Tanker om skolegang
Jeg har gået med dette indlæg i mine tanker i nogle uger nu, men har ikke helt kunne finde ordene og emnet er også ret personligt. Men eftersom emnet er poppet op nogle gange nu, har jeg også brug for at få sat ord på, få det skrevet ned, hele den historie, som har gjort mig til den jeg er i dag.
Jeg er klar over at min glæde over den skole jeg gik på de sidste 6 år inden gymnasiet, ikke nødvendigvis afspejler alle mine klassekammeraters oplevelse af samme skole. Min historie er altså yderst subjektiv. Og dette indlæg bliver også lidt langt, men jeg håber du vil hænge på.
Det startede egentlig med et opslag hos Sneglcille hvis blog jeg for tiden bingelæser (ja, det er en ting...i hvert fald nu). I går kom min mor og jeg så også til at tale om det: skolegang og hvordan det former os, selv langt op i vores voksenliv.
Min skolegang har overvejende været god, heldigvis. Men den startede ikke så godt, og det var det min mor og jeg talte om; hvor taknemmelige vi er for, at det ændrede sig.
Jeg har altid været videbegærlig. Jeg er hende der slæbte læssevis af bøger med hjem fra biblioteket, både skole- og lokalbiblioteket, hver uge, og jeg er hende hvis bogsamling altid bliver kommenteret når jeg får gæster for første gang. I al beskedenhed synes jeg også selv at den er ret imponerende.
Jeg elsker historier, på skrift, tv-serier eller på film, eller fortalt af mennesker. Opdigtede historier, livshistorier, kærlighedshistorier (hej sneglcille) og alt derimellem.
Jeg glædede mig til at starte i skole, særligt så jeg kunne lære at læse. Men jeg blev skuffet over børnehaveklassen fordi jeg ikke kunne læse, efter at have gået der i et par uger.
Jeg var en enspænder i min klasse, følte mig udenfor og havde ikke rigtig nogle venner. Jeg husker særligt en episode hvor et par drenge, som jeg nogle gange fulgtes med hjem til min dagplejer, satte min skoletaske op i en vask på skolen og begyndte at fylde vand i vasken. Jeg kan ikke huske hvor mange af mine ting der blev våde, men at nogle "legekammerater" ville gøre sådan overfor mig, gjorde nok noget fundamentalt ved min tillid til folk. Jeg er ret sensitiv overfor, hvor vidt det, folk siger til mig, hænger sammen med deres handlinger. Og hvis det ikke gør, har jeg ret svært ved at få oprettet den tillid. Det gælder i særdeleshed nye mennesker. Man skal ikke sige til mig, at man kan noget, for så at vise mig at man ikke kan. Så hellere nedtone ens evner.
Ud over det med vennerne i skolen, så havde jeg heller ikke det bedste forhold til mine lærere. I 1. eller 2. klasse var jeg, pga sygdom, kommet bagud i matematik. Min mor og jeg havde knoklet for at jeg skulle nå op til de andre i klassen, og da jeg glad viser min matematiklærer at jeg er kommet med igen, beder hun mig om selv at rette det ved hjælp af hendes bog på katederet. Min mor var rasende da jeg fortalte det derhjemme. Og hun, der ellers ikke skælder ud, havde talt dunder til den pgl. lærer ved næste skole-hjem samtale.
Alt i alt blev det sådan at jeg ofte kom hjem med hovedpine og også spurgte om jeg ikke måtte komme på privatskole i Vejle, hvor min veninde gik.
Det sidste års tid begyndte jeg få et par gode veninder, af den slags der ikke fik mig i uføre, så måske havde tingene ændret sig efterhånden. Men jeg er ofte meget glad for at vi, da jeg gik i 3. klasse, flyttede til Egtved. For jeg er faktisk ikke sikker på at min videbegærlighed ville have overlevet 6 år mere på min gamle skole.
Vi flyttede, jeg startede i 3. klasse efter påskeferien og kom efter nogle uger hjem til min mor med beskeden "Mor, de andre børn lytter til mig": At det var noget nyt for mig, kan godt knuse mit hjerte lidt, og selvom jeg ikke husker at have fortalt min mor det (det er en af de erindringer hun har fortalt mig), så husker jeg godt at det føltes overvældende at være interessant og en man ville lege med.
Jeg kom til Egtved skole med virkelig dårlige matematikevner. Jeg kunne ikke 7, 8 og 9 tabellerne og rodede rundt i 70, 80 og 90. Faktisk skal jeg stadig tænke mig om for at huske hvad der kommer først. Men min nye matematiklærer gav mig nogle vendespil med hjem, som hjalp mig til at lære tabellerne. I det hele taget følte jeg mig set, forstået og taget af på min nye skole. Både af klassekammerater og skolelærere, og jeg gik ud af 9. klasse med pæne middelkarakterer, og faktisk med et 11-tal i mundtlig matematik, hvilket jeg stadig er ret stolt af, når man tænker på hvor jeg var 6 år tidligere.
Selvfølgelig var alt ikke lyserødt. Det var på Egtved skole at min skolekæreste slog op med mig via et brev i skolebussen, at der ind imellem var pigefnidder og smådrillerier, men jeg var en del af klassen på en helt anden måde end på min gamle skole, og jeg er helt sikker på at min videbegærlighed og den glæde som jeg føler ved at lære, og som jeg ELSKER at jeg har her på uni, blev gødet og vandet på Egtved skole.
Det er så vigtigt at have en god skolegang. At føle sig værdsat og være en del af flokken. Det gør mig ked af det hver gang jeg hører om folk der har haft det dårligt i skolen, og det bekymrer mig at folkeskolen nogle steder kæmper med at lave kvalitetsundervisning pga. f.eks. inklusion der ikke er fulgt op med tilstrækkelige ressourcer eller lærere der er brændt ud.
Samtidig glæder det mig også hver gang jeg hører om lærere der gør et ordentlig stykke arbejde. Som gør noget ekstra for at hjælpe, støtte, trøste og generelt bare være der.
Jeg havde en hel gruppe fantastiske lærere i Egtved, som jeg er dybt dybt taknemmelige for. Som helede nogle af de sår, jeg havde fået på min gamle skole. Det gjorde en forskel for mig, også selvom nogle af de ting jeg stadig kæmper med, helt klart har rod i mine første skoleår.
Jeg ved også (fordi jeg kender en del af dem) at der er nogle skønne, kompetente, fantastiske lærere derude. Jeg håber I ved hvor stor en forskel I gør i jeres elevers liv. Tak for jer!
Og til dig der har læst helt til ende. Tak fordi du læste med så langt.
Rigtig god mandag til dig.
Jeg er klar over at min glæde over den skole jeg gik på de sidste 6 år inden gymnasiet, ikke nødvendigvis afspejler alle mine klassekammeraters oplevelse af samme skole. Min historie er altså yderst subjektiv. Og dette indlæg bliver også lidt langt, men jeg håber du vil hænge på.
Det startede egentlig med et opslag hos Sneglcille hvis blog jeg for tiden bingelæser (ja, det er en ting...i hvert fald nu). I går kom min mor og jeg så også til at tale om det: skolegang og hvordan det former os, selv langt op i vores voksenliv.
Min skolegang har overvejende været god, heldigvis. Men den startede ikke så godt, og det var det min mor og jeg talte om; hvor taknemmelige vi er for, at det ændrede sig.
Jeg har altid været videbegærlig. Jeg er hende der slæbte læssevis af bøger med hjem fra biblioteket, både skole- og lokalbiblioteket, hver uge, og jeg er hende hvis bogsamling altid bliver kommenteret når jeg får gæster for første gang. I al beskedenhed synes jeg også selv at den er ret imponerende.
Jeg elsker historier, på skrift, tv-serier eller på film, eller fortalt af mennesker. Opdigtede historier, livshistorier, kærlighedshistorier (hej sneglcille) og alt derimellem.
Jeg glædede mig til at starte i skole, særligt så jeg kunne lære at læse. Men jeg blev skuffet over børnehaveklassen fordi jeg ikke kunne læse, efter at have gået der i et par uger.
Jeg var en enspænder i min klasse, følte mig udenfor og havde ikke rigtig nogle venner. Jeg husker særligt en episode hvor et par drenge, som jeg nogle gange fulgtes med hjem til min dagplejer, satte min skoletaske op i en vask på skolen og begyndte at fylde vand i vasken. Jeg kan ikke huske hvor mange af mine ting der blev våde, men at nogle "legekammerater" ville gøre sådan overfor mig, gjorde nok noget fundamentalt ved min tillid til folk. Jeg er ret sensitiv overfor, hvor vidt det, folk siger til mig, hænger sammen med deres handlinger. Og hvis det ikke gør, har jeg ret svært ved at få oprettet den tillid. Det gælder i særdeleshed nye mennesker. Man skal ikke sige til mig, at man kan noget, for så at vise mig at man ikke kan. Så hellere nedtone ens evner.
Ud over det med vennerne i skolen, så havde jeg heller ikke det bedste forhold til mine lærere. I 1. eller 2. klasse var jeg, pga sygdom, kommet bagud i matematik. Min mor og jeg havde knoklet for at jeg skulle nå op til de andre i klassen, og da jeg glad viser min matematiklærer at jeg er kommet med igen, beder hun mig om selv at rette det ved hjælp af hendes bog på katederet. Min mor var rasende da jeg fortalte det derhjemme. Og hun, der ellers ikke skælder ud, havde talt dunder til den pgl. lærer ved næste skole-hjem samtale.
Alt i alt blev det sådan at jeg ofte kom hjem med hovedpine og også spurgte om jeg ikke måtte komme på privatskole i Vejle, hvor min veninde gik.
Det sidste års tid begyndte jeg få et par gode veninder, af den slags der ikke fik mig i uføre, så måske havde tingene ændret sig efterhånden. Men jeg er ofte meget glad for at vi, da jeg gik i 3. klasse, flyttede til Egtved. For jeg er faktisk ikke sikker på at min videbegærlighed ville have overlevet 6 år mere på min gamle skole.
Vi flyttede, jeg startede i 3. klasse efter påskeferien og kom efter nogle uger hjem til min mor med beskeden "Mor, de andre børn lytter til mig": At det var noget nyt for mig, kan godt knuse mit hjerte lidt, og selvom jeg ikke husker at have fortalt min mor det (det er en af de erindringer hun har fortalt mig), så husker jeg godt at det føltes overvældende at være interessant og en man ville lege med.
Jeg kom til Egtved skole med virkelig dårlige matematikevner. Jeg kunne ikke 7, 8 og 9 tabellerne og rodede rundt i 70, 80 og 90. Faktisk skal jeg stadig tænke mig om for at huske hvad der kommer først. Men min nye matematiklærer gav mig nogle vendespil med hjem, som hjalp mig til at lære tabellerne. I det hele taget følte jeg mig set, forstået og taget af på min nye skole. Både af klassekammerater og skolelærere, og jeg gik ud af 9. klasse med pæne middelkarakterer, og faktisk med et 11-tal i mundtlig matematik, hvilket jeg stadig er ret stolt af, når man tænker på hvor jeg var 6 år tidligere.
Selvfølgelig var alt ikke lyserødt. Det var på Egtved skole at min skolekæreste slog op med mig via et brev i skolebussen, at der ind imellem var pigefnidder og smådrillerier, men jeg var en del af klassen på en helt anden måde end på min gamle skole, og jeg er helt sikker på at min videbegærlighed og den glæde som jeg føler ved at lære, og som jeg ELSKER at jeg har her på uni, blev gødet og vandet på Egtved skole.
Det er så vigtigt at have en god skolegang. At føle sig værdsat og være en del af flokken. Det gør mig ked af det hver gang jeg hører om folk der har haft det dårligt i skolen, og det bekymrer mig at folkeskolen nogle steder kæmper med at lave kvalitetsundervisning pga. f.eks. inklusion der ikke er fulgt op med tilstrækkelige ressourcer eller lærere der er brændt ud.
Samtidig glæder det mig også hver gang jeg hører om lærere der gør et ordentlig stykke arbejde. Som gør noget ekstra for at hjælpe, støtte, trøste og generelt bare være der.
Jeg havde en hel gruppe fantastiske lærere i Egtved, som jeg er dybt dybt taknemmelige for. Som helede nogle af de sår, jeg havde fået på min gamle skole. Det gjorde en forskel for mig, også selvom nogle af de ting jeg stadig kæmper med, helt klart har rod i mine første skoleår.
Jeg ved også (fordi jeg kender en del af dem) at der er nogle skønne, kompetente, fantastiske lærere derude. Jeg håber I ved hvor stor en forskel I gør i jeres elevers liv. Tak for jer!
Og til dig der har læst helt til ende. Tak fordi du læste med så langt.
Rigtig god mandag til dig.
Kommentarer
Send en kommentar