jeg manglede at have venner i dagligdagen. Og måske er det mindet om den følelse af mangel, der gør mig så glad og taknemmelig ovenpå en weekend, der har været fyldt med gode venner. For det er ikke noget jeg tager for givet. Det at kunne tage på besøg i min kammerats kollektiv og hænge ud, ikke kun med ham og hans kæreste, men også med hans bofæller, og føle mig hjemme og godt tilpas, er en stor gave. 
Og i går oplevede jeg endnu en gang hvordan mennesker rører mig. Søndagen stod på gudstjenester. Det er der som sådan ikke noget usædvanligt ved. Men det var første fysiske gudstjeneste for mig, siden covid ramte Danmark. Og det var skønt at være i min hjemmemenighed og holde gudstjeneste der. At være sammen med de mennesker, som har været med til at forme mig som barn og ung. Også selvom det var hårdt at lade være med at kramme på dem allesammen. 
Og så tog søndagen en uventet drejning. Jeg tog med nogle venner i Vineyard, som er en forholdsvis ny kirke i Århus. Jeg har været til gudstjeneste hos dem før, men ikke i deres ny kirke. Og det var sådan en skøn oplevelse. Jeg fik snakket med folk jeg ikke kender, og endte endda i en samtale hvor jeg helt glemte tiden. Tænk at få lov til at møde nye mennesker, som man bare kan snakke med. Det sker ikke så ofte for mig som privatperson, selvom jeg professionelt egentlig er god til det, og nej, jeg forstår ikke hvorfor der er en forskel, men det er der. Efter gudstjenesten og snakken, tog vi hjem til en af mine venner og hyggede og så Disneyfilm og grinede, og jeg kom alt for sent i seng, men det var godt, og jeg kan mærke at jeg har savnet den der "hænge ud" følelse, uden at jeg egentlig vidste det.
Efter en weekend så fyldt med gode mennesker og gode samtaler er jeg fyldt op. Jeg er så rig på folk, og jeg er så vanvittig taknemmelig for det. Jeg glæder mig både over de venskaber som har varet siden jeg var lille, de piger som jeg er vokset op med og som er det nærmeste jeg kommer på at have søstre. Og de venner som jeg har fået undervejs, som jeg ikke ser så tit, men som jeg falder i hak med, hver gang vi ses. Og alle de nye venner jeg har fået de seneste år i Århus. Det er en gave! Tak for jer, hver og en. <3 

Kommentarer

Populære opslag