Flytning i en pandemi

Jeg flyttede til Frederikshavn for et halvt år siden. Jeg har fået job som lokalpastor, en form for lærlingeforhold, som præster i Metodistkirken er i i nogle år, inden de bliver ordineret. Og jeg er super glad for at være kommet op og have fået god plads (hurra for tjenestebolig). Men en ting er anderledes end det har været når jeg ellers er flyttet. Pga pandemien har jeg ikke kunne være så social som jeg gerne ville være. Jeg har haft markant færre gæster, end jeg havde tænkt mig, og det gør at min sociale cirkel heroppe er noget begrænset. Noget jeg virkelig glæder mig til at ændre på, når landet igen lukker op. 
Jeg er heldig at min menighed er fyldt med søde mennesker, som jeg glæder mig til at få lov at invitere hjem, samt at min kollega og hendes familie har taget imod mig med åbne arme, men jeg kan mærke at jeg begrænser mig. I efteråret var det fordi jeg både var i Århus og Frederikshavn, og jeg dermed holdt mig til så få mennesker så mulig, så jeg ikke risikerede at bringe smitte fra det ene sted til det andet. Og nu er der jo en naturlig grænse og min boble består af nogle ældre mennesker fra menigheden, så jeg f.eks. kan komme på besøg med et menighedsblad. 

Men det begynder at kunne mærkes synes jeg. Denne her følelse af at min flytning har været under andre forhold end de andre gange jeg har flyttet. Selvom jeg føler mig hjemme i Frederikshavn, så føler jeg mig lidt....bagud tror jeg. 

Det er selvfølgelig bare sådan det er lige nu, og det fylder heller ikke hele min hverdag at jeg pt har det sådan, men indimellem slår det mig at jeg ikke har fået opbygget et socialt netværk på samme måde som jeg ellers ville have gjort. 

Som sagt har jeg heldigvis en sød menighed som jeg kan trække på, når det er nødvendigt. Men det med at lære dem rigtigt at kende over en omgang mad og hyggesnak mangler jeg. 

Men det kommer. Når vi lige kommer ud på den anden side om et par måneder (forhåbentlig). 

Andre der kan genkende dette?

Kommentarer

Populære indlæg